Tænk hvis man kunne få lov til at lege hver eneste dag i Tivoli?
Det er nok en tanke – en drøm – der gennem tiden har rumsteret i baghovedet på flere børn, end vi kan tælle.
For en gruppe børn bliver drømmen nu til virkelighed. Tivoli kommer nemlig til at danne rammen om deres dagligdag, når de fra på mandag skal tilbage i dagtilbud.
Undertegnede tilstår en vis form for barnlig misundelse, og midt i den igangværende coronaepidemi, som i den grad præger nyhedsbilledet lige nu, er det faktisk dejligt at kunne levere en god nyhed til Berlingskes læsere.
Årsagen til, at Tivoli nu åbner for en gruppe børn, er, at selv om stort set alle Københavns dagtilbud og skoler genåbner mandag, så er der ikke plads til, at alle børnene kan vende tilbage til deres vante rammer.
Sundhedsstyrelsen har nemlig fremsat en række krav om hygiejne, små grupper og afstand, der betyder, at der langtfra er plads til alle børnene.
Lige nu gælder det om at give børnene en tryg hverdag.Lars Liebst, administrerende direktør i Tivoli
Berlingske kunne fredag beskrive, at 16.000 ud af kommunens 34.000 pladser åbner mandag. Dermed kan kun lidt under halvdelen af børnene i København komme tilbage til deres legekammerater.
Resten må blive hjemme hos deres forældre, som fortsat selv skal varetage hjemmepasningen.
Leg på Rasmus Klumps Legeplads
I et forsøg på at få så mange børn som overhovedet muligt tilbage til dagtilbuddene har Københavns Kommune forsøgt at tænke ud af boksen i jagten på flere kvadratmeter, og det er her, Tivoli kommer ind i billedet.
Forlystelsesparken er nemlig lukket på grund af den igangværende coronapandemi, og nu har Tivoli besluttet at stille en række lokaler og legefaciliteter til rådighed for byens børn.
Lars Liebst, administrerende direktør for Tivoli, fortæller, at man »er glad for, at man kan hjælpe til i en svær tid«.
Han fortæller til Berlingske, at der er tale om børnehavebørn, og selv om han endnu ikke ved, hvor mange det drejer sig om, er han sikker på, at de bliver glade for at kunne boltre sig i havens »dejlige omgivelser«.
»Lige nu gælder det om at give børnene en tryg hverdag. Jeg synes, at det går godt i spænd med det, vi prøver at være: københavnernes have. At vi nu tilbyder at være et sted, hvor de københavnske børn kan lege, det manglede da bare,« siger Lars Liebst.

Skulle et par kvikke barneøjne have læst med over fars eller mors skulder, kommer der måske lidt malurt i bægeret nu.
Selv om Tivoli lukker op for børnene, bliver det ikke muligt at tonse rundt i »Dæmonen« og »Fatamorgana« eller lytte til H.C. Andersens eventyr i »Den Flyvende Kuffert«. Forlystelserne står nemlig fortsat stille.
Til gengæld kommer børnene til at være i lokaler i H.C. Andersen Slottet, mens de også får mulighed for at give den gas på Rasmus Klumps Legeplads.
Parken lukker også op
Det er dog ikke kun Tivoli, der har tilbudt at bistå kommunen. En række andre kulturinstitutioner, virksomheder og boligforeninger har nemlig også budt ind med lokaler, der alligevel står tomme.
Her er en af Københavns helt store spillere – ud over Tivoli – også iblandt. Parken har nemlig meldt sig ind i kampen om give børnene et sted at være, og mon ikke den nyhed også kan få smilet frem hos fodboldglade børn og voksne.
Tilbuddet kommer blandt andet, fordi det i FC Københavns strategi er indskrevet, at klubben »har et medansvar for uddannelse af københavnerne«, fremgår det af en pressemeddelelse.