Flere dages ventetid og lange køer på testcentre i Hovedstaden: Ventetiden er »uhensigtsmæssig«

Der er pres på testkapaciteten på testcentrene i Region Hovedstaden, hvor der nu er op til flere dages ventetid. Også de mobile testcentre melder om timelange køer.

Ved det mobile testcenter på Københavns Erhvervsakademi var der tirsdag lang kø til at blive testet for coronavirus. Mathilde Marie Lange

Bor man i Region Hovedstaden og vil bestille en tid til coronatest, må man forberede sig på at vente nogle dage – hvis ikke man vil tage hele vejen til Bornholm. Såvel faste testcentre som de nye mobile testcentre er presset på testkapaciteten, hvilket betyder lange køer og flere dages ventetid.

I august opsatte regeringen og Folketingets partier en målsætning om, at 80 procent af borgerne, der ønsker en test, skal kunne blive testet inden for 24 timer. Mange steder lever systemet ikke op til den målsætning.

Ifølge en gennemgang af Coronaproever.dk var der tirsdag formiddag tidligst ledige tider om flere dage på testcentrene i Region Hovedstaden. I Ballerup var det eksempelvis først muligt at bestille en tid om tre dage – også i Valby og i Københavns Lufthavn var der først ledige tider fredag.

På testcenteret på Ydre Nørrebro er der først ledige tider på lørdag, og det samme er tilfældet i Hillerød.

Ifølge et overblik over ventetider, som er opgjort 7. december af TestCenter Danmark, er det kun på Bornholm, at man kan blive coronatestet inden for 24 timer. Derudover er der én til tre dages ventetid på de øvrige testcentre i regionen.

Kan være demotiverende

Ligeledes står det til på de nye mobile testcentre. Her behøver man ikke bestille tid, men møde op, når det passer.

Tirsdag eftermiddag var der ved det mobile testcenter på Københavns Erhvervsakademi i Guldbergsgade en lang kø. Dette medførte en ventetid på cirka en halv time, mens personalet kunne oplyse, at der tidligere på dagen havde været ventetid på halvanden time.

Køen gik hele vejen rundt om hjørnet ved det mobile testcenter i Guldbergsgade i København Mathilde Marie Lange

Dertil kunne TV 2 Lorry mandag oplyse, at der var fire timers kø til at blive testet flere steder i København.

De lange køer er ikke hensigtsmæssige, mener tidligere direktør på Statens Serum Institut Nils Strandberg Pedersen.

»Når man opfordrer alle til at blive undersøgt, kan man ikke undgå at løbe ind i kapacitetsproblemer i en periode. Man må også sige, at problemet formentlig bliver endnu større op mod jul, hvor nogen måske gerne vil testes, inden de skal hjem til jul i familien,« siger Nils Strandberg og tilføjer:

»Det er klart, at det er uhensigtsmæssigt, at folk skal stå og vente på at blive testet. For de 200.000 unge, der skal testes, er det heller ikke ligefrem det mest motiverende.«

Nils Strandberg Pedersen peger på, at Danmark er et af de lande, der tester flest, og at det derfor er naturligt, at der kommer pres på kapaciteten. Samtidig understreger han, at personer med symptomer, stadig kan henvende sig til egen læge og blive testet i sundhedssporet.

Over for TV 2 Lorry har Region Hovedstaden erkendt, at køerne er for lange, og at man arbejder på at hæve testkapaciteten med 10.000, så regionen kan teste 40.000 borgere om dagen.

I øjeblikket tester Region Hovedstaden dagligt cirka 27.000 borgere.

Samtidig har Sundhedsministeriet over for Jyllands-Posten erkendt, at ventetiden på test varierer.

»Vi har opbygget et test-setup, hvor der er prioriteret adgang til test for syge borgere med symptomer på covid-19 og nære kontakter. Borgere, der af andre grunde ønsker at blive testet, kan opleve længere ventetid end de prioriterede grupper,« lyder fra ministeriet.

Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra TestCenter Danmark, men centeret er ikke vendt tilbage på henvendelsen.