Nye dokumenter: Miljøstyrelsen opfattede pressemøde om mink som en ordre

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier, så du kan tage hul på din fredag i velinformeret tilstand.

I Folketingssalen har justitsminister Nick Hækkerup (S) sagt, at det er »forkert at omtale udtalelserne på pressemødet som en ordre«, men det er alle tilsyneladende ikke enige i. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Godmorgen og velkommen til dagens nyhedsoverblik.

Det er fredag, og weekenden står for døren, men inden du åbner computeren på hjemmekontoret, er her morgenens vigtigste historier.

Vi går lige på med de seneste coronatal.

Bekræftede smittede i Danmark: 85.140 (+1605)
Antal indlagte: 267 (+1)
Antal indlagte på intensivafsnit: 38 (28 i respirator)
Antal døde med bekræftet smitte i Danmark: 858 (+6)
Antal bekræftede smittede på verdensplan: 65.220.566
Antal dødsfald på verdensplan: 1.506.157

Du kan se flere coronatal på de følgende links. De danske tal er her – og de globale tal er her.

Også videre til dagens vigtigste historier. Vi begynder med en historisk af slagsen:

Flertal stopper ny oliejagt i Nordsøen i 2050

Danmark skal ikke sætte gang i en ny oliejagt i Nordsøen. Tværtimod skal Danmarks olieindvinding stoppe i 2050. Det har et flertal i Folketinget aftalt torsdag aften.

Partierne bag Nordsøaftalen er konkret blevet enige om at droppe den 8. udbudsrunde, som ville have fortsat olieindvindingen frem til midten af 2050erne. Det oplyser klimaminister Dan Jørgensen (S).

»Det vil give genlyd ude i verden, at vi træffer denne beslutning. Den flugter med vores beslutning om at være fossilfri i 2050,« siger Dan Jørgensen.

Danmark har tjent cirka 541 milliarder på oliejagt.

Beslutningen kommer på et tidspunkt, hvor politikerne arbejder på at træffe flere store beslutninger, der skal gøre Danmark til et foregangsland på klimaområdet.

Aftalen kommer dog også i kølvandet på, at det franske olieselskab Total har trukket sin ansøgning til udbuddet tilbage. Total er den største spiller i den danske del af Nordsøen, og selskabets beslutning er blevet udlagt som tegn på, at olieeventyret i forvejen lakkede mod enden.

Olieindvindingen har siden 1972 sikret mange milliarder kroner til statskassen. Prisen for at stoppe indvindingen af olie og gas bliver 13 milliarder kroner i tabte indtægter for staten.

Samtidig vil tusinder af ansatte i olieindustrien på sigt skulle finde nyt arbejde. Til det formål afsætter partierne 90 millioner kroner til blandt andet omskoling.

»Vi sikre, at der nu er klare vilkår for industrien frem til 2050. Det er godt for dem, der har ansættelse i branchen. Derudover laver indsats for at skabe nye job og omskole de mennesker, der ikke længere skal arbejde i branchen,« siger Dan Jørgensen.

Få overblik over aftale her.

Og et historisk overblik med et godt billede af Prins Henrik og Mærsk Mc-Kinney Møller lige her.

Dansk kæmpeindkøb af coronaudstyr var overflødigt.

Danske indkøb af et enormt antal respiratorer til kritisk syge coronapatienter viser sig nu i vid udstrækning at have været overflødige.

Det forventede rykind af et meget stort antal patienter på intensivafdelingerne er således udeblevet og i stedet doneres op imod 150 spritnye respiratorer til en pris af mellem 90.000 og 250.000 kroner stykket til lande i blandt andet Østeuropa, som har bedre brug for dem. Det oplyser Region Hovedstaden.

I marts blev der gjort 1.000 intensivpladser klar med respiratormulighed til covid-19-patienter, men det blev aldrig så slemt. Da epidemien toppede i begyndelsen af april, var der 153 indlagte på intensivafdelingerne, og heraf var 138 i respirator.

Joachim Hoffmann-Petersen, formand for landets intensivlæger, fremhæver, at der i foråret var enkelte intensivpatienter, der af mangel på respiratorer måtte tilkobles anæstesiapparater, som ikke er helt så velegnede, og at det derfor var fornuftigt, at der blev købt så mange. Men:

»Nu har man så fundet ud af, at man ikke har brug for dem, og så sender man dem til nogen, der har mere brug for dem, hvilket giver god mening,« siger han.

Læs hele historien om de overflødige respiratorer og hvilke lande, der nu får gavn af dem, her.

Også videre til en historie fra Berlingske Business.

Få overblikket - hver dag


I dagens overblik giver Berlingske dig hver dag et overblik over de seneste udviklinger fra ind- og udland, samt dagens vigtigste historier. Med nyhedsbrevet Berlingske Morgen vil du hver morgen modtage overblikket i din indbakke.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver dag sender mig et nyhedsbrev med de seneste nyheder fra ind- og udland og vigtigste historier om coronavirussen. Nyhedsbrevet kommer hver dag, kl. 7 i hverdagen og kl. 8 i weekenden. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

Markant stigning i antallet af folk på sygedagpenge – virksomheder hænger på ekstraregning

Under coronakrisen er der sket en markant stigning i antallet af personer, som sendes hjem fra arbejde på sygedagpenge. Og selv om der allerede er ændret på reglerne for at imødekomme konsekvenserne af pandemien, lander der en skjult ekstraregning hos virksomhederne.

Det rammer særligt de brancher, hvor der ikke er mulighed for at arbejde hjemme, fordi det også gælder medarbejdere, der eksempelvis blot er i karantæne, men ikke er syge. En af de arbejdsgivere, som er ramt af en skjult ekstraregning, er Jørgen Skjødt. Han er adm. direktør og medindehaver af frisørkæden Zenz, og han vurderer, at problemstillingen indtil videre har kostet ham mellem 80.000 og 100.000 kroner.

Det skyldes blandt andet, at staten kun dækker et vist beløb, mens resten af timelønnen skal dækkes af arbejdsgiveren.

Fra marts til september i år har 97.264 lønmodtagere været på sygedagpenge. Det er en markant stigning i forhold til de seneste fem år, hvor antallet typisk har været omkring 75.000 i samme periode, viser tal fra Jobindsats.

Læs hele historien her.

Og så til en historie fra Jyllands-Posten:

Miljøstyrelsen opfattede pressemøde om mink som en ordre

Selv om justitsminister Nick Hækkerup (S) har sagt, at udtalelserne på et pressemøde ikke var en ordre, og embedsfolk ringer til journalister og gentager den konklusion, så har i hvert fald Miljøstyrelsen opfattet Mette Frederiksens ord om, at alle mink skulle aflives, som en ordre. Det skriver Jyllands-Posten.

I en afgørelse fra den 6. november – to dage efter pressemødet – skrev Miljøstyrelsen direkte, at alle mink i Danmark er »beordret aflivet«. Det blev gentaget ord for ord dagen efter i endnu en afgørelse, der gav dispensation til at nedgrave døde mink i jyske skove. Det viser en aktindsigt, som avisen har fået.

Kristian Lauta, juraprofessor ved Københavns Universitet, er ikke i tvivl.

»Det har været kommunikeret som en ordre og er blevet opfattet som en ordre. Selv for myndighederne stod det tilsyneladende klart, at det var en ordre,« siger han.

Læs hele historien her.

Dagens interview

Netop som hele verden lukkede ned i foråret, udkom en af de mest omdiskuterede serier i nyere tid: »Tiger King – mord, kaos og galskab«. Serien handlede om den private zoo-indehaver Joe Exotic og hans ærkefjende Carole Baskins, og indeholdt både stoffer, polygami, ulovlig tigerhandel og lejemordere.

Og nu har Berlingskes Aminata Amanda Corr interviewet Carole Baskins om, hvordan det var pludselig at være hadeobjekt for masser af mennesker og endda at blive mistænkt for mord, selv om det var hende, der næsten blev offer for et lejemord. Ja, det lyder skørt, men læs hele interviewet her.

Dagens kritik

Fra denne signatur skal lyde en anbefaling til at læse svaret på følgende spørgsmål:

»I København, der hader vi biler og elsker Tivoli, så der er vel ikke andet at gøre end at stille sig op på ølkassen og juble med?«

Uden at afsløre for meget, så jubler Berlingskes Holger Dahl ikke ubetinget med,

Det sker i dag

  • 08.00 Det nødlidende norske lavprisluftfartsselskab Norwegian kommer med trafiktal for november.
  • 08.30 Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S) og sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) skal i samråd om minksagen.
  • 09.30 Københavns Byret tager hul på retssagen om »Operation Goldfinger«. 15 mænd er tiltalt i sagen om indsmugling og handel med ni ton kokain.
  • 20.30 Danmark skal i sin første kamp til EM i kvindehåndbold spille mod Slovenien. Selv om Danmark er vært for EM, er der ingen hjemmebanefordel. Kampen skal nemlig spilles for næsten tomme tribuner. Hvis ikke man har billetter til Jyske Bank Boxen i Herning, kan kampen ses på TV 2.