Hvis man er bosat i Region Hovedstaden er det nu ikke længere muligt at bestille en coronatest inden jul.
Det viser en gennemgang af coronaproever.dk, som Berlingske har foretaget mandag morgen.
I seks ud af de otte testcentre i regionen er det først muligt at booke en tid søndag 27. december. I Helsingør er der ingen tider tilbage, mens der i Taastrup er ti tider tilbage 15 december – ellers er der først ledige tider igen 27. december.
Ifølge en opgørelse over ventetider fra TestCenter Danmark var der fredag 12 dages ventetid på at bestille en test i København og op til fire dages ventetid i regionens øvrige testcentre. Desuden har der været timelange køer i mobile og faste testcentre flere steder.
Og det er ikke optimalt, lyder det fra Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet.
»Det er et problem. Det er heller ikke hensigtsmæssigt, hvis syge folk står i kø i timevis,« siger han.
Samme opgørelse fra TestCenter Danmark viser, at personer, der har været i nær kontakt til en smittet, også må vente i op til tre dage i regionen, inden man kan få tid til en coronatest. Et ellers afgørende redskab i myndighedernes kamp for at bryde smittekæder.
Hvis man derfor ikke kan få tid inden jul, kan det forhindre, at man får sat ind mod smittekæder, lyder det fra Hans Jørn Kolmos. Han opfordrer dog samtidig til, at man ikke lader sig teste, medmindre man har symptomer eller har været i nær kontakt med en smittet person.
»Man skal heller ikke lade sig teste, medmindre man er bange for, at man er ved at blive syg eller har været udsat for smitte. Man skal ikke lade dig teste for en sikkerheds skyld, for så er man med til at blokere for systemet. Der skal være en god grund til at blive testet, og jeg tror lige nu, at alle lader sig teste for en sikkerheds skyld, og så er det klart, at systemet bryder sammen,« siger han.
Regeringen og Folketingets partier satte ellers i august en målsætning om, at 80 procent af landets borgere skal kunne få en tid inden for 24 timer. Men mange steder lever systemet ikke op til den målsætning.
Arbejder på at øge kapacitet
På et pressemøde torsdag blev det derfor oplyst, at man vil skrue op for testkapaciteten ved blandt andet at samarbejde med private aktører, der kan tilbyde de såkaldte antigentest. De vil dog ikke kunne bruges på personer, der oplever symptomer eller har været i nærkontakt med en smittet.
Man vil også skrue op for testkapaciteten ved at tilkøbe mere laboratoriekapacitet hos private, som skal sikre flere test i den kommende tid. Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil det betyde, at man kan teste 20.000 flere personer hver dag i dagene op til jul.
Og de private test kan blive en hjælpende hånd for den pressede testkapacitet, lyder det fra Hans Jørn Kolmos.
»Det er positivt, at vi har fået de nye hurtigtest med ind, som kan være med til at tage toppen af det hele,« siger han.
Desuden kan Region Hovedstaden oplyse, at man vil øge testkapaciteten denne uge fra at teste 35.000 daglig til at kunne nå op på 40.000 test, så flere kan blive testet op mod jul.
Ifølge regionen er det desuden en god idé at holde hjemmesiden coronaproever.dk åben i en halv times tid og klikke rundt i tifælde af, at nogen aflyser deres tid, eller at der bliver sat ekstra tider ind.
Det er fortsat muligt at møde op på de mobile testcentre, der er sat op flere steder i regionen. De er forbeholdt unge 15-25 årige.
I Øksnehallen på Vesterbro kan man blive testet helt til 22. december. På Frederiksberg kan man blive testet til 20. december, og flere andre mobile testcentre tilbyder test til 16. og 18. december.




