Trafikdrab på femårig pige giver seks års fængsel

Byretten på Frederiksberg idømte seks års fængsel til en 21-årig mand, der sidste år kørte en femårig pige ihjel. Straffen dækker også over en række andre og tidligere forhold.

Folk lagde blomster for at mindes den femårige pige efter episoden på Peter Bangs Vej i oktober sidste år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkivfoto)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

21-årige Helmi Mossa Hameed straffes med seks års fængsel for at have kørt en fem år gammel pige ihjel på Peter Bangs Vej sidste år.

Den 21-årige mand med det sorte, krøllede hår var ved domsafsigelsen i Retten på Frederiksberg iklædt en åbenstående, sort-hvid træningstrøje, lys T-shirt og mørke bukser.

Han modtog dommen med ro og uden at fortrække en mine.

Efter dommen vinkede han hurtigt ud til to bekendte på tilhørerpladserne, før vagter fra Kriminalforsorgen førte ham ud af retten.

Samtidig med dommen beslaglægges en mængde narkotika og et kontant beløb, manden havde på sig ved episoden sidst år. Han fratages endvidere retten til at køre bil for bestandigt.

De seks års fængsel dækker ikke kun over selve trafikdrabet, men også over en lang række andre forhold, herunder et andet, tidligere trafikuheld, besiddelse af falske pengesedler samt salg af narkotika.

Umiddelbart efter dommen udbad Helmi Mossa Hameeds forsvarer, Christian Bjerrehus, sig betænkningstid om, hvorvidt forsvaret vil anke.

Anklager Kristian Kirk fra Københavns Politi erklærede sig omvendt »meget, meget tilfreds«.

»Vi ønskede en meget hård straf, og det har vi fået. Så vi føler os hørt,« sagde han efterfølgende.

Påvirket af lattergas

Siden det voldsomme trafikdrab sidste år har sagen tiltrukket sig massiv offentlig bevågenhed. Således også ved domsafsigelsen: Samtlige pladser i retslokalet på Frederiksberg – en smule færre end normalt på grund af coronarestriktionerne – var besat af pårørende, tilhørere eller pressefolk.

Den 21-årige mand var tiltalt for uagtsomt manddrab for under særligt skærpende omstændigheder at have slået den femårige pige ihjel.

Episoden fandt sted 28. oktober sidste år, da manden ved 16-tiden kørte sin kærestes bil ind i en kvinde og hendes datter på Peter Bangs Vej i København.

Bilen kørte ind på Peter Bangs Vej fra et T-kryds og torpederede moren og pigen, før den ramte frontalt ind i en husmur. Pigen døde på stedet, mens moren fik skader i hovedet.

Ifølge anklagemyndigheden var manden under påvirkning af både lattergas og kokain, da han førte bilen.

Manden har erkendt at have taget lattergas tidligere på dagen, men han har nægtet at have været påvirket ved ulykken eller at have taget lattergas kort inden.

Den tiltalte har tidligere forklaret, at han mistede kontrollen over bilen og kørte ind i muren, fordi han ville undvige biler, som han først ikke så på Peter Bangs Vej.

Efter episoden stak manden af, men han blev senere anholdt.

Tiltalt for flere forhold

Politiet fandt dog efter episoden en beholder til lattergas i nærheden, og undersøgelser har efterfølgende dokumenteret et match med den anklagedes dna.

Manden var også tiltalt for at være stukket af fra ulykkesstedet og for en række andre forhold. Herunder et tidligere alvorligt biluheld på Ingerslevsgade på Vesterbro i København.

Anklageren havde krævet syv-otte års fængsel – heraf de fire år for trafikdrabet, mens de resterende år for de øvrige anklagepunkter. Omvendt har forsvaret afvist, at der var skærpende omstændigheder der kunne retfærdiggøre mere end højst tre års fængsel samlet for alle anklagepunkterne.

Selvom dommen altså endte en smule under anklagemyndighedens krav – seks år – var det en tydeligt lettet anklager Kristian Kirk, der kunne opsummere efter dommen.

Især var det ventet med spænding, om anklagemyndigheden kunne bevise, at den tiltalte var påvirket af lattergas under kørslen af bilen – en svær opgave, da lattergas er svært at spore i kroppen. Men det mente retten altså.

»Vi er imødekommet på alt det væsentlige i sagen. Vi bad dem gå til kanten, og det har de gjort. Det er en straf, der er til at tage og føle på,« sagde Kristian Kirk.

I alt var den 21-årige tiltalt for over 30 punkter og blev dømt for langt de fleste med undtagelse af enkelt forhold, herunder et forhold for brugstyveri.

Manden blev heller ikke dømt for at have kørt bil i kokainpåvirket tilstand. Han havde ellers spor af kokain i blodet ved anholdelsen, men politiet kunne ikke modbevise mandens påstand om, at kokainen var indtaget efter ulykken.

Helmi Mossa Hameed har nu 14 dage til at overveje, om han vil anke dommen til Østre Landsret.