Radio24syv blev klappet ud – men opgøret ulmer i baggrunden: »Der er så mange mærkelige ting i dette forløb«

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier og de vigtigste begivenheder, så du er klædt på til dagens første kop ved kaffeautomaten.

 
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

God morgen og velkommen til det sidste overblik i denne uge. Det er fredag, det er en ny måned, og det er endnu en kølig morgen i det danske. Men Berlingske vil forsøge at varme dig op til dagens dont med et overblik over de vigtigste historier.

Dagen byder på en fortsættelse af sagen om Radio24syv, hvor der blev sagt farvel til de ansatte med pomp og pragt, en oprejst pegefinger fra USA til de danske myndigheder efter godkendelsen af det russiske naturgaseventyr i Østersøen, og selvfølgelig masser af øl, når fredagen – og Tuborgs julebryg – banker på døren.

Læs med, når Berlingske klæder dig på til dagens overblik.

1. Politiet fortsatte med at bruge forældet DNA-praksis i årevis

Flere politikere undrer sig over, at Rigspolitiet først for nylig ændrede praksis for brugen af DNA som bevismiddel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Men inden vi når derhen, skal vi begynde på dagens forside af Berlingske. Politiet valgte nemlig i årevis at bruge en forældet måde at føre DNA-beviser på, selvom en opdateret og mere præcis metode var tilgængelig. Det forældede system medførte, at en person for nylig fejlagtigt blev sigtet i en straffesag.

Politikerne på Christiansborg undrer sig nu over, at en person skulle sigtes på fejlagtig vis, før Rigspolitiet og Rigsadvokaten for nylig ændrede praksis for brugen af DNA som bevismiddel, selvom den nye teknologi altså lå lige for.

»Vi skal finde hoved og hale i den her – for borgerne – bekymrende sag. Herunder også, at ministeren bør fremlægge eventuelle grunde til, at man ikke allerede fra 2012 har foretaget praksisændringen,« siger Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup til Berlingske.

Historien kan læses i dagens Berlingske eller på Berlingske.dk i løbet af morgenen.

2. Radio24syvs død: »Jeg er overvældet, men jeg er også vred«

Radio24syv lukker og slukker. Direktøren for Radio24syv Jakob Kvist giver Rasmus Bruun fra Den Korte Radioavis en krammer efter deres sidste udsendelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Midnat stoppede Radio24syv med at sende, men det gik ikke stille for sig. Gennem hele dagen var mange mennesker mødt op ved hovedkvarteret ved Vester Farimagsgade med sang, klapsalver og bunker af roser til kanalens mange værter og journalister. Modtagelsen var så overvældende, at det fik programchef Mads Brügger til at erklære: »Vi dør med støvlerne på«. Og flere var også glade for folkets varme modtagelse, omend de formulerede sig anderledes.

»Jeg er overvældet, men jeg er også vred. Folk skal nok få nye jobs, så fuck det. Det er bare vildt trist, at stationen lukker, fordi jeg oprigtigt mener, at den er vigtig,« siger Ditte Okman, vært for programmet Det, vi taler om, til Berlingske om radiokanalens endeligt, som du kan læse mere om i dagens AOK her.

Du kan også læse historien om flere af partierne på Christiansborg, der sår tvivl om forløbet med DAB-udbuddet. For mange af dem er der grund til at overveje, om hele udbuddet bør gå om.

»Der er så mange mærkelige ting i dette forløb, som stikker helt af fra virkeligheden. Enten er dette radioudbud blevet gennemført med ført hånd, eller også er det udtryk for en historisk inkompetence. Det er danmarkshistoriens største mediepolitiske skandale,« siger medieordfører Jens Rohde (R) til Berlingske.

3. USA kommer med advarsel til Danmark om Nord Stream 2 og Rusland

Nord Stream 2 har været en storpolitisk varm kartoffel, hvor Putin, Merkel, Trump og Macron har spillet hver sin rolle. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ludovic Marin/Reuters/Ritzau Scanpix.

Washington kommer med en advarsel til de danske myndigheder, efter at Danmark i onsdags godkendte den 1.222 kilometer lange rørledning ved Bornholm, kaldet Nord Stream 2, der skal fragte naturgas mellem Rusland og Tyskland via Østersøen.

Ifølge USA vil rørledningen nemlig give den russiske præsident, Vladimir Putin, overhånden i fremtidens politiske diskussioner om energi.

»Det er en politisk rørledning, som giver Rusland indflydelse på Europa,« siger USAs ambassadør i Danmark, Carla Sands. Læs historien fra Berlingskes EU-korrespondent Michael Alsen her.

4. Erhvervslivet efterspørger mere kvalificeret arbejdskraft – men akademikeres ledighed er stadig høj

Mange akademikere går ledige længe efter, at de har afsluttet en lang videregående uddannelse, viser en ny analyse fra Københavns Kommune. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix.

Det er en kendt sag, at erhvervslivet skriger på mere kvalificeret arbejdskraft. Men en stor andel af de nyuddannede akademikere i København er fortsat på dagpenge et år efter endt uddannelse, viser en ny analyse fra Københavns Kommune. Så meget som hver femte nybagt akademiker har været ledig i mindst seks måneder et år efter endt studie. Og det vækker undren.

»Det er meget, meget ærgerligt, at blomsten af Danmarks ungdom og den mest veluddannede del af ungdommen med energi og virkelyst har en så høj ledighedsgrad. Det er helt unødvendigt,« siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom hos tænketanken Cepos.

Læs historien her.

5. Trump tættere på rigsretssag

»Jeg ved ikke, hvorfor Republikanerne er bange for sandheden,« siger Nancy Pelosi, Demokraternes majoritetsleder i Repræsentanternes Hus. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tom Brenner/Reuters/Ritzau Scanpix.

I USA sker der bestemt også ting og sager i dag. En historisk afstemning i Kongressen fører nemlig til en ny kritisk fase med åbne høringer i en efterforskning, der kan føre frem til en egentlig rigsretssag mod præsident Donald Trump.

Ingen af de 194 republikanere stemte dog for. Flertallet på 232 blev hentet hjem med 231 demokratiske stemmer og fra en enkelt uafhængig, og dermed er den dybe splittelse i amerikansk politik endnu en gang lagt for skue. Høringerne er blevet kritiseret af Republikanerne for at være en »permanent kampagne for at undergrave« præsidenten fra Demokraternes side. Men det giver Demokraterne ikke meget for.

»Jeg ved ikke, hvorfor Republikanerne er bange for sandheden,« lød det fra Nancy Pelosi, Demokraternes majoritetsleder i Repræsentanternes Hus. Berlingskes USA-korrespondent Michael Bjerre skriver om sagen.

Det sker i dag

Radio4 går i luften

Radio4-journalisterne, Claus Elgaard, Anne-Marie Dohm og Tina Kragelund i Radio4s lokaler i Aarhus. Den nye landsdækkende radio begyndte at sende fra midnat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Flemming Krogh/Ritzau Scanpix.

Den nye landsdækkende radio, Radio4, begynder at sende i dag på både FM-båndet og på DAB. Radio4 er ejet af ni regionale mediehuse, nemlig Bornholms Tidende, Flensborg Avis, Jysk-Fynske Medier, Lolland-Falsters Folketidende, Mediehuset Herning Folkeblad, Nordjyske Medier, Sjællandske Medier, Skive Folkeblad og Radio ABC. Radioen der overtager Radio 24/syvs plads på FM-båndet, har fået sendetilladelse de kommende otte år.

Amerikansk kongetal offentliggøres

Det såkaldte »kongetal« giver en indikation på, hvordan USAs økonomi har det. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scott Olson/Ritzau Scanpix.

Det amerikanske kongetal, tallet for jobskabelse, bliver offentliggjort i dag klokken 13.30. Tallet viser den amerikanske jobskabelse uden for landbruget i september og giver en indikation om økonomiens udvikling i USA, herunder om den er ramt af eksempelvis handelskrigen mod Kina.

Store danske regnskaber offentliggøres

DSV er en af de virksomheder, der i dag offentliggør sit regnskab for tredje kvartal. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Det er store regnskabsdag, når flere danske virksomheder offentligør kvartalsregnskaber i dag. Der kommer tal fra blandt andre Danske Bank, Novo Nordisk, transportfirmaet DSV og Djursland Bank.

Åbent samråd om udskydelse af det nye boligskattesystem

Skatteminister Morten Bødskov skal i dag i åbent samråd om de kommende ejendomsvurderinger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Skatteminister Morten Bødskov (S) er i dag kaldt i samråd om udskydelsen af det nye boligskattesystem. Ministeren skal blandt andet redegøre for processen omkring regeringens beslutning om at udskyde det nye boligskattesystem til 2024. Desuden skal han redegøre for sin mangelfulde orientering og inddragelse af forligskredsen og Folketinget i forbindelse med beslutningen.

Dagens citat

Mads Brügger, programchef på Radio24Syv

»Man hører jo et eller andet på vandrørene. Jeg har personligt en mavefornemmelse. Hvis det ligner en and, lyder som en and og går som en and, så er det nok en and. Beslutningen er så bizar.«


Mads Brügger, programchef for Radio24syv, er ikke i tvivl om, at radiokanalen er blevet ofre for en politisk konspiration, der bygger på manipulation, chikane og magtmisbrug. Det fortæller han i et interview til Berlingske her.

Ifølge programchefen er det tydeligt, at politikerne bag Borgens tykke mure havde et indædt ønske om at komme af med Radio24Syv. For mange politikere var der en grundlæggende frustration over, at radioen var ude af kontrol, den var for fri og for uafhængig. Derfor måtte den lade livet, hvilket eksempelvis kom til udtryk gennem medieforliget om FM4, fortæller Mads Brügger.

Radio24syv har – efter at man tabte DAB-udbuddet – sendt en lang liste med spørgsmål til Radio- og tv-nævnet. Inden kl. 12.00 i dag vil Radio- og tv-nævnet besvare og offentliggøre de spørgsmål, som Mads Brügger og resten af radiokanalen måtte have.

Dagens øl

I dag kommer Tuborgs julebryg på gaden, og den skal nydes iskoldt og i godt selskab. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Det er ikke bare fredag, det er også den første fredag i november måned. Og det kan kun betyde én ting: øl.

I dag er det nemlig J-dag, hvilket betyder, at Tuborgs julebryg bliver frigivet. Traditionen tro byder dagen på fest og nissepiger mange steder i landet.

J-dag er siden 1981 blevet markeret den første fredag i november måned.