Den brasilianske smoothiekæde Oakberry, som har 700 butikker i 40 lande, kommer til Danmark, og den første butik er allerede åbnet på Frederiksberg. 

Planen er at åbne yderligere tre butikker i københavnsområdet.

Ejeren og manden bag åbningen af den danske franchise er Formel 1-køreren Kevin Magnussen, som har sikret sig rettighederne til at åbne filialer i Danmark, Norge og Sverige. 

Det skriver Børsen

Virksomheden beskriver sig selv som en sund fastfoodkæde, som sælger bowls og smoothies med acaibær, og missionen er at gøre de lillafarvede økologiske bær kendte i hele verden. 

Forbindelsen mellem virksomheden og racerkøreren skyldes, at kædens brasilianske administrerende direktør, Georgios Frangulis, selv er aktiv inden for motorsport, skriver Børsen. 

Kevin Magnussen siger, at han godt er klar over, at hans nuværende karriere ikke varer evigt. Samtidig interesserer han sig for virksomhedsledelse, fortæller han til avisen. 

»Lidt for sjov sagde jeg: 'I skal da åbne i Danmark.' Han svarede, at der nok ville gå nogle år, så derfor sagde jeg: 'Så lad mig åbne det.' Det kunne jeg mærke, at han syntes kunne være fedt. Så vi snakkede videre, jeg fik min manager ind over, og det ene tog det andet, og nu sidder jeg sammen med Marcus og Lauritz med den her franchise,« siger Kevin Magnussen ifølge Børsen

Den daglige drift bliver varetaget af det 27-årige makkerpar Lauritz Lynglund og Marcus Hjerrild,  som Kevin Magnussen kender privat. 

Læs Børsens artikel her