Politiet: Det tyder på, at banderne går direkte efter Paludan

Har bander i København sat en pris på Rasmus Paludans hoved? De seneste døgn er demonstrationer blevet aflyst, en ung mand er fængslet for at anbringe en håndgranat på Nørrebro før Paludan-demonstration, og vest for København har politiet oplysninger om, at banderne måske går »direkte« efter Paludan.

Mogens Lauridsen, politiinspektør hos Københavns Vestegns politikreds, fortalte i går til en pressebriefing at det er politiets vurdering, at der er en persontrussel mod Rasmus Paludan. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Københavns Vestegns Politi har inden for de seneste døgn modtaget oplysninger, der kunne tyde på, at de bandegrupper, der opererer vest for København, vil »gå direkte« efter islamkritiker og racismedømte Rasmus Paludan.

Han har sammen med sit parti Stram Kurs gennem de seneste døgn afviklet demonstrationer, der har ført til voldsomme uroligheder fra moddemonstranter.

Politiinspektør ved Københavns Vestegns Politi Mogens Lauridsen siger, at de informationer, politiet har fået »fra forskellig side« er anderledes end normalt, og at den trussel, der er rettet mod Paludan og hans demonstrationer, »har ændret karakter fra at handle om ballade og uro til, at banderne måske mere direkte ville gå efter Rasmus Paludan«. Det er en del af forklaringen på, at både Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi har forbudt Paludan at demonstrere den kommende uge.

»Der er ingen tvivl om, at det miljø, som vi normalt betegner som bandemiljøet på Vestegnen og i København, har et stort fokus på Rasmus Paludan. Vi har hørt, at lige meget hvor i politikredsen, han optræder, så vil banderne ikke acceptere hans tilstedeværelse. Det er ikke det, vi normalt ser. Der plejer at være en større opdeling af territorium, hvor man holder sig til sit eget,« siger Mogens Lauridsen.

»Jeg ved ikke, om grupperne har slået sig sammen mod Paludan, men de begrænser sig ikke til deres egne områder. Det ser jeg som et udtryk for, at deres aversion mod ham er større end konflikten mellem dem,« siger Mogens Lauridsen.

Truslen forværres

Københavns Vestegns Politi vurderede tirsdag, at truslen mod Rasmus Paludan er så alvorlig, at politiet aflyste en ellers planlagt og godkendt demonstration i Bagsværd.

Truslen forværres yderligere af, at en 19-årig mand af mellemøstlig baggrund – der onsdag morgen blev fremstillet i et grundlovsforhør i København og fængslet – ifølge Københavns Politi anbragte en skarpladt håndgranat på Blågårds Plads på Nørrebro tirsdag, få timer før en planlagt Stram Kurs-demonstration skulle finde sted. Den sigtede var i øvrigt også i besiddelse af et skarpladt skydevåben.

Københavns Vestegns Politi kan dog ikke bekræfte, at banderne direkte har sat en pris på Rasmus Paludans hoved:

»Vi hørte rygter om det, men oplysningerne er endnu ikke blevet verificeret, så jeg kan ikke sige noget om deres validitet,« siger politiinspektør Mogens Lauridsen.

Til Radio24syv udtalte Mogens Lauridsen onsdag morgen om rygterne, at »... om man vil slå ham ihjel, det ved jeg jo ikke, men det kunne ikke udelukkes ud fra det, vi hørte, at det var sådanne overvejelser, man havde.«

Skydevåben og sprængstoffer

Mogens Lauridsen oplyser, at Københavns Vestegns Politi også modtog oplysninger om, at der var spottet biler med skydevåben i området nær Værebroparken i Bagsværd, hvor Rasmus Paludan oprindeligt skulle have holdt en demonstration, som dog blev aflyst. Der var også rygter om, at der var sprængstoffer i samme område.

Politiinspektøren fortæller, at politiets informationer stammer fra mange forskellige kilder, og at mange af oplysningerne ikke er valideret, og derfor skal disse oplysninger »tages med et gran salt«. Men når informationerne blev kædet sammen med fundet af en håndgranat i København, så kunne »man ikke sidde informationerne overhørig«.

»Skydevåben og sprængstoffer er ikke noget, man normalt har med til en demonstration, men vi har ikke en direkte trussel om, at nogen vil slå ham ihjel,« siger Mogens Lauridsen.

Informationerne om våben og sprængstoffer kom først efter den første aflysning af demonstrationen, og havde således intet med den at gøre. Oplysningerne – som endnu ikke er verificeret – var dog årsagen til, at politiet vurderede, at truslen mod Paludan skiftede karakter, og derfor valgte politiet helt at aflyse demonstrationen, som var blevet flyttet til et andet sted. Det er endnu ikke lykkedes politiet at lokalisere de pågældende biler med folk, der skulle være bevæbnede.

Københavns Vestegns Politi oplyser også, at der tirsdag var rygter om, at der blev spottet biler nær det område i Lyngby, hvor Rasmus Paludan og Stram Kurs holdt demonstration tirsdag, men det er ikke bekræftet.

Paludan er bandernes fælles sag

Riad Tolba, der er tidligere vicepolitiinspektør i Københenhavn og nu sekretariatschef i det socialpædagogiske SSP-arbejde i København, er ikke uenig i Københavns og Københavns Vestegns Politis vurdering af, at banderne spiller en rolle:

»Jeg har hørt samme tendenser, men det er ikke noget, jeg har fået endeligt bekræftet. Det, jeg tænker, er, at banderne angiveligt har haft et fælles sag i det her, forstået på den måde, at de alle er enige om, at Stram Kurs ikke skal have lov til at demonstrere på Nørrebro,« siger Riad Tolba.

Han fortæller, at søndagens begivenheder kom bag på Københavns SSP-enhed.

»Vi var meget overraskede over det, der skete søndag. Vi var godt klar over, at der ville komme mange ind omkring Mjølnerparken, som så senere blev til Blågårds Plads, der ikke var enige i Stram Kurs’ betragtninger og som ønskede, at han ikke skulle stå der. Men derfra til at det nærmest eksploderede, som det gjorde, og der også blev uro hen ad aftenen, hvor Rasmus Paludan faktisk var væk fra stedet, kom bag på os alle,« siger Riad Tolba.

Sociolog: Det ville overraske mig meget, hvis bander var involveret

Politiets vurdering om, at banderne i et eller andet omfang vil »gå efter« Rasmus Paludan, har sociolog Aydin Soei, der er forfatter til flere bøger om især de unge med indvandrerbaggrund på Nørrebro, dog ikke enig i. Han fortæller, at uroligheder og optøjer næsten altid kobles sammen med bander, når det finder sted i de pågældende boligområder, fordi banderne holder til der. Han fortæller, at politiets udmelding kan bidrage negativt, fordi deltagerne i moddemonstrationerne til Stram Kurs bliver vrede over at blive associeret med kriminelle.

»Det ville overraske mig meget, hvis banderne sammen skulle have orkestreret optøjerne, som vi har set i de seneste dage. Det kan jeg slet ikke se for mig. Banderne ønsker ikke at være i politiets søgelys, for det truer jo deres eksistensberettigelse,« siger Aydin Soei.

Han henviser til de store landsdækkende gadeoptøjer i 2008, der tilsvarende startede i Blågårdskvarteret og derfra i løbet af en uge bredte sig til udsatte områder rundt om i landet. Her meldte Københavns Politi i løbet af de første dage tilsvarende ud, at der var mistanke om, at bandemedlemmer havde startet urolighederne, men påstanden blev senere dementeret i en officiel redegørelse fra Rigspolitiet.

Han fortæller, at politiets udmeldinger dengang som nu derimod kan bidrage negativt, fordi deltagerne i mod-demonstrationerne til Stram Kurs og beboere i de berørte områder bliver vrede over at blive associeret med kriminelle.

»Det strider mod organiserede banders interesser. Banders eksistens er ikke politisk motiveret, og det er for mig at se utænkeligt, at man fra bandernes top skulle have besluttet, at man ville angribe Rasmus Paludan,« siger Aydin Soei.

Han forklarer, at der sikkert godt kan være enkelte bandemedlemmer, der tager del i optøjerne, fordi det har foregået i de områder, hvor bandemedlemmerne bor. Aydin Soei fortæller, at unge fra storebrorgenerationen har lagt låg på ulmende konflikter tidligere, og at bandemedlemmer muligvis er den gruppe, der har mindst interesse i gadeoptøjer.

»Efter Muhammed-krisen så vi, at enkelte frustrerede unge i Blågårdskvarteret overvejede at smadre ting i kvarteret for at vise deres vrede. Her var det de ældre drenge, der fik dem talt ned ud fra et ræsonnement om, at de netop ville bidrage til at forstærke billedet af kvarteret og dets unge muslimer som en utilregnelig størrelse, hvis de benyttede sig af vold til at udtrykke sig. Og etablerede bandemedlemmer er af gode grunde bestemt heller ikke interesseret i den interesse, der følger med, når der opstår brand i gaden, så de vil typisk bede deres såkaldte »brødre« om at slå koldt vand i blodet,« siger Aydin Soei.