»Jeg tror ikke på, de holder fred. Jeg tror ikke på det.«

Den ældre dame klamrer sig til sin rollator, mens hun nærmest spytter ordene ud. Hun har boet i Mjølnerparken i flere år og har boet på Nørrebro siden 1970erne. I alle de år har der været ballade og kriminalitet i bydelen. Hver gang er det »dem« - indvandrerne og efterkommere af indvandrere - der står bag, mener hun.

Flere af de andre beboere, Berlingske møder i det udsatte boligområde denne kolde decemberdag, er ligeledes skeptiske. Og med god grund. Det mener sociolog og foredragsholder Aydin Soei, der blandt andet har forsket i integration, kriminalitet og unge i udsatte boligområder.

»Det er som om, vi kun er i stand til at tænke et halvt år tilbage i tiden, når vi tror, bandekonflikten er slut hver gang, der er fredstid. Men det er den ikke. Jeg tror desværre, bandekrigen er en permanent tilstand i Danmark,« siger han.

Aydin Soei henviser til, at den bandekrig, der har hærget København siden midt på sommeren - og som har ført til 38 skyderier på åben gade og tre drab - trækker spor markant længere tilbage i tiden.

I efteråret 2008 brød en konflikt ud mellem den daværende Blågårdsbande og flere andre bander, hvori flere medlemmer af det nuværende Brothas var aktive ifølge Aydin Soei.

Det er den konflikt, der gang på gang er blusset op siden. Det skete i 2012-13, hvor Blågårdsbanden var blevet opslugt af LTF, og altså igen i sommeren 2017. Mens navnene på banderne i konflikten skifter, går flere aktører igen - men ikke nødvendigvis i de samme grupper. Og det gør konflikten - og vejen mod fred i gaderne - langt mere kompleks end tidligere, mener sociologen.

»Hver gang en bande indlemmer et nyt medlem, indlemmer de potentielt også den persons egne konflikter. Og er et medlem i konflikt, er det gruppens pligt at stå bag vedkommende. Det gør, at det er langt sværere at lave en varig fredsaftale i dag end tidligere, fordi gadebanderne er blevet så mudrede, og fordi bandemedlemmerne shopper sådan rundt mellem bandefællesskaberne,« siger Aydin Soei.

Han tror på, at en »våbenhvile« er gældende »lige nu«, men er ikke i tvivl om, at den »på et eller andet tidspunkt bliver brudt«.

»Man skal passe på med at sidde med hænderne i skødet og tænke, at alt er godt nu, fordi der ikke bliver skudt. Gør man det, risikerer man, at banderne i virkeligheden bare manifesterer sig og bruger pusterummet til at rekruttere en ny generation af unge. En generation, som er vokset op med skyderier i deres boligområde og med et kriminelt miljø, som er mere forrået end tidligere, og hvor der er flere våben i omløb. Så vil det være den generation, der går forrest, når der er en ny opblussen i konflikten om tre-fire-fem år,« siger han.

For at undgå det scenarie mener Aydin Soei, at der skal sættes hårdt ind mod »lillebrorgenerationen«. Romantiseringen af bandemedlemmerne skal stoppes, og det skal gøres klart for brødrene til de unge mænd, der i dag er bandemedlemmer, at banderne ikke er til for at beskytte dem og deres boligområde.

»På lang sigt handler det også om at få gjort noget ved den store elefant i lokalet, som ingen taler om: Vi taber rigtig mange drenge i folkeskolen i de udsatte boligområder, og det er dem, der er lettest at rekruttere for banderne.«

At våbenhvilen i bandekonflikten mellem Loyal to Familia  (LTF) og Brothas er blevet en realitet netop nu skyldes, at banderne har nået et mæthedspunkt. Konflikten går ud over deres kriminelle forretninger og de er trætte af konstant at skulle se sig over skulderen.

»Bandemedlemmer skifter ikke moral hen over natten og indgår en fredsaftale for at gøre samfundet til et bedre sted. Det handler om selvopretholdelse, kriminelle markeder og om at nå et mæthedspunkt,« siger Aydin Soei.

Våbenhvilen blev ifølge Berlingskes oplysninger forhandlet på plads af en gruppe fædre fra Indre Nørrebro, Nordvest, Tingbjerg og Mjølnerparken og gælder »på ubestemt tid«. Det fortalte Khalid Alsubeihi, der er en af de mæglende fædre i et interview med radiostationen Waih tirsdag.

De to bander har ifølge Berlingskes oplysninger nikket ja til at lægge våbnene på hylden, men et egentlig håndslag på en varig fred lader endnu vente på sig. I flere dage så det ellers ud som om, at ledende medlemmer kunne mødes og give hånd på en fredsaftale i denne uge, men ved ugens begyndelse var centrale aktører fra den ene gruppering rejst til udlandet, så en forlængelse af »våbenhvilen« blev kompromisset.

Det fik onsdag boligselskabet Lejerbo til at sende et brev af sted til deres lejere i Mjølnerparken om, at »de unge på Nørrebro er blevet enige om at lade hinanden være i fred«, og med tilføjelsen »Lejerbo København forventer derfor ikke yderligere skyderier i Mjølnerparken«.

Københavns Politi har tidligere betegnet den såkaldte våbenhvile som »skrøbelig«, og mandag fortalte politiinspektør Torben Svarrer Berlingske, at risikoen for angreb »stadig er til stede«, så længe der ikke foreligger en »officiel« aftale om fred.

I bybilledet onsdag var det da også tydeligt, at politiet fortsat holder nøje øje med de to banders tilholdssteder.

Tre patruljebiler og en mobil politistation holdt parkeret med fronten mod Mjølnerparkens røde lejlighedskomplekser, så betjentene i bilerne kunne overvåge området, og også på Indre Nørrebro nær LTFs base på Blågårds Plads var politiet massivt til stede.

Det samme var en stor gruppe unge drenge, da Berlingske var forbi området. Med huer og kasketter trukket helt ned til øjnene og hænderne stukket i lommerne i dynejakkerne eller i joggingbukserne, stod de alle med blikket stift rettet mod tre politibiler på den anden side af pladsen samt de betjente, der var i færd med at visitere to andre unge mænd i samme påklædning.

Nærmest på kommando begyndte de 10-12 unge mænd at grine fjoget, da Berlingske ville vide, om de var LTF-medlemmer. Tøvende så de sig om, inden en lille fyr trådte frem fra gruppen:

»Nej, nej, det er vi ikke, vi bor bare i området,« sagde han og grinte, mens de andre grinte med.

»Våbenhvile? Det ved vi ikke noget om,« sagde han videre, inden gruppen vendte blikket tilbage mod det, der egentlig optog dem.