Overblik: Coronavirussen i tal
Hver eneste time udvikler antallet af coronasmittede sig i Danmark og på verdensplan. Her får du et overblik over en række væsentlige og opdaterede tal i virvaret af oplysninger.
Hver eneste time udvikler antallet af coronasmittede sig i Danmark og på verdensplan. Her får du et overblik over en række væsentlige og opdaterede tal i virvaret af oplysninger.
I alt er 90 danskere konstateret smittede med coronavirus. Søndag lød meldingen på 35 personer i Danmark, som var konstateret smittet. Mandag formiddag blev det opjusteret til 59, og mandag eftermiddag er der konstateret 90 smittede danskere.
I Danmark sidder 770 personer lige nu i karantæne. Er man i hjemmekarantæne, skal man opholde sig hjemme. Man må ikke tage på arbejde, i skole eller færdes ude. Er man i hjemmekarantæne, skal man hver dag tage sin temperatur og holde øje med, om der opstår andre symptomer som eksempelvis hoste eller vejrtrækningsproblemer.
Lidt over 1.000 danskere er blevet testet for covid-19. Et af de steder, man kan teste, er blandt andet ved Aarhus Universitetshospital, hvor man har oprettet en drive-in-test, hvor man kan komme i sin bil og blive podet.
På mandagens pressebriefing i Udenrigsministeriet kom det frem, at seks af de smittede danskere på nuværende tidspunkt er indlagt. De kræver i øjeblikket ikke intensiv pleje, og de har det efter omstændighederne »fint«. »Generelt har de det fint. Vi har i øjeblikket seks personer indlagt ud af de 59. Der er mig bekendt ikke nogen, der er så alvorligt syge, at de har behov for intensiv behandling,« sagde Anne-Marie Vangsted, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, på pressemødet mandag eftermiddag.
To elever på Rysenssteen Gymnasium i København er smittet. Der er ikke fundet nogen sammenhæng mellem de smittede, og derfor har man valgt midlertidigt at lukke gymnasiet for at undgå yderligere smitte.
Af de smittede er størstedelen i Kina, hvor der er registreret 80.735 smittede. Heldigvis oplever man nu drastiske fald i antallet af nye smittede i Kina. Det næste land på listen med flest smittede er Sydkorea, hvor 7.478 er smittede. Det land i verden med tredjeflest smittede er Italien, hvor tallet nu er oppe på 7.375 personer.
På verdensplan er 62.392 personer blevet raskmeldte efter at have været smittet med coronavirus.
I alt 3.892 personer er døde af covid-19. 3.008 personer er døde i Kina, 366 personer er døde i Italien, og Iran er tredje land på listen over flest døde med 237.
Særligt i Norditalien er man hårdt ramt af coronavirussen, og derfor har man taget drastiske metoder i brug. Her har man sendt 16 millioner mennesker i karantæne. Det er regionen Lombardiet med Milano som den største by, der er ramt af karantænen, og det er provinserne Venedig, Modena, Parma, Piacenza, Reggio Emilia, Rimini, Pesaro, Urbino, Alessandria, Asti, Novara, Verbano Cusio Ossola, Vercelli, Padua og Treviso, der er ramt. Det danske udenrigsministerium fraråder rejser til området.
Mandag var et blodbad på de finansielle markeder, der vækker dystre minder om finanskrisen i 2008-2009. I Danmark lukkede eliteindekset C25 med et fald på 5,5 procent, det største fald siden indekset blev dannet i 2016. I USA blev aktiehandlen kort efter åbningen i New York sat på pause, fordi markedet faldt mere end syv procent. Læs hele den historie her.