Muslimsk friskole mister mere end 20 millioner kroner i statsstøtte

Landets største muslimske friskole med mere end 500 elever mister endegyldigt sit milliontilskud fra staten efter en række møgsager.

De seneste år er tre muslimske friskoler lukket efter at have mistet det statslige tilskud, der for frie og private skoler udgør ca. 80 procent af skolens indtægter. Iqra Privatskole på Hermodsgade i København kan blive den fjerde i rækken til at dreje nøglen om. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Danmarks største muslimske friskole, Iqra Privatskole i Københavns Nordvestkvarter, mister nu endegyldigt sit statstilskud på grund af dårlig økonomi.

Det meddeler Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i en pressemeddelelse.

»Det er styrelsens vurdering, at der er væsentlig usikkerhed om Iqra Privatskoles økonomi og dermed væsentlig fare for, at skolen må lukke på meget kort sigt,« siger Birgitte Hansen, direktør for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet:

»Skolen har gennem længere tid været under skærpet tilsyn – både pga. problemer med skolens økonomi og med undervisningskvaliteten,« siger Birgitte Hansen.

Af et brev til Iqra Privatskole fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, som Berlingske har fået aktindsigt i, fremgår det, at skolen senest 14. december »skal orientere styrelsen, hvorvidt skolen fortsætter som en fri grundskole uden statstilskud«.

Iqra Privatskole er med sine mere end 500 elever landets største muslimske friskole og modtog i 2016 et statstilskud på 21,7 mio. kroner. Alligevel har skolen været presset økonomisk, bl.a. på grund af et krav om tilbagebetaling af statsstøtte på 16 mio. kroner, som ministeriet i februar stillede.

Den slunkne kasse har dog ikke været skolens eneste problem.

Ægteskabsrådgivning og magtkampe

Siden maj 2017 har skolen været i søgelyset hos Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der fører tilsyn med landets friskoler.

Skolen kom under tilsyn blandt andet som en konsekvens af, at Berlingske i maj 2017 kunne afdække, at den nu forhenværende viceskoleleder Shahid Mehdi på sin hjemmeside rådede unge til at undgå ikke-muslimske venner.

Efterfølgende har både tilsynet og medier konstateret en række alvorlige forhold.

Det er kommet frem, at den tidligere bestyrelsesformand bedrev ægteskabsrådgivning på skolen, og at flere familiemedlemmer til imamen Khalil Jaffar, som stiftede skolen, har været ansat på skolen. Som BT tidligere har beskrevet, havde samme imam en ung mand boende hos sig, der siden er blevet dømt for at tilslutte sig Islamisk Stat.

I december 2017 kunne Berlingske desuden beskrive, at den nu afsatte skolebestyrelse anklagede den nye bestyrelse for at være under indflydelse af den islampolitiske organisation Hizb ut-Tahrir, som de beskyldte for at have kuppet skolen.

Tilsynet har ligeledes modtaget en række henvendelser, hvor der bl.a. er udtrykt bekymring for, om bestyrelsens holdninger var »forenelige med dansk demokrati« samt for kønsopdelt undervisning.

På trods af de forskellige sager handler den endegyldige afgørelse fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet alene om skolens slunkne pengekasse.

I december 2017 meddelte tilsynet første gang, at man ønskede at fratage skolens dens tilskud, men skolen fik lov at fortsætte.

På baggrund af sagerne blev skolen i februar i år pålagt at tilbagebetale 16 millioner kroner af det statstilskud, den havde fået, men fik lov at fortsætte som skole.

Dengang sagde den konstituerede skoleleder, Abbas Khan, til BT, at det ville blive svært at skaffe pengene, og at »det, der er foregået tidligere, er på alle måder grotesk«.

Ifølge Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har skolen ikke kunnet dokumentere, at den kunne skaffe penge til den fremtidige drift.

Tre muslimske skoler lukket

De seneste år har tilsynet med de frie og private skoler haft et særligt fokus på det såkaldte friheds- og folkestyrekrav, der byder skolerne at forberede eleverne på et liv i et demokratisk samfund som det danske.

Det har især ramt en række af landets knap 30 muslimske friskoler, hvoraf tre er lukket og yderligere to sat under skærpet tilsyn. En af de to sidstnævnte er Iqra Privatskole, der altså nu har mistet tilskuddet fra staten og kan blive den fjerde i rækken til at lukke.

Først smækkede statskassen i for Nord-Vest Privatskole i København, bl.a. efter artikler i Berlingske, hvor det kom frem, at en investor fra en verdensomspændende muslimsk organisation havde købt skolebygningerne og forsøgte at øve indflydelse på den pædagogiske linje. Under et uanmeldt besøg fandt tilsynet desuden undervisningsmateriale med jihad-tema.

Så var det Al-Salam Skole på Fyn, hvor økonomien ifølge tilsynet var så tvivlsom, at man mente, det var uforsvarligt at fortsætte statsstøtten.

Senest gik Lykkeskolen i det århusianske Gellerup-kvarter konkurs efter at have mistet statstilskuddet.

Berlingske forsøger at indhente en kommentar fra ledelsen på Iqra Privatskole.

Læs Berlingskes serie om muslimske friskoler her.

Læs mere fra Berlingskes gravegruppe her.