Den terrordømte agent Ahmed Samsam er måske en af landets mest uheldige indsatte.
Når han i fængslet får besøg af mystiske myndighedspersoner, som kun skriver sig ind med fornavne, mister Kriminalforsorgen på mærkværdig vis alle kontaktoplysninger på dem.
Og når hans advokater beder anklagemyndigheden rette en formodet fejl i hans strafudmåling – som reelt kan betyde, at han skulle have været løsladt for længst – så bruger Vestegnens politikreds 11 måneder på ikke at få sagen afklaret.
Det viser mailkorrespondance mellem Samsams advokater, Kriminalforsorgen og Vestegnens Politi, som Berlingske har læst.
Fejlen i strafudmålingen er teknisk: Før den terrordømte agent Ahmed Samsam blev overført til afsoning i Danmark i december 2020, blev hans spanske dom i et retsmøde konverteret til dansk ret i byretten i Glostrup.
I den forbindelse skulle hans reststraf beregnes på ny, og efter dansk lov skal det indgå i sådan en beregning, hvis det eksempelvis har været et vilkår for ens afsoning i udlandet, at man har siddet i isolation. I så fald skal én afsonet dag i isolation tælle for halvanden i det store regnskab; tre år skal tælle for fire og et halvt.
Og det var præcis, hvad der skete for Ahmed Samsam, efter han blev dømt som jihadist i Spanien i 2018, mener hans advokater, som henviser til sagens spanske dokumenter.
Ahmed Samsam blev efter dommen sat i kategori med de farligste indsatte og afsonede under det strengest mulige regime i spanske fængsler, »primer grado«, i de særlige »isolationsafdelinger« kaldet modulo 15:
20 eller 21 timer indespærret i døgnet med begrænset samvær med én til fire andre isolationsindsatte ad gangen; samt streng brev- og besøgskontrol.
De forhold bør sidestilles med dansk isolation, mener Ahmed Samsams advokater, som i nu 11 måneder forgæves har forsøgt at få den ansvarlige gren af anklagemyndigheden – Vestegnens politikreds – til at afklare det simple og helt centrale spørgsmål:
Kan »primer grado«, Spaniens mest restriktive fængselsregime, sidestilles med dansk isolationsfængsling?
Hvis ja, så skulle Ahmed Samsam – som i forvejen er hovedperson i en af nyere tids måske største retsskandaler – have været løsladt 15. marts 2022. Dermed kunne Ahmed Samsam for flere uger siden have udstået den straf for at tilslutte sig Islamisk Stat, som han i december stævnede de danske efterretningstjenester for at modbevise.
Og selv hvis spansk og dansk isolationsfængsling ikke kan sammenlignes, mener advokat Erbil Kaya, ville det klæde danske myndigheder at anerkende, at Ahmed Samsam har siddet isolationsfængslet, når det nu er den kategori, spanierne placerede ham i.
»Danmark har ikke haft noget problem med at anerkende hans dom og retsprocessen i Spanien, som efter vores vurdering på flere punkter var mildest talt betænkelig. Så selvfølgelig bør Danmark også anerkende, at han afsonede i isolation efter spanske regler,« siger Erbil Kaya.
En simpel opgave
Allerede i april sidste år bad Ahmed Samsams advokat Kriminalforsorgen genbesøge den muligt fejlbehæftede strafberegning.
Lidt mere end en måned senere, 4. juni 2021, havde Kriminalforsorgen sat anklagemyndigheden – som har ansvaret i sådanne sager – til at afklare spørgsmålet.
Men det er endnu ikke sket.
Advokat Erbil Kaya, som repræsenterer Ahmed Samsam, kalder behandlingen af sagen »totalt urimelig«. Han betoner, at det burde være simpelt at kontakte spanske myndigheder og afklare spørgsmålet.
Det er mildest talt »vanskeligt at forstå«, hvorfor anklagemyndigheden på Vestegnen i snart et år ikke har kunnet løse den opgave, siger advokaten:
»Det kan ikke passe, at et EU-land beder et andet EU-land om noget, der ikke skal tage mere end maksimalt en måned at svare på, skal trække så meget ud. Måske har danske myndigheder ikke lagt nok vægt bag ordene, når man har kontaktet Spanien, eller også er der gået politik i den her del af sagen også. Det vil jeg i lige præcis den her sag ikke udelukke.«
Erbil Kaya har som følge af Vestegnens langsommelige sagsbehandling anmodet om såkaldt strafafbrydelse, indtil anklagemyndigheden har afklaret spørgsmålet med henblik på at undgå, at Ahmed Samsam sidder længere tid i fængsel, end han er dømt til.
Det har myndighederne afvist.
»Det har vi bedt om gennem længere tid, fordi der ikke er sket noget som helst i den her del af sagen. Og jeg ved ikke, om fejlen ligger i Danmark eller i Spanien, men den ligger i hvert fald ikke hos Ahmed Samsam. Derfor burde det her ikke ligge ham til last, men det gør det så alligevel,« siger Erbil Kaya:
»Ahmed (Samsam, red.) vil bare gerne ud, og det kan ikke gå hurtigt nok. Han burde jo aldrig have afsonet den her dom, så hver eneste dag, han sidder inde, er en dag for meget,« siger Erbil Kaya.
Berlingske har spurgt anklagerne i Vestegnens politikreds, hvorfor det gennem 11 måneder ikke er lykkedes at få svar på en tilsyneladende simpel forespørgsel i et andet EU-land.
Politikredsen afviser at svare på spørgsmål, fordi sagen »verserer« ved retten. For nylig opgav advokat Erbil Kaya at vente på Vestegnens anklagere og har nu krævet spørgsmålet om strafberegning behandlet i retten.