God-tirsdag-morgen og velkommen til dagens nyhedsoverblik i en uge, der – for de heldige – byder på efterårsferie.
Vi indleder dagens overblik med nyheden om, at der er sat navn på endnu en af de kvinder, der føler sig krænket af de Radikales nu tidligere politiske leder, Morten Østergaard.
I aftes skrev folketingsmedlem for Radikale Venstre Katrine Robsøe, at hun er en af kvinderne. Episoden fandt sted i festlig sammenhæng i 2015, da hun på daværende tidspunkt var studentermedhjælper i partiet.
»Det er med tårer i øjnene, at jeg desværre føler mig tvunget til at lave dette opslag.«
»Jeg er en af de tre kvinder, Morten Østergaard i fredags stod frem og indrømmede, at han har krænket.«
»Det var for mig enormt grænseoverskridende at henvende mig til sekretariatet med min oplevelse, men jeg oplevede, at det blev taget seriøst, og det blev håndteret,« skriver Katrine Robsøe på Facebook.
Meddelelsen fra Katrine Robsøe kom, samtidig med at Radikale Venstre kunne præsentere en intern redegørelse om klagerne. Morten Østergaard er efterfølgende blevet sygemeldt.
Berlingske følger sagen tæt i løbet af dagen.
Vi går dog straks videre, idet der er meget at nå. Dagens overblik skal runde klimaet, privatansattes øgede risiko for ledighed samt en ansættelse i Netcompany, der vækker opsigt.
Inden da, skal vi dog lige runde den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut over coronasmitten i Danmark.
Dagens tal
Bekræftede smittetal i alt i Danmark: 32.811 (+389)
Indlagte: 107 (+5)
Indlagte på intensiv: 19 (0)
Antal døde: 671 (+2)
Bekræftede smittede på verdensplan: 37.745.942
Døde på verdensplan: 1.079.963
Tal i parentes angiver de seneste ændringer.
Du kan se flere coronatal for Danmark her og på verdensplan her.
Og så videre til dagens store historier.
Tre gange højere risiko for at blive ledig i den private sektor
Vi indleder med en historie fra Berlingske om, hvordan coronakrisen har ramt den private og offentlige sektor vidt forskelligt.
En ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening beskriver, hvordan privatansatte under krisen er blevet hårdest ramt af ledighed, lønnedgang og usikkerhed.
»Nedlukningen af samfundet og den efterfølgende kraftige opbremsning i økonomien har – fra den ene dag til den anden – øget usikkerheden i jobbet blandt privatansatte. Omvendt har de offentligt ansatte haft stor sikkerhed omkring job og løn gennem hele coronakrisen, herunder fået fuld løn under hjemsendelse,« forklarer Dansk Arbejdsgiverforening.
Risikoen for at blive ledig er således tre gange højere i den private sektor, konstaterer foreningen.
Regeringen vil regne klimabelastning ind i alle lovforslag
Næste historie bidrager Information med. Fremover vil regeringen ikke kun regne på de samfundsøkonomiske omkostninger af et lovforslag, for nu skal også klimabelastning beregnes.
»Når vi laver politik i Danmark, skal vi helt grundlæggende tage miljø, klima og naturhensyn ind på en måde, som det ikke har været gjort før,« siger klimaminister Dan Jørgensen (S) til Information.
Tirsdag offentliggør ministeren en ny vejledning til vurdering af konsekvenser for klima, miljø og natur.
De nye beregninger betyder, at konsekvensvurderinger af klimaeffekten fremover skal ledsage alle lovforslag og initiativer fra regeringen. Alle ministerier skal således fremover sende deres forslag til høring i Klimaministeriet, såfremt der menes at være negative klimaeffekter af det pågældende forslag.
Ministeren forklarer til Information, at initiativet forhåbentlig medfører, at der i fremtiden vil blive truffet mere kvalificerede beslutninger, fordi det bliver sværere at træffe beslutninger, som kan have negative grønne konsekvenser, uden at dette er blevet belyst.
Greenwashing i store danske virksomheder
Nyheden bag dagens overskrift finder vi på forsiden af Politiken, som bringer historien om Novo Nordisk og Rockwool. Et makkerpar med store klimaplaner.
Der er dog et problem, for ifølge forskere og miljøbevægelser vil virksomhedernes planer ikke reducere CO2-udslippet med ét eneste gram.
Novo Nordisk og Rockwool anklages derfor nu for greenwashing.
Politiken beskriver, hvordan flere større danske virksomheder – med Novo Nordisk og Rockwool i spidsen – benytter en metode, der på papiret ser klimavenlig ud, men som i praktisk ikke har positive effekter for klimaet. Det sker blandt andet via opkøb af certifikater på grøn energi. Også kendt som »oprindelsesgarantier«.
Certifikaterne er dog ikke garanti for, at der bliver produceret mere grøn strøm eller gas. Hovedparten af den grønne energi er sikret af statsstøtte og genereres således uanset, om der er et certifikat eller ej. Når virksomhederne køber certifikaterne, kommer de i første række til den statsstøttede, grønne energi, mens den strøm og gas, som skatteyderne køber derhjemme, på papiret bliver mere sort.
Netcompany ansatte direktør, kort efter han var fyret for seksuelt overgreb
Vi slutter dagens gennemgang med endnu en af Berlingskes historier. Denne gang om den danske IT-virksomhed Netcompany.
For få år siden blev en højtplaceret direktør i en virksomhed fyret efter et overgreb mod en kvindelig medarbejder. Netcompany tilbød dog manden et nyt højprofileret job få måneder efter fyringen. I dag er han højtplaceret direktør i Netcompany. Dette udgør ikke et problem, mener André Rogaczewski, topchef i Netcompany, der forklarer, at manden »dummede sig til en julefrokost«.
André Rogaczewski fortæller til Berlingske, at han kendte sagen, inden manden kom til Netcompany. Her blev den undersøgt af ikke bare Netcompany, men også af det headhunterbureau, som stod for ansættelsen. Rogaczewski fortæller, at det halve år, der gik fra fyringen, til manden blev ansat i Netcompany, havde gjort den pågældende til et andet menneske.
»Da vi ansatte ham, var han et andet sted. Da vi lavede baggrundstjek på ham, indgik baggrunden for hans afskedigelse som en naturlig del. Vi lavede en ret grundig proces, for det skal vi. Vi konkluderede, at han var en kvalificeret og en professionel kandidat,« siger Rogaczewski.
Det sker i dag
Efterårsferien har sit tag i det meste af landet, dog ikke i Odense, hvor der skydes gang i badmintonturneringen Denmark Open, der spilles frem til 18. oktober, hvor finalerne afholdes.
På den anden side af Atlanten fortsætter høringen i det amerikanske Senat af den mulige nye højesteretsdommer, Amy Coney Barrett. Hun er udpeget af præsident Donald Trump til at tage over som afløser for afdøde Ruth Bader Ginsberg. Høringen begyndte i går.