Israelsk kampvogn brasede ind på FN-base. Netanyahu vil have fredsbevarende styrke væk

Her er alt, du skal vide, for at komme i gang med dagen.

Spændingerne i Mellemøsten er yderligere eskaleret i weekenden, hvor et Hizbollah-droneangreb i Israel kaldes det potentielt »største angreb på Israel i år«. På den anden side har Israel ifølge dem selv dræbt »flere end 100« Hizbollah-folk den seneste uge, og over weekenden har knap 50 mennesker i Gaza angiveligt også mistet livet. (Arkivfoto af en israelsk kampvogn) Menahem Kahana/AFP/Ritzau Scanpix

Godmorgen! Weekenden har været præget af yderligere eskalering af konflikten i Mellemøsten. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. Ny analyse afslører: Andelsboligmarkedet er mange steder en lukket familiefest.

  2. Han har studeret det radikale højre i Europa i 30 år og har et klart budskab: Danmark er virkelig en undtagelse fra reglen

  3. Geo er nået frem til en skræmmende erkendelse – han ligner sin far. Derfor har han opsøgt en psykolog: »Jeg er bange for mig selv«

  4. Da Frederik Lindhardt sad ved sin fars dødsleje, sagde han »tak for nu«. Men han ved ikke hvorfor. 

  5. Kassen var tom, så var den fuld, og nu er den igen tom: Store regninger puster til SVM-regeringens krise.

Dagens vigtige: USA sender både missilsystem og soldater til Israel. Imens venter verden på hævnen over Iran

Det amerikanske missilforsvarssystem »THAAD«, der nu sendes til Israel sammen med amerikanske styrker til at betjene det.  Robert Durr/AFP/Ritzau Scanpix
I alt fem soldater fra UNIFIL, der er FNs fredsbevarende mission i Libanon, meldes sårede i israelske angreb i løbet af ugen. Angreb, der søndag bliver fordømt af 40 af verdens ledere i en fælles erklæring.  AFP/Ritzau Scanpix

Spændingerne i Mellemøsten og det internationale pres på parterne blev ikke ligefrem mindre denne weekend. 

Kampene i det sydlige Libanon fortsætter. Og søndag aften lykkedes det for Hizbollah at angribe israelske soldater med droner i en militær træningslejr syd for Haifa i det nordlige Israel. 

Ifølge Libanons sundhedsministerium er 51 libanesere dræbt under israelske luftangreb søndag, mens de foreløbige meldinger fra Israel lyder på 4 dræbte og 67 sårede ved droneangrebet i Israel. Det kan gøre det til det mest omfattende angreb fra Hizbollah på Israel det seneste år. 

Weekendens kampe følger efter en uge, hvor Israel har været udsat for bred kritik for at have angrebet eller bragt FNs fredsbevarende styrker i fare. Indtil videre er i alt fem FN-soldater blevet såret.

Søndag kom Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, så med en kontroversiel udmelding, da han beordrede FN-missionen, UNIFIL, til at evakuere styrkerne fra kampzonerne i det sydlige Libanon.

Israelsk militær kom igen under kritiske øjne, da det kom frem, at de samme søndag morgen havde ødelagt indgangen til en UNIFIL-base i det sydlige Libanon ved at køre en kampvogn ind igennem porten.

En indtrængning, de hurtigt var ude og forklare sådan: Under et forsøg på at evakuere sårede soldaterkollegaer blev styrkerne beskudt i en sådan grad, at en kampvogn måtte bakke – og så endte den med at brase ind i FN-basen.

Samtidig med at det internationale politiske pres på Israel vokser, sender USA dog sin støtte med et tydeligt signal.

Pentagon bekræftede nemlig søndag eftermiddag, at USA vil installere det antiballistiske missilsystem »THAAD« i Israel, og at man sender amerikanske tropper med til at betjene det.

Imens er man i Iran »ekstremt nervøse« for det modangreb, Israel angiveligt allerede har planlagt som hævn for droneangrebet, som Iran udførte tidligere på måneden.

»USA har leveret rekordmange våben til Israel. Nu sætter man også sine troppers liv på spil ved at indsætte dem til at betjene amerikanske missilsystemer i Israel,« skriver Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, på X.

»Selvom vi i de seneste dage har gjort en enorm indsats for at undgå en storkrig i vores region, siger jeg det klart, at vi ikke har nogen røde linjer i forsvaret af vores folk og interesser,« lyder det fra Abbas Araghchi. 

Mandag eftermiddag mødes FNs Sikkerhedsråd endnu en gang for at diskutere situationen i Libanon.

Dagens Pilestræde

I årevis har der været stor mangel på læger herhjemme – særligt i yderområderne. Så da SVM-regeringen for nylig præsenterede deres nye sundhedsreform »Tæt på dig«, skruede de bissen på: »Nu laver vi nogle hårde greb, så vi får lægerne derud, hvor der er størst behov,« sagde Mette Frederiksen på pressemødet.

Monika Rubin er politisk ordfører for regeringspartiet Moderaterne – og så er hun selv læge.

Hvordan vil hun få sine lægekolleger til at vælge Stevns og Nykøbing Falster frem for København? Og hvad vil det betyde for københavnerne, at lægerne skal spredes mere ud på resten af Sjælland?

Lyt med her

Fik du læst?