Nyt studie: Højere risiko for alvorlige komplikationer blandt gravide med covid-19

Et nyt studie viser, at kvinder, der er blevet smittet med coronavirus under graviditeten, har større risiko for fødselskomplikationer end andre kvinder, der har født på samme tidspunkt og samme hospital.

I nyt britisk studie har forskerne sammenlignet kvinder ramt af covid-19 under graviditeten med coronafri kvinder, som har født på samme tid på samme hospital. De coronaramte kvinder har højere risiko for fødselskomplikationer, viser studiet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Danmark har Sundhedsstyrelsen hidtil ud fra et forsigtighedsprincip betragtet gravide »som værende i øget risiko ud fra et forsigtighedsprincip af hensyn til den gravide og det ufødte barn«.

Men nu er der nyt fra forskningsverdenen, der kaster mere lys over sagen.

Kvinder ramt af covid-19 under deres graviditet har større risiko for alvorlige fødselskomplikationer sammenlignet med gravide kvinder uden sygdommen.

Det fastslår et studie fra University of Oxford, der bygger på data fra 2.100 gravide kvinder i 18 forskellige lande.

En omtale af studiet er lagt ud på universitet hjemmeside. Studiet er offentliggjort i det amerikanske tidsskrift JAMA Pediatrics.

Allerede i februar i 2020 lød det fra kinesiske læger, at smitte kunne overføres fra kvinde til barn allerede i fostertilstanden, og det er siden blevet bekræftet, at unormal lav puls kan være resultat af coronasmitte, hvilket Berlingske tidligere har omtalt.

Ifølge University of Oxford er det dog første gang, at man på et detaljeret niveau har sammenlignelig data, der siger noget om effekten af covid-19 på gravide kvinder og deres børn.

I studiet har forskerne sammenlignet hver gravid covid-19-ramt kvinde med to andre coronafri kvinder, som har født på samme tid på samme hospital.

Ifølge en af forskerne bag er risikoen for komplikationer 50 procent større blandt de coronaramte gravide kvinder.

Komplikationerne tæller for tidlige fødsler, svangerskabsforgiftning, intensiv behandling – og i sjældne tilfælde endda død.

Ikke mindst blandt børnene er risikoen for problemer forhøjet. Her er risikoen for indlæggelse på en intensivafdeling tre gange højere for børn af mødre, der har haft covid-19.

På baggrund af studiet anbefaler forskerne, at myndighederne inkluderer den nye viden i de eksisterende coronatiltag.

»Vi ved nu, at risikoen for mødre og babyer er større, end vi antog i starten af ​​pandemien, og at kendte sundhedsforanstaltninger, når de implementeres, skal omfatte gravide kvinder,« siger Stephen Kennedy, professor i reproduktiv medicin ved University of Oxford, ifølge universitetets hjemmeside.