Klokken slår, og hver eneste time og dag, hvor private erhvervsdrivende er tvunget til at holde lukket, bløder ellers sunde, danske virksomheder på bundlinjen.

Derfor vækker det undren hos Dansk Industri, at regeringen og Folketinget endnu ikke har tilladt genåbning af såkaldte liberale erhverv såsom frisører og fysioterapeuter, når nu sundhedsmyndighederne vurderer, at det er fagligt forsvarligt.

»Det handler om dage og timer, og det kan kun gå for langsomt. Der er virkelig nogle små erhvervsdrivende, som lige nu for alvor gisper og har brug for at få gang i hjulene igen,« siger direktør i DI Lars Frelle-Petersen:

»Og jo flere, der får lov at komme i gang, jo større chance er der for, at vi fortsat har de virksomheder fremadrettet også.«

Onsdag kunne Berlingske fortælle, at Statens Serum Institut (SSI) i et notat – som er dateret 14. april og sendt til partilederne på Christiansborg – vurderer, at de liberale erhverv kan genåbnes uden problemer for sundhedsvæsenet.

Det er fint at diskutere alt muligt andet politisk, men det er det her, man burde koncentrere sig om politisk lige nu. Det haster.

Dermed har Folketinget i mindst to døgn kendt til SSIs vurdering af, at det er sundhedsfagligt forsvarligt at genåbne de liberale erhverv. Formanden for De Konservative, Søren Pape, og partiformand Alex Vanopslagh fra LA har derudover sagt til Berlingske, at de allerede før påske blev orienteret om en sådan vurdering.

Selv med genåbnede frisører, fysioterapeuter og andre såkaldt liberale erhverv vil antallet af indlagte med covid-19 fortsat være meget lavt, hvis blot danskerne holder afstand, som vi er blevet vænnet til før påske, lyder det.

Et lavt smittetryk

Begrebet liberale erhverv er udover »frisører, fysioterapeuter osv.« ikke defineret præcist i notatet, men ifølge Seruminstituttet svarer beregningerne til, at 27.000 personer kan komme tilbage på arbejde i disse fag.

Ud fra data for udviklingen i coronasmitte frem til 13. april har Seruminstituttet opstillet matematiske modeller, som kan give et estimat af, hvad en given politisk beslutning vil betyde for smittetrykket, altså hvor mange en covid19-syg person i gennemsnit smitter. Med et smittetryk på én vil hver coronaramt dansker smitte yderligere én person, og ifølge de seneste tal fra Sundhedsstyrelsen er smittetrykket i Danmark 0,6.

Det betyder blandt andet, at antallet af covid19-ramte danskere, som har brug for intensiv behandling, i øjeblikket falder.

Seruminstituttets simulering i notatet viser, at hvis den åbning, der allerede er i gang af skoler og daginstitutioner, udvides, så den også omfatter liberale erhverv, og »såfremt alle eller halvdelen af den voksne befolkning fortsætter med at holde fysisk afstand som niveauet før påske, så har vi højst sandsynligt set den maksimale belastning på intensive sengepladser«.

Selv hvis kun halvdelen af alle danskere holder afstand, som vi efterhånden er vænnet til, vil genåbning af de liberale erhverv altså ifølge SSI ikke resultere i en særlig ekstra belastning af sundhedsvæsenet.

Bare med at komme i gang

På Christiansborg forhandler S-regeringen og de øvrige politiske partier disse dage om de næste skridt i genåbningen af Danmark.

Ifølge DI er der ingen tid at spilde.

»Når vi kan se i det her notat, at det er sundhedsfagligt forsvarligt at åbne for de liberale erhverv, så skal vi også i gang med at gøre det. Det koster utroligt mange penge, hvis vi ikke får de her virksomheder i gang igen og dermed sender en del af de her 27.000 mennesker ud i arbejdsløshed. Det gælder ikke dem alle sammen, men en del af dem,« siger Lars Frelle-Petersen og fortsætter:

»Alt andet lige så bliver den økonomiske krise mere langtrukken, jo flere arbejdspladser vi mister. Og det er fint at diskutere alt muligt andet politisk, men det er det her, man burde koncentrere sig om politisk lige nu. Det haster.«

Berlingske har spurgt sundhedsminister Magnus Heunicke (S), hvorfor regeringen tøver med at genåbne de liberale erhverv, men det har ikke været muligt at få en kommentar fra ministeren. Ministeriets presseafdeling henviser til igangværende forhandlinger om de næste faser i genåbningen.

Flere partier på Christiansborg, som er en del af forhandlingerne, har netop genåbning af de liberale erhverv som en prioritet. Det gælder Venstre, Konservative, LA, DF, SF og De Radikale.

Formand for De Konservative Søren Pape deler DIs synspunkt og sagde onsdag til Berlingske om genåbningen af de liberale erhverv:

»Det er bare med at komme i gang.«

Hos LA håber formand Alex Vanopslagh på en hurtig genåbning med en bred politisk aftale.

»Det vigtige er, at vi får forhindret folk i at gå konkurs og får gang i økonomien,« sagde LA-formanden onsdag.

Statsminister Mette Frederiksen (S) besluttede 17. marts at kræve blandt andet natklubber, fitnesscentre, frisører, solcentre, tatovører, frisører, vandpibecaféer og andre butikker, hvor personer kommer i tæt kontakt, lukket.