Luna gik på slankekur som 12-årig: »Jeg fik at vide, at mit hjerte næsten ikke slog. At hvis der ikke blev gjort noget nu, ville jeg dø«

Luna Worm gik på sin første slankekur som 12-årig. Slankekuren blev til en spiseforstyrrelse, der plagede hende gennem både folkeskolen og gymnasiet, og som næsten tog livet af hende. Hun advarer nu mod den måde, hvorpå forældre og professionelle taler med børn om mad og vægt. Ekspert bakker op.

Luna Worm blev første gang ramt af anoreksi, da hun var 14 år. Hun blev efterfølgende behandlet for spiseforstyrrelsen, men anoreksien kom tilbage i 2.g i gymnasiet. Derefter fulgte et langt behandlingsforløb, hvor Luna ikke måtte gå i skole, ikke måtte bevæge sig og skulle sove og tisse med sine forældre ved sin side. Søren Bidstrup

Luna Worm gik til gymnastik, da hun var barn.

Hun var glad og elskede sporten, og selv om hun godt kunne se, at hun var lidt større end sine veninder, når hun havde en tætsiddende gymnastikdragt på, var det ikke noget, hun skænkede mange tanker.