Trump puster liv i konspirationsteorier om attentatforsøget mod ham
Donald Trump har indtil nu afholdt sig fra det, men han er i tiltagende grad begyndt at kæde Demokraterne sammen med attentatforsøget mod ham 13. juli.
Donald Trump har indtil nu afholdt sig fra det, men han er i tiltagende grad begyndt at kæde Demokraterne sammen med attentatforsøget mod ham 13. juli.
Kort tid efter attentatforsøget mod Donald Trump talte ekspræsidenten om sammenhold, og han lovede, at han ville forsøge at forene amerikanerne i et ellers splittet USA.
Selvom der var stemmer på højrefløjen, der umiddelbart efter pegede på Biden og Demokraternes retorik som det, der ledte til attentatet, så afholdt Donald Trump sig fra det.
Selv hans dengang nyudnævnte vicepræsident J.D. Vance anklagede Demokraterne for at være medansvarlige, fordi de var gået for langt i deres »heksejagt«. Men ikke Trump, som Berlingskes USA-korrespondent af samme årsag, efter Trumps første optræden efter attentatforsøget, kaldte en forandret mand.
Men forandringen varede ikke evigt.
De seneste par uger er Trump begyndt at puste ild i konspirationsteorier om skudepisoden, og hans politiske modstanderes forbindelse til attentatet.
The Washington Post skriver, at præsidentkandidaten promoverer ideer, som at episoden, hvor en 20-årig mand skød og strejfede Trumps øre, skulle være et »inside job«, og at Det Demokratiske Parti skulle have forbindelser til den nu afdøde gerningsmands forældre.
Alle sammen teorier, der peger i retning af, at angrebet mod Trump 13. juli var et forsøg fra Demokraterne på at forhindre, at den tidligere præsident igen kom til magten.
Også under tirsdagens første debat mellem de to præsidentkandidater luftede Trump forestillingen om, at Demokraterne var medansvarlige.
»Jeg tog nok en kugle mod hovedet på grund af de ting, de siger om mig,« sagde Trump.
Han har ifølge The Washington Post også udtalt til »The Monica Crowley Podcast«, at jo mere man ser på det, des mere mistænkeligt fremstår attentatforsøget.
Mange spåede, at episoden og de efterfølgende billeder af Trump med blod løbende ned ad kinden og knytnæven hævet ville ændre præsidentvalget markant.
Flere forventede, at rygstødet, det gav, ville udmønte sig i en klar føring i valgkampen. Men kort tid efter stoppede folk tilsyneladende med at interessere sig for det, og Trump kom bagud i flere meningsmålinger.
I den seneste nationale meningsmåling fra FiveThirtyEight og ABC News fører Kamala Harris lige nu med 47 procent, mens Trump ligger til at få 44,4 procent af stemmerne.