Styrelse bekræfter: Ansatte i smitteopsporing blev bedt om at registrere ét opkald som to opkald

Efter at Berlingske har fortalt, at ansatte i smitteopsporingen i efteråret blev instrueret i at registrere ét opkaldsforsøg til coronasmittede som to opkald, bekræfter den ansvarlige myndighed, Styrelsen for Patientsikkerhed, forløbet i en pressemeddelelse. Men formålet var ikke at sminke tallene. De nye oplysninger modsiger styrelsens tidligere forklaring, og styrelsen ønsker ikke at stille op til interview om sagen.

Der er over flere måneder blevet skruet massivt op for testkapaciteten på landsplan. Men smitteopsporingen, som skal kontakte alle smittede, har svært ved at følge med. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

De ansatte i smitteopsporingen blev i efteråret instrueret i at registrere ét opkaldsforsøg til coronasmittede som to opkald.

Det bekræfter Styrelsen for Patientsikkerhed nu for første gang i en pressemeddelelse.

Det har betydet, at den hårdt pressede opsporingsenhed på papiret har foretaget flere opkald. Men formålet var ikke at sminke statistikken, skriver Styrelsen for Patientsikkerhed. I stedet var der tale om en »overgangsløsning« på grund af it-udfordringer.

De ansatte i smitteopsporingen ringer til alle nye smittede med covid-19 for at fortælle dem, hvordan de skal forholde sig. Og ikke mindst, at de skal orientere deres nære kontakter, som skal isolere sig og lade sig teste.

Berlingske har over de seneste dage skrevet en række artikler om problemer i smitteopsporingen, som er voldsomt presset af kapacitetsproblemer og derfor ikke kan nå at ringe sig igennem de daglige lister med tusindvis af nye bekræftede smittede.

Berlingske har blandt andet skrevet, at de ansatte i december er blevet instrueret i at springe opkaldsforsøg til smittede borgere over, således at hver borger kun får ét opkaldsforsøg i stedet for de normale tre forsøg.

Og at en lignende praksis fandt sted i oktober, hvor de ansatte altså blev instrueret i at registrere ét opkaldsforsøg som to opkaldsforsøg i journalsystemet.

Forløbet i december har Styrelsen for Patientsikkerhed bekræftet, men forløbet i efteråret har styrelsen ikke hidtil bekræftet. Artiklen er baseret på oplysninger fra ansatte i smitteopsporingen. Styrelsen for Patientsikkerhed har tidligere oplyst, at styrelsen ikke kan genkende forløbet, men at det ikke kan udelukkes, at der er sket enkeltstående fejl.

Regeringen har med statsminister Mette Frederiksen (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i spidsen »løbende opskaleret smitteopsporingen til et niveau, der har kunnet håndtere opsporing af flere smittede end de aktuelle smittetal,« har Magnus Heunicke udtalt til Berlingske. Men flere fagfolk kritiserer, at smitteopsporingen nu ikke kan følge med. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Tekniske udfordringer

Pressemeddelelsen er egentlig formuleret som en kritik af Berlingskes artikel. For ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed må det »bero på en misforståelse«, at Berlingske skriver, at de ansatte i smitteopsporingen er blevet bedt om at registrere ét opkaldsforsøg som to forsøg i styrelsens system.

Ikke desto mindre bekræfter styrelsen i samme pressemeddelelse, at de ansatte i en periode er blevet bedt om at registrere ét opkaldsforsøg som to forsøg. Men forklarer, at årsagen er tekniske forhold vedrørende styrelsens database.

»Databasen har løbende været under udvikling, og i en periode var det ikke muligt at ændre en sagsstatus til »Afventer smitteperson« (status, når den smittede ikke responderer på vores kontaktforsøg), før der var registreret mindst to opkaldsforsøg i dataløsningen. Som en overgangsløsning skulle der derfor registreres to opkaldsforsøg, indtil systemet var blevet tilrettet, så det mere fleksibelt kunne understøtte smitteopsporingens processer,« skriver Styrelsen for Patientsikkerhed.

Med andre ord var det ifølge styrelsen nødvendigt at registrere ét opkald som to for at ændre en borgers status i systemet.

Det er oplysninger, som Berlingske har bedt om siden 11. november, da Berlingske først henvendte sig til Styrelsen for Patientsikkerhed efter at være blevet bekendt med oplysninger om sagen. Dengang svarede styrelsen, at man »ikke kunne genkende dette«. Og adspurgt mere direkte, at man »ikke kunne udelukke enkeltstående fejl«.

Fire dage før publiceringen af artiklen, torsdag 17. december, spurgte Berlingske Styrelsen for Patientsikkerhed, om styrelsen havde noget at føje til sine tidligere svar. Herunder, om styrelsen siden hen havde fået mere viden om forløbet. Styrelsen for Patientsikkerhed havde ikke mere at tilføje om forløbet, oplyste den presseansvarlige.

Eftersom oplysningerne i pressemeddelelsen ikke stemmer overens med styrelsens tidligere svar om, at man ikke kan genkende forløbet, har Berlingske bedt Styrelsen for Patientsikkerhed om at stille op til et interview for at belyse sagen.

Styrelsen har ikke svaret på Berlingskes henvendelser.