INTERVIEW: Det kunne have været så godt, men det er rigtig, rigtig, rigtig skidt. En mand og en kvinde har skabt en familie og et liv sammen. De blev voksne i 1970erne og tilhører den første generation, hvor det for alvor lå i kortene, at mænd og kvinder skulle leve ligestillet sammen.
Et halvt liv senere er ægteskabet i opløsning, og i romanen »Århundredets kærlighedskrig« skildrer Ebba Witt-Brattström, hvordan det går for sig, da de to intellektuelle ægtefæller dropper anstændigheden og i stedet bekriger hinanden nådesløst med ord – og til tider også fysisk vold.
Som fronterne bliver trukket op, står det klart, at det ligestillede forhold var en illusion, og at kønnet står forrest i parrets kamp. Hun beskylder blandt andet ham for »mandsparanoia«, og han siger ting som: »Manden er kvinden overlegen«, »rigtige kvinder ved hvordan de skal forholde sig til mandens naturlige stræben efter dominans« og »kvinder er altid falske. Det ligger i jeres natur at lyve.«
Før »Århundredets kærlighedskrig« udkom i Sverige, frygtede Ebba Witt-Brattström for modtagelsen.
»Jeg var bange for, at læserne ville tænke, at den var overdrevet – at det var satire. Men den mest almindelige reaktion har vist sig at være, at folk stopper mig på gaden og takker mig for, at jeg har skrevet historien om deres ægteskab. Så identifikationsfaktoren er høj, og det kan man jo ikke være rigtig glad for, for det er en skrækkelig historie,« siger Ebba Witt-Brattström.
Generationer
Mest forfærdet er hun over, at det ikke kun er kvinder fra hendes egen generation, der genkender noget i romanen.
»Min egen generation havde som den første generation en drøm om at stå skulder ved skulder som mand og kvinde og være ligeværdige i kærligheden og forældreskabet – alt det, der pludseligt blev muligt i vores del af verden, da vi fik en verdenshistorisk chance for ligestilling.«
»Det lykkedes desværre ikke for mange, og det er selvfølgelig trist, men når jeg bliver opsøgt af unge kvinder omkring de 30 år, som fortæller, at de kan spejle sig i min bog og har det på præcis samme måde, så synes jeg rent ud sagt, at det er skrækkeligt og bliver faktisk lidt bange,« siger Ebba Witt-Brattström.
»Århundredets kærlighedskrig« er en punkt-roman, som udelukkende består af replikker. Manden og kvinden har ordet på skift, og Ebba Witt-Brattström har flere gange hørt om par, der har påtaget sig rollerne som de to karakterer og læst romanen højt som en form for litterær parterapi.
»Det, synes jeg, er rigtig fint. Hvis man havner det samme sted som parret i min roman, så har man jo muligheden for at bestemme sig for at stoppe op, fortsætte ud ad et andet spor og aldrig havne i det søle igen. Men det kræver, at begge parter påtager sig ansvaret for det, og problemet i min bog er, at manden ikke tager noget ansvar. Han synes ikke rigtig, at han har begået nogle fejl og vil ikke reflektere.«
»De har tidligere haft et partnerskab, men det er, som om at han har bestemt sig for, at nu er det nok, og han viser sig som en mand, der ser ned på kvinder. Det tragiske i bogen er, at hun begynder at tænke, at han nok altid har haft de holdninger.«
»Han er en hykler, der har udgivet sig for at være noget, som han ikke er. Hans sande natur kommer frem, og som den kvinde af 1970erne hun er, skulle hun aldrig have brugt sit liv sammen med ham,« siger Ebba Witt-Brattström.
Egne erfaringer
Ebba Witt-Brattström er ikke hvem som helst. Hun er en kendt svensk feminist og litteraturprofessor, og en del danskere med interesse for litteratur og ligestillingsdebat vil huske hende for hendes offentlige fight med Karl Ove Knausgård sidste år. Hun anklagede ham blandt andet for »litterær pædofili«, mens han svarede igen med et essay, hvor han kaldte Sverige for kyklopernes land, hvor litteraturen ikke er fri, fordi »moralen er hævet over litteraturen«.
Indtil 2014 udgjorde hun desuden halvdelen af det svenske litteraturparnas’ førstepar, hvor hendes ægteskab med Horace Engdahl, der er litterat og profileret medlem af Det Svenske Akademi, endte med en bitter skilsmisse. Parrets stridigheder nåede også frem til avisernes spalter, hvor Ebba Witt-Brattström blandt andet har bekendtgjort, at hun aldrig nogensinde vil se sin eksmand igen, selv om parret har tre sønner sammen.
Der er blevet spekuleret en del over, om »Århundredets kærlighedskrig« i virkeligheden er fortællingen om Ebba Witt-Brattströms eget forliste ægteskab, hvilket hun adskillige gange har afvist.
»Det er klart, at jeg ligesom alle andre forfattere også trækker på nogle erfaringer og oplevelser fra mit eget liv. Men det er altså en roman, og det er ikke et portræt af mit eget ægteskab,« siger Ebba Witt-Brattström.
Spekulationerne er dog ikke kommet bag på hende, og de blev ikke mindre oplagte, da Horace Engdahl udgav bogen »Den sidste gamle gris« nogenlunde samtidig med, at »Århundredets kærlighedskrig« udkom på svensk.
»Det er en meget sexistisk bog, hvor han skriver ting som »penetrationen er altid en sejr for manden og et nederlag for kvinden«. Det er udtryk for en pornografisk filosofi, der er fremherskende i internetporno og som bidrager til, at mænd ser deres penis som en våben til at få magten over kvinder.«
»Det er fuldstændig absurd form for hverdagssexisme, som vi accepterer, fordi den er så almindelig,« siger Ebba Witt-Brattström, der er delvis forfærdet og delvist taknemmelig over Horace Engdahls bog:
»Hans bog er blevet trykt, fordi han er medlem af Det Svenske Akademi – det giver ham en platform til at udgive ting, som man ikke ville udgive, hvis man erstattede ordet kvinder med muslimer. Og på en måde er det godt, fordi kvindehadet og kvindeforagten bliver tydeliggjort, og det kan give os anledning til at forholde os til, at mænd stadig ser deres penis som et våben og kvinden som underlegen,« siger Ebba Witt-Brattström.
Støtter majoritetsfeminismen
Ebba Witt-Brattström har været aktiv feminist hele sit voksne liv og har i nyere tid blandt andet været med til at grundlægge det politiske parti Feministisk Initiativ (FI). Hun trak sig dog fra FI på grund af de nye feministiske retninger, der kom til at tegne profilen. Hun har ikke rigtig nogen fidus til queerfeminisme, og hun er heller ikke tilhænger af tiltag som det kønsneutrale pronomen »hen«.
»Jeg synes, at det er en form for internaliseret kvindeforagt og et udtryk for, at kvinder stadig er ringere agtet end mænd. Ellers ville der ikke være noget galt med at være »han« og »hun«. Jeg respekterer selvfølgelig til fulde, at nogle mennesker ønsker at blive omtalt som »hen«, men det er en minoritet.
Majoriteten af kvinder vil være kvinder og en »hun«. Det er jeg helt sikker på, for jeg taler om de her ting hele tiden og hører kvinders holdninger til det,« siger Ebba Witt-Brattström, der betegner sig selv som majoritetsfeminist med fokus på de store og grundlæggende spørgsmål.
»Jeg er meget mistænkelig over for queerteorien, den nye feminisme og FI. Hvis man ikke kan tale om mænd og kvinder, så kan man ikke tale om uligheden mellem mænd og kvinder.«
»Jeg støtter majoritetsfeminismen, som gavner alle kvinder. Queerteorien er ikke relevant for kvinden ved kassen på McDonalds, tilslørede kvinder eller ofre for kvindevold – de behøver i stedet hjælp i deres situation. Derudover er de nye feministiske retninger også meget ungdomsfikserede,« siger Ebba Witt-Brattström, som mener, at det er mændene, der står tilbage som de største vindere i kølvandet på kvindefrigørelsen.
En positiv udvikling
»Kvinders indtog på arbejdsmarkedet, daginstitutioner, fri abort og en ændret skilsmisselovgivningen skabte enorme forandringer. Men det er mændene, der har fået mest ud af det. De behøver ikke – som deres bedsteforældre – at finansiere deres kone og familieliv. Mændene har fået ret til barselsorlov og mulighed for nærhed med deres små børn.«
»Det er godt, men mændene har vundet mest terræn, for kvinder tjener ikke det samme som mænd,« siger Ebba Witt-Brattström med henvisning til, at svenske mænd tjener 19 procent mere end kvinder, og at forskellen ikke kan forklares med, at traditionelle kvindefag er lavere lønnet end mænds ditto.
»Når man kigger på mænd og kvinder inden for de samme brancher, er der stadig uforklarlige forskelle. Kvinders arbejde værdisættes lavere end mænds, så forestillingen om, at mænd er lidt mere værd end kvinder eksisterer stadig.«
»Man kan også se det på pensionen. En svensk kvinde, der har haft fuldtidsarbejde hele livet har i gennemsnit en pension, der er 6.000-7.000 kroner lavere end den gennemsnitlige mand – hver eneste måned,« siger Ebba Witt-Brattström.
Selv om hun hæfter sig ved, at ligestillingen stadig halter, ser hun også positive tegn i horisonten. En af hendes sønner er lige blevet far, og når hun kigger på hans lille familie, kan hun se en udvikling:
»Der ser jeg en forskel. Han forholder sig ikke kun kærlighedsfuldt til barnet og ser det som sit barn. Han forholder sig også kærlighedsfuldt til sin hustru – det er deres barn. Han har en anden opmærksomhed i forhold til hende, så der er ikke nogen rivaliseringen omkring barnet.«
»Den mandstype, som jeg beskriver i »Århundredets kærlighedskrig« er i virkeligheden en meget rivaliserende mandetype, som hele tiden skal være størst og bedst og klogest – og det er jeg glad for at se ikke er tilfældet, når jeg kigger på mit søn. Det lover godt.«