Jens er blandt de tusindvis af københavnske forældre, der skal passe børn hjemme flere uger endnu: »Det er frustrerende«

Der er ikke plads til alle børn i Københavns genåbnede dagtilbud. 43-årige Jens Vesti er en af de mange forældre i København, som skal fortsætte med at passe børnene hjemme de kommende uger, og han frygter, at det får konsekvenser for hans position på arbejdsmarkedet.

Jens Vesti er far til to børn på halvandet og tre år, som han sammen med sin kæreste har passet hjemme den seneste måned, mens børnenes institution var lukket. Både Jens og hans kæreste har arbejdet fuldtid imens, og nu er kræfterne ved at være brugt op, men hjemmepasningen fortsætter. Institutionen har nemlig ikke plads til alle børnene, Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl

Jens Vesti havde helst set, at han kunne sende sine børn tilbage i dagtilbuddet Dronning Louise i Indre By, hvor børnene før brugte dagene sammen med deres legekammerater, så han igen kunne koncentrere sig om at udføre sit arbejde.

I stedet kommer den seneste måneds hjemmepasning nu til at fortsætte i mindst to uger.

Dagtilbuddene i Københavns Kommune åbnede gradvist onsdag og stort set alle forventes at have åbnet dørene mandag. Fredag kan Berlingske dog fortælle, at dagtilbuddene i gennemsnit åbner med lidt under halv kapacitet, og der er således ikke plads til alle børn.

Jens Vesti har ligesom mange af kommunens forældre fået et brev fra børnenes dagtilbud, hvor opfordringen lød, at hvis man kunne hjemmepasse, så skulle man hjemmepasse. Var efterspørgslen på pasning større end den pågældende institutionen havde kapacitet til, ville lederen udvælge, hvilke børn der kunne passes efter en prioriteringsliste udarbejdet af Københavns Kommune.

Nederst på listen står forældre, der er hjemsendt eller kan arbejde hjemmefra.

»Vi tænkte meget over det, for det ville virkelig lette os, hvis børnene kom tilbage. Det ville gøre os langt mere effektive. Men vi kan arbejde hjemmefra og passe dem, så vi har ikke gjort opmærksom på et pasningsbehov, for vi ved godt, at der er nogle, der er hårdere ramt end os,« siger han.

Men det ikke uden konsekvenser for deres arbejdsliv.

»Far skal arbejde nu«

Jens Vesti er 43 år og arbejder som systemudvikler, og selvom han kun har oplevet stor forståelse fra sin chef og også regner med, at det vil være sådan i fremtiden, føler han sig ikke sikker på, at det nødvendigvis vil vare ved, hvis coronaudbruddet trækker i langdrag.

Den gradvise genåbning af institutionerne har nemlig betydet, at situationen ikke længere er ens for alle, påpeger han.

Jens Vesti

»Jeg prøver at være en god far, en god partner og en god medarbejder, men det føles som en middelmådig indsats, jeg leverer på alle områder nu.«


Han synes ikke, at det fremgik klart nok, at der kun var tale om en delvis genåbning, da statsministeren stillede arbejdsgiverne i udsigt, at institutionerne ville åbne, hjemmepasningen ophøre, og at de voksne igen kunne gå på arbejde.

»Jeg synes ikke, det er fedt at blive sat i en situation, hvor det, at jeg har børn, kan ende med at blive et parameter for, hvor god en arbejdskraft jeg er. I sidste ende kommer det jo til at have konsekvenser. Jeg synes, det er meget ubehageligt,« siger han.

Statsministerens udmelding om en genåbning har ifølge ham placeret aben på forældrenes bord, for nu skal de forklare deres chef, hvorfor deres arbejdsindsats fortsat ligger langt fra normalt niveau, mens deres kolleger kan begynde at arbejde næsten som før.

»Lige nu bærer alle over med, at vi ikke er lige så meget værd for arbejdspladsen, som vi plejer at være, men det er jo ikke sikkert, at det fortsætter sådan,« siger han.

Jens Vesti arbejder til daglig som systemudvikler, og det er svært at få hverdagen til at gå op, når børnene også skal passes. Hans kæreste er nu i jobrotation, så det vil mindske presset hver anden uge, hvor hun ikke arbejder. Parret valgte ikke at gøre opmærksom på deres pasningsbehov, for der er ifølge dem selv andre forældre, »der er hårdere ramt end os«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Den seneste måned har han og hans kæreste kæmpet for at få en hverdag til at gå op med fuldtidsarbejde og hjemmepasning af parrets to små børn på henholdsvis halvandet og tre år i en treværelses lejlighed i midten af København.

Statsministeren har betegnet genåbningen af samfundet som en »dans« med coronavirussen, men hverdagen hos Jens Vesti føles mere som en kamp.

Han og hans kæreste har skiftedes til at tage børnene i løbet af dagen, så den anden kunne arbejde, og når børnene var puttet, arbejdede de begge videre til sen aften.

Den seneste måned har været »ret stressende«, som Jens Vesti formulerer det.

»Dagene flyder ud i et. Man er på hele tiden, og det fungerer ikke. Det er umuligt at arbejde under de forhold. Der flyver ting gennem luften, børnene larmer, og man bliver konstant afbrudt. En treårig forstår jo ikke, hvad det betyder, at »far skal arbejde nu«,« siger han.

Jens Vesti

»Jeg ved godt, at jeg lige nu leverer dårligere, end jeg plejer at gøre, og det er enormt stressende.«


Arbejdet som systemudvikler kræver ro og dyb koncentration, og begge ting har været helt umulige at opnå den seneste måned. Det påvirker ham meget, og følelsen af ikke at slå til, går ham mere og mere på, mens det også gør ondt at måtte afvise børnene, der bare gerne vil lege og være sammen med deres far.

»Det er hårdt. Jeg prøver at være en god far, en god partner og en god medarbejder, men det føles som en middelmådig indsats, jeg leverer på alle områder nu. Det er vildt frustrerende,« siger Jens Vesti.

Jens Vesti og hans kæreste har skiftedes til at være den, der tog sig af børnene, mens den anden forsøgte at arbejde. De sene nattetimer har flere gange været taget i brug, og han begynder for alvor nu at kunne mærke frustrationen over følelsen af ikke at slå til som far, partner og arbejdskraft. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Kæp i hjulet på karrieren

Han er ikke alene med sin frustration, og Berlingske har talt med flere forældre, der har svært ved at se, hvordan de skal kunne fortsætte, som de har gjort den seneste måned.

Kræfterne er ved at være brugt op, men der er stadig lang vej til, at hverdagen er tilbage.

Jens Vesti har det på samme måde, og selvom det har været dejligt at have meget tid med børnene, indrømmer han gerne, at han havde set frem til at kunne vende tilbage til noget, der mindede mere om hverdag.

Den nuværende situation er nemlig en kæp i hjulet på hans karriere, og han håber, at samfundet hurtigst muligt kan komme tilbage til normal. Det endda på trods af, at han havde sine betænkeligheder ved at skulle sende sine børn tilbage.

»Jeg er meget præstationsfokuseret og ønsker at gøre det så godt, som jeg overhovedet kan. Jeg ved godt, at jeg lige nu leverer dårligere, end jeg plejer at gøre, og det er enormt stressende,« siger Jens Vesti.