Konflikten mellem vækst og klima kan blive demokratiets dødsstød

Forskere mener, vi må stoppe væksten for at undgå klimaundergang, mens økonomer mener, vi kan løse problemerne billigt. Konflikten er kun blevet endnu mere fundamental i kølvandet på den nye alarmerende rapport fra FNs klimapanel. For Per Stig Møller kan konflikten mellem vækst og klima blive det, der tager livet af selve demokratiet.

Foto: Keld Navntoft

Sekund for sekund bliver yderligere fem mennesker hevet ud af fattigdom for at blive en af de 3,6 milliarder mennesker i middelklassen, der presser klimaet til bristepunktet.

For nogle, som professor Inge Røpke, er selve den vækst, der fører dem ud af fattigdom, en fundamental trussel mod kloden. Sammen med 235 internationale forskere skrev hun under på den seneste af mange advarsler fra eksperter om, at vi bliver nødt til at gennemføre en fundamental omstilling, hvis vi ikke skal gå under.

»Vi kan ikke løse fattigdomsproblemet med økonomisk vækst, for vi er langt ude over grænserne for planetens ressourcer. Enten må vi bekæmpe den globale ulighed ved at omfordele ressourcerne tilbage til de lande, der er basis for vores velstand. Eller også må vi tage ansvaret for vores levevis på os og erkende, at den måde, vi lever på, betyder, at der ikke er plads til alle i redningsbåden. Det er der bare ikke mange, der vil erkende, men det er konsekvensen af den måde, vi handler på nu,« siger Inge Røpke, der er professor i økologisk økonomi på Aalborg Universitet.

Efter årtiers advarsler og politiske skåltaler er resultaterne miserable. I dag kommer 1,6 procent af verdens energi fra vind og sol. En del mere kommer fra biomasse som træer og halm, som bliver regnet for CO2-neutralt, men som kan udlede endnu mere CO2 end kul og olie. De resterende 80 procent kommer fra fossile brændstoffer. Tallene er som en formel for menneskelig adfærd. Vi forbruger det, vi kan, mens vi står på randen af afgrunden, som er essensen af den nye rapport fra FNs klimapanel.

Færre og fattigere

For Inge Røpke er der kun en vej ud af klimakrisen. Den korte version er, at vi skal blive færre og fattigere. Den lidt længere er, at vi skal omfordele rigdommene, så vi som minimum ikke bliver rigere, og de fattige bliver rige nok til ikke at behøve at få så mange børn. Internt i landene kan man gøre basisforbruget billigt og brandbeskatte alt derudover. Hendes pointe er, at hvis vi bare fortsætter væksten og forbruget, så må vi i det mindste gøre os klart, at det kommer til at gå ud over os alle og især de fattigste lande.

Med andre ord må vi vælge mellem vækst eller klima.

»Vi har kunnet hæve vores levestandard kolossalt ved at grave det gemte solskin i form af fossile brændsler frem. Det er det, som må slutte nu,« siger Inge Røpke.

Men hun tror ikke på det. Ikke længere. Der har været advarsler nok, vi har stået på kanten og hørt, at det var sidste chance i mere end et årti, og så taler hun til en vestlig menneskehed, hvor kun få har kendt andet end vækst. For de fleste er fremgang normalen. En naturlov for tilværelsen, samfundene og politikken, som synes eviggyldig, selv om den egentlig kun har været næsten konstant siden 2. verdenskrig.

»Men nej. Jeg tror ikke på det,« siger hun, som formulerer hun først nu svaret for sig selv, da jeg spørger direkte.

»Men det betyder jo ikke, at jeg ikke bliver nødt til at kæmpe for det. Jeg må gøre, hvad jeg kan. Det, jeg prøver at sige, er, at det hænger sammen globalt, og at vores levestandard er på bekostning af andre og af fremtiden,« tilføjer hun så med mere fast stemme.

Foto: DAVID GRAY.

Billigt at redde kloden

Inge Røpke repræsenterer klimadebattens ene yderpol. Økonomisk Råd tager udfordringerne mere afslappet. De har fået regnet på, hvad det koster at gøre Danmark fri af fossile brændstoffer i 2050. Analysen er simpel og meget konkret. Lige nu får vi energi fra det og det, som vi bruger på det og det. Det erstatter vi så med vedvarende energi. På verdensplan vil det koste 1-3 procent, mens det i Danmark vil koste en halv procent af bruttonationalproduktet eller et sted mellem 10-20 milliarder om året at udfase olie, kul og gas fra den danske energiforsyning og erstatte det med vedvarende energi som vind og biomasse.

»Så det bliver bestemt dyrt, men så dyrt er det heller ikke. Problemet er ikke i væksten og det økonomiske system, men i den politiske beslutningsproces. De forskere, der mener vi bliver nødt til at stoppe væksten helt, skal spørge sig selv: Når det er meget svært at overbevise verdens politikere om de relativt lette løsninger, hvordan vil de så reagere på en fundamental omlægning af livet i verden?« spørger vismand Lars Gårn Hansen, der er professor i ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

Tidligere overvismand og nuværende klimavismand Peter Birch Sørensen er enig i, at væksten påvirker CO2-udledningen.

»Det er helt oplagt, at vi ikke kan fortsætte samme vækstmønster, for vi skal have bragt CO2-udledningerne ned meget hurtigt. Det er rigtigt, at lavere vækst typisk fører til lavere CO2-udledninger, men det kan også medføre stigende arbejdsløshed og konflikter om omfordeling,« siger han.

Han mener, at diskussionen om vækst har det forkerte fokus, selv om problemstillingen er central.

»Det er ikke særligt konstruktivt og operationelt at sige, at vi skal stoppe væksten. I stedet må vi sætte direkte og målrettet ind mod CO2-udledningen for at holde temperaturstigningen under to grader, og så må vi se, hvordan det påvirker væksten,« siger Peter Birch Sørensen.

Måden at sætte ind på kan bl.a. være med afgifter, tilskud eller forbud, som Lars Løkke Rasmussens netop bebudede forbud mod salg af nye benzinbiler fra 2030.

»Lige nu er det alt for billigt at udlede CO2, så derfor er den mest effektive løsning at gøre det dyrere at udlede CO2 ved hjælp af en høj global CO2-afgift. Problemet er, at de enkelte lande tøver med at gå forrest, fordi man risikerer at hæmme sin egen konkurrenceevne. Derfor vil man hellere støtte vedvarende energi end gøre fossile brændstoffer dyrere,« siger Peter Birch Sørensen, der tilføjer, at man kan undgå, at afgifter især går ud over de fattigste ved at kompensere dem med de øgede indtægter fra en CO2-afgift.

Peter Birch Sørensen ser en mulighed for »grøn vækst«, hvis man tilstrækkeligt hurtigt kan omstille energiforsyningen fra fossile brændsler til vedvarende energi og omstille landbrugsproduktionen i mere klimavenlig retning.

Vi forbruger og forbruger

For Inge Røpke løser det bare ikke kerneproblematikken. For hende er temperaturstigningerne blot et symptom blandt mange på en rovdrift på klodens ressourcer, der er gået over gevind. Flere rapporter understøtter det. For eksempel viste et tysk studie fra 2012, at selv hvis vi øjeblikkeligt fik al energi fra 100 procent evige ressourcer som vind, vand og sol, så ville vi stadig forbruge langt flere af klodens ressourcer, end den kan bære, fordi vi simpelthen er alt for mange.

»Når opvarmningen bliver billigere, øger vi boligarealet. Når energien bliver billigere, bruger vi mere. Når bilerne bliver mere effektive, kører vi længere eller bruger de sparede penge på en ekstra flyvetur. Jeg har svært ved at se, at vi kan løse det her uden effektivt at begrænse, at effektivitetsforbedringerne bliver omsat i vækst,« siger hun.

Problemet er, at så længe vi ikke har fået en altomfattende verdensrevolution, hvor vi for alvor bliver et med naturen, så har stagnation og især recession, altså en tilstand uden vækst, det med at skabe social uro. Helt konkret vil flere afrikanere for eksempel søge mod Europa, hvis de ikke kan se en fremtid i deres hjemlande, fordi væksten ophører uden at blive erstattet af en global udligningsordning, som ikke engang Inge Røpke selv tror på.

Foto: PHILIPPE DESMAZES.

Demokratiets prøve

Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller, der er aktuel med bogen »De fire isbjerge« anser det af økonomiske, sikkerhedspolitiske og migrationsmæssige grunde for afgørende, at vi løser klimaproblematikken: »Ellers er forventningen, at klimakatastrofer og en endnu større folkevandring fra Afrika end vi ellers kan forvente, vil smadre al økonomisk fremgang med op mod fem procent af BNP.«

Han ser store perspektiver i den grønne revolution, men negligerer ikke de omkostninger, den medfører.

»Den grønne revolution kan blive lige så væsentligt som den industrielle revolution. Der vil være masser af arbejde i den, og omstillingsfasen kræver en kolossal investeringsindsats, som sikrer væksten. Men det er en fase, der bliver vanskelig for demokratierne, fordi statsbudgetterne omstilles, og jobs forsvinder for folk, der ikke kan overtage de jobs, der opstår. Spørgsmålet er, om demokratiet kan stå igennem det,« siger han.

Demokratiet er truet af, at der kan komme en stærk mand og autoritativt gennemtvinge nedskæringerne eller stoppe alle tiltagene, hvilket, nogle mener, er det, som allerede er sket med præsident Trump i USA, fortæller Per Stig Møller, der ser flere tegn på, at det kan ske:

»Tidsrummet er kort. Vi har 20 år til at løse problemerne. Vi kan gøre det. Men vil vi? Alternativet til demokratiet står og lurer. Vi risikerer, der kommer nogle og stopper alle tiltag eller gennemfører det med hård hånd, og så er demokratiet væk.«