Hvorfor ville Steve Jobs ikke lade sine børn bruge den iPad, som han selv beskrev som »en utrolig oplevelse«, da han lancerede den for syv år siden i 2010? Selv om man kan affærdige det med, at Steve Jobs kun var en enkelt mand, der forbød sine børn adgang til det digitale paradis, var det ikke en hvilken som helst mand. Det var manden, der udslettede pauserne, kedsomheden, som reducerede fysisk afstand til en ligegyldighed og gjorde det muligt for enhver altid at være på overalt, der forbød sine børn, at bruge sit eget revolutionerende produkt.
Han er ikke alene.
En af medstifterne af Twitter har købt hundredevis af bøger til sine børn og forbyder dem adgang til iPads. Chris Anderson, der gjorde magasinet Wired til Silicon Valleys techbibel, svarer ifølge New York Times på spørgsmålet om, hvorfor han har indført det, hans børn beskriver som »fascistiske restriktioner på deres forbrug af teknologi«: »Jeg har set faren ved teknologi med egne øjne. Jeg vil ikke udsætte mine børn for det«.
Endelig har en del af Silicon Valleys teknoguruer specifikt valgt en skole til deres børn, der først introducerer teknologi i 8. klasse. Men hvorfor? Hvorfor er verdens største teknokrater også de største teknofober?
Det er det spørgsmål, som den amerikanske lektor i marketingspsykologi på New York University Adam Alter stiller i begyndelsen af sin nye bog for at finde ud af, hvad det er, der sker med os lige nu. Han giver allerede på de første sider en del af svaret.
»Det virker som om, at de følger narkopusherens kardinalregel: Bliv aldrig høj på dit eget produkt.«
Og produkterne er ikke bare uimodståelige – »Irresistible«, som han kalder bogen, der netop er udkommet i USA – de er også styrende. De får så fast et tag i struben på vores instinkter, at de kontrollerer det, vi gør. Det er derfor, han indleder bogen med at undre sig over, hvorfor Steve Jobs forbød sine børn at bruge iPaden, som det kom frem i et interview med New York Times.
Journalisten sagde: »Dine børn må være vilde med ipaden?« Jobs svarede: »De har aldrig prøvet den. Vi begrænser, hvor meget teknologi ungerne bruger.«
Jeg spørger Adam Alter over mail, hvad det fortæller ham.
»Teknologilederne ved mere om deres produkter end nogen anden. Hvis de ikke vil lade deres børn bruge deres egne produkter, bliver vi i hvert fald nødt til at spørge os selv hvorfor,« svarer Adam Alter.
Andre studier viser, hvad man ved selvsyn kan konstatere i de fleste børnefamilier, nemlig at over halvdelen af børn bruger iPad fra treårs-alderen. Adam Alter frygter, at de børn bliver fundamentalt anderledes end os andre.
»Worst-case scenario er, at de bliver dårligere socialt, fordi de brugte en stor del af deres barndom foran en skærm. For eksempel kan vi allerede nu registrere en helt ny nervøs angst i forhold til at tale over telefon eller ansigt til ansigt. Det er meget nemmere at tekste og sende beskeder. Der er mindre på spil, og det er nemmere at kontrollere. Hvis man tænker det frem, så kan man prøve at forestille sig, hvordan en generation, der er bange for at kommunikere ansigt til ansigt, kommer til at kæmpe for at kunne fungere i offline-delene af deres liv,« siger han.
Vi kender allerede en del af konsekvenserne. Lærerne mærker dem i skolerne, og en god del af os kan nok selv konstatere, at det er blevet sværere at koncentrere sig bare om film, som efterhånden er erstattet af endeløse serier med afsnit af overskuelig varighed, ligesom danske teatre forkorter opsætningerne for ikke at miste tilskuerne. Der er også en interessant undersøgelse af adfærden på musiktjenesten Spotify. Mens vi i gamle dage hørte en LP-side eller en CD til ende, skipper halvdelen af Spotifys brugere videre til næste sang i løbet af sangens første 20 sekunder. Vi skal hele tiden bekæmpe rastløsheden ved at nå videre til noget bedre, noget der giver os vores vores øjeblikkelige belønningsfix.
Adam Alter er ikke alene med sine observationer. Der kommer flere og flere advarsler om, at vi ændrer os radikalt. Mens belønningsstoffet dopamins primære eksistensberettigelse har været at sikre menneskehedens overlevelse, fordi vi bliver opstemte, når vi ser en, vi finder attraktiv, er det i dag styrende for en stor del af vores handlinger.
Jeg får fat i Imran Rashid, der er læge, og som innovationschef ved Aleris-Hamlet Privathospitaler står bag flere apps. Hans kommende bog »Sluk – kunsten at overleve i en digital verden« er et næsten eksistentialistisk opråb om, hvordan vores afhængighed af tekno-dopamin er ved at ændre alt.
Mens vi taler, får han uden for vinduet øje på en nybagt mor, som går med sit barn i barnevogn. Hun er hverken optaget af barnet eller af sin omverden. Hun er optaget af sin telefon.
»Selv om hun er nybagt mor og har det mest hormonfyldte kærlighedsbånd, der overhovedet findes, fordi det er nødvendigt for menneskehedens overlevelse, er hun ikke til stede. Der er ingen menneskelige relationer, der kan overleve konkurrencen med vores smartphone,« siger Imran Rashid.
Adam Alters pointe er, at firmaerne designer deres apps og sociale medier til at skabe størst mulig afhængighed. Hvis man følger tanken, er Facebook, der konstant ændrer algoritmerne for at tilfredsstille os mest muligt, verdens største designerdrug med over en milliard afhængige, der som rotterne i adfærdspsykologen B.F. Skinners forsøg fra 1930erne konstant trykker på knapper for at blive belønnet med en reaktion. Skinners rotter lærte, at de fik mad ved at presse snuden mod en knap. Da det gik op for dem, trykkede de kun, når de var sultne. Men ved at variere belønningen vilkårligt, så de kun fik mad indimellem, fik Skinner dem til at trykke på knappen konstant.
Nu er vi rotterne i det digitale kredsløb, der hungrer efter en eller anden bekræftelse af, at vi er her, at vi er gode nok, at andre ser os, når de har blikket stift rettet mod deres skærme.
Jeg spørger Imran Rashid om det, han ser ud af vinduet, er en mor, der er sammen med sit barn, eller en junkie, der fixer.
»Lige nu er hun slet ikke sammen med sit barn. Hendes digitaliserede hjerne befinder sig et andet sted,« konstaterer han.
Hun er blot øjeblikkets eksempel. Hun er ikke værre end os andre. Det er derfor, vi kan mærke fantomvibrationer i lommen, selv om vores telefon ligger på bordet, på samme måde som amputerede kan mærke det ben, de ikke har længere.
Adam Alter fortæller, hvordan software som apps, spil og Facebook er designet til at skabe afhængighed i et endeløst belønningsloop.
»Afhængighed skaber kortsigtet velvære, men er skadelig i det lange løb. Vores skærme luller os enten ind i en afslappet tilstand, som når vi ser den ene serie-episode efter den anden på Netflix, eller giver os mulighed for at få en social belønning som for eksempel likes på sociale medier. Vi bliver afhængige af skærmene, fordi de rummer afhængighedens ingredienser. De skaber uforudsigelige belønninger, de giver os veldefinerede mål og giver social respons,« siger Adam Alter.
Men det gør os ikke gladere, hvilket studie efter studie har dokumenteret. Vi er bare besatte. Vi kan ikke lade være. Det er det, vi nu skal lære.
»Vi kan ikke længere undgå skærmene. De er en integreret del af alle aspekter af vores liv. Men vi er stadig kun ved begyndelsen af den teknologiske revolution. Vi bliver nødt til at lære os selv at samleve med teknologien, så den ikke ender med at definere, hvem vi er,« siger Adam Alter.
Hans mest umiddelbare råd er at indføre begrænsninger og at afsætte tid til at gå ud i naturen en gang dagligt for at genetablere kontakten til den fysiske verden og menneskehedens historiske vilkår.
»Det bedste ville være at holde en pause i et miljø som en skov eller ved havet, hvor vi ikke umiddelbart kan se, hvilket år vi befinder os i.«