Svend Brinkmann: Coronavirussen er en korrektion til ideen om, at du kan, hvad du vil, og er din egen lykkes smed

Selv om børn sidder fysisk isoleret, så kan denne tid være med til at give dem en følelse af fællesskab, som psykolog Svend Brinkmann aldrig selv har oplevet i sin levetid. Vi andre har måttet erkende, at vi ikke kan kontrollere omstændighederne.

Svend Brinkmann. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lisbeth Holten

Det er ikke, fordi barndommen var en decideret dans på roser for alle inden coronavirussen.

Flere børn og unge end nogensinde er diagnosticeret med angst, og næsten dagligt har man kunnet læse nødråb fra unge, der presser sig selv til mere, end de bør.

Som børn, der voksede op i skyggen af 9/11, vilkårlig terror tæt på og finanskrisen har omvæltningerne for alle under 20 år været voldsommere end for mange foregående generationer.

Nu har coronaen så også sendt hele det liv de kendte på vildspor.

Med tre børn i alderen fra 11-17 år, er det tanker som disse, der blandt andet optager professor i almen psykologi Svend Brinkmann i disse dage.

»Vi må forholde os til, at vores børn pludselig er kastet ind i en situation, som de vil huske resten af deres liv, og som måske vil definere dem som generation. De er nu dem, der ikke var i skole og som ikke måtte se deres kammerater i uger og måske måneder under deres opvækst,« siger Svend Brinkmann.

En del af noget større

Alligevel lurer der en lidt udefineret optimisme i ham på den unge generations vegne.

»Jeg har længe været optaget af, de problemer som børn og unge har i de her år, hvor 15 procent har mindst en diagnose, når de er 18 år. Angst og selvskadende adfærd er i vækst. Hvorfor det er sådan er lidt af en gåde, men det har noget med konkurrencestat, pres og optimering at gøre,« siger Svend Brinkmann.

Svend Brinkmann

»Selv om vi ikke er nået længere end til at stå ved operationsbordet og vente på patienten, så skal vi allerede evaluere, hvordan det gik.«


Der har længe været en understrøm i hans virke af, at mens nogle problemer er reelle for nogle, så kan andre skyldes en form for weltschmerz, som måske forsvinder i samfund, hvor problemerne er helt anderledes eksistentielle.

»Med fare for at lyde som en positiv psykolog, så kan det, at alt det her sker, måske på en måde være med til at ryste posen lidt, så børn og unge kan se, at »Hey, jeg er faktisk en del af noget større«,« siger han og uddyber:

»Det er ikke, fordi jeg på nogen måde tror, det er en gave til ungdommen. Men det kan give nogle indsigter om, at vi står sammen som samfund, når det gælder. Der er næsten ingen, der afleverer deres børn i skole. Alle opdager på egen krop, at de er del af en stor samfundsorganisme, der agerer kollektivt. Det kan jeg ikke selv huske at have oplevet i min egen levetid. Det hører krigen til, og det her er sammenligneligt.«

Eksistentielt oplysende

Han håber, at det aspekt kan afbøde, nogle af konsekvenserne for de børn, der i forvejen har det svært.

»Som psykolog har jeg en bekymring for, at børn med psykiske problemer kan få det værre. Det er bare ikke godt for trivslen at sidde isoleret så længe. Effekter af elementære ting som manglende kontakt, lys og bevægelse tror jeg, vi vil kunne aflæses i statistikker fremover. Men jeg har alligevel et håb om, at det ikke bliver så slemt. Man skal ikke undervurdere følelsen af, at vi er i samme båd og må løse opgaven kollektivt. Det kan være eksistentielt oplysende for os: Nu gælder det. Nu er der for alvor noget at stå sammen om.«

Han husker sin egen opvækst som langt mindre tyngende. Hans ungdom faldt sammen med 90er-opsvinget mellem Murens fald og tvillingetårnenes fald. Det var en tid, der var så ubekymret, at ironien opstod, fordi intet var for alvor.

»Vi så et rædselsregime i form af Sovjetunionen falde sammen. Vi troede på den liberale, frie verdensorden, og historiens endeligt. Jeg kunne rejse hele verden rundt. Men alt det fik et knæk med angrebet på World Trade Center og senere finanskrisen, der afslørede globalismens skrøbelighed. Det amerikanske boligmarked betød pludselig, at slagteriarbejdere i Randers skulle fyres, som en flagermus, der nyser på et kødmarked i Kina, nu får konsekvenser for den globale økonomi og vores helbred,« siger han.

Korrektion til egen lykkes smed

De mange spørgsmål han får fra journalister er også afslørende for den tid, vi har befundet os i til nu med dens sygelige optagethed af at analysere i stedet for at være til stede.

»Vi står midt i en krise, der kører hen over os. Men selv om vi ikke er nået længere end til at stå ved operationsbordet og vente på patienten, så skal vi allerede evaluere, hvordan det gik. Vi kan ikke udholde uvished og er vant til hurtige svar.«

Det er livets grundbetingelser, vi for første gang i mands minde står ansigt til ansigt med som menneskehed.

»Det her viser med al uønskelig tydelighed, at der er noget, vi ikke har styr på, uanset, hvor meget vi udvikler videnskab og teknologi, så er vi ikke herrer over alt i vores liv. Det er en korrektion til ideen om, at du kan, hvad du vil, og er din egen lykkes smed. Man kan bilde sig selv ind, man er i førersædet, men pludselig siger det bang. Om vi vil det eller ej, så er vi ofre for omstændigheder, vi ikke selv har skabt. Vi er korkpropper, der ikke går til grunde, men bliver kastet rundt af strømmen.«