Ny pulje kan skabe urealistiske forventninger om en grønnere hovedstad
Københavns Kommune har bevilget knap 14 millioner kroner til at fremme naturen i byen. Eksperter vurderer dog, at det ikke vil gøre en forskel.

Københavns Kommune har bevilget knap 14 millioner kroner til at fremme naturen i byen. Eksperter vurderer dog, at det ikke vil gøre en forskel.

I 2023 afsatte Københavns Kommune 50 millioner kroner til »et vildere København«.
Heraf går 14 millioner kroner til en biodiversitetspulje, hvor borgerne kan ansøge om midler til at forbedre bynaturen, viser en aktindsigt, som Jyllands-Posten har fået fat i.
Biodiversitetseksperter mener dog, at indsatsen næppe vil påvirke biodiversiteten. Anders Barfod og Jens-Christian Svenning fra Aarhus Universitet forklarer til Jyllands-Posten, at små byprojekter ikke kan kompensere for ødelæggelsen af store naturområder og advarer mod urealistiske forventninger til biodiversitetsinitiativer i København.
Helle Bonnesen, der sidder i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune for Det Konservative Folkeparti, kalder det også for »meningsløst«, og hun kritiserer kommunens prioritering af midlerne.
Teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune Line Barfod (EL) er på ferie og stiller derfor ikke op til interview.
Hendes sekretariat påpeger, at Helle Bonnesens parti var med til at godkende budgettet i 2023, der forlængede biodiversitetspuljens levetid.
Til det svarer Helle Bonnesen:
»Hvis Konservative alene havde haft mandaterne, var det ikke sket. Vi ville have prioriteret et reelt grønnere København og ikke småprojekter, der blandt andet er endt med at være hundetoiletter,« siger hun til Jyllands-Posten.
19 grundejere ejer sammen med Københavns Kommune 40 procent af hovedstadens areal.
De indgik i maj en partnerskabsaftale for at skabe nye grønne områder og forbedre biodiversiteten.
Aftalen indebærer screening af biodiversitetspotentiale, bedre sammenhæng mellem grønne områder og etablering af et biodiversitetsnetværk.