Regeringen stævnet for at efterlade børn under »livstruende« forhold i Syrien

Foreningen Repatriate The Children, som arbejder for at få regeringen til at hjemtage 19 danske børn fra syriske fangelejre, har anlagt et civilt søgsmål mod regeringen.

Foreningen Repatriate The Children anlægger i en civil retssag en påstand om, at den danske regering – herunder udenrigsministeriet – »tilpligtes at anerkende, at (navn på børnenes moder) og hendes fem børn har ret til at blive hjemtaget til Danmark af Udenrigsministeriet«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Fredag eftermiddag klokken 13.49 blev Udenrigsministeriet og dermed regeringen sagsøgt af foreningen Repatriate The Children Denmark (RTC) for ikke at hjemtage fem danske søskendebørn, som ifølge foreningen lever under »livstruende« forhold.

Det oplyser RTC til Berlingske.

I stævningen, som avisen har læst, nedlægger foreningen i en civil retssag en påstand om, at regeringen »tilpligtes at anerkende, at (navn på børnenes moder) og hendes fem børn har ret til at blive hjemtaget til Danmark af Udenrigsministeriet«.

Dermed skal det danske retssystem nu tage stilling til sagen.

»Det er ærgerligt, at vi er nødt til at gå gennem domstolene, for det tager tid, og vi ville meget nødigt tage det her skridt. Men regeringen har kategorisk afvist at hjælpe den her familie, og det her er sidste mulighed,« siger advokat Knud Foldschack, som repræsenterer Repatriate The Children Denmark.

Børnenes moder er en etnisk dansk kvinde, som konverterede til islam og med sin mand og fire børn i november 2014 rejste til Syrien og tilsluttede sig Islamisk Stat. Siden 2018 har kvinden og hendes nu fem børn levet i den syriske fangelejr al-Roj, mens børnenes fader blev fængslet af de kurdiske styrker under anklage for at være en del af terrorbevægelsen.

I al-Roj-fangelejren er det ældste barn i søskendeflokken – en 13-årig dansk dreng – i overhængende risiko for at blive tvangsfjernet fra sin mor og fire søskende for dernæst at blive placeret i en kurdisk såkaldt »afradikaliseringslejr«, ifølge foreningen RTC.

Børnenes familie hjemme i Danmark har gentagne gange bedt myndighederne hjælpe moderen og børnene hjem fra Syrien, men det har Udenrigsministeriet afvist, blandt andet med henvisning til regeringens principbeslutning om ikke at hjælpe udrejste til Islamisk Stat.

Udenrigsministeriet er af flere omgange ligeledes blevet gjort opmærksom på børnenes situation i lejren, og i særdeleshed den 13-åriges risiko for at blive tvangsfjernet fra familien.

Senest 10. februar 2021 afviste Udenrigsministeriet i et brev til foreningen RTC og advokat Knud Foldschack at iværksætte en evakuering:

»Trods den svære situation, som især de to ældste børn befinder sig i, vurderer Udenrigsministeriet ikke på det foreliggende grundlag, at der er basis for at overveje en evakuering af dem (...).«

Advokat Knud Foldschack fortæller, at han udmærket er klar over, at en domsprøvelse tager tid, og at det kan tage flere år at få en endelig afgørelse.

Det er tid, som den 13-årige og hans søskende ikke har, men der er »ikke andet end juraen tilbage«, siger han:

»Her er tale om en sag, hvor regeringen ikke vil den retfærdige, den retmæssige løsning. Man går så langt, at man ender med en erstatningssag. Man er i ond tro. Jeg er af den opfattelse, at man godt ved, at man taber de her sager om fem år. Men indenrigspolitisk risikerer man at tabe nogle stemmer. Og så vælger man så den indenrigspolitiske interesse frem for den sag, som man taber senest om fem år i menneskeretsdomstolen.«

I alt 19 danske børn er strandet i de kurdisk kontrollerede fangelejre al-Roj og al-Hol i det nordøstlige Syrien.

Børnene er mellem et og 14 år, og de ni ældste er ifølge oplysninger fra Udenrigsministeriet født i Danmark. De ti yngste er født i konfliktzonen.

I alt er syv kvinder udrejst fra Danmark og bor nu i lejrene. Seks af dem er mødre.

Udenrigsministeriet har ikke haft mulighed for at kommentere stævningen før avisens deadline.