Overlæge med coronaopråb: Lige nu er der styr på senge og respiratorer. Men »hænderne er trætte«

Personalet på sygehusene bliver lige nu presset fra flere sider, lyder det fra coronaoverlæge.

Lars Østergaard, ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital og professor i infektionsmedicin på Aarhus Universitet. Mathias Svold

»Hænderne er trætte.«

Så kort kan det siges ifølge ledende overlæge og professor i infektionsmedicin på Aarhus Universitetshospital, Lars Østergaard.

Med »hænderne« mener han personalet på sygehusene.

Et personale, der ifølge ham ikke alene skal tage sig af alt det, et sundhedsvæsen plejer at tage sig af. Det skal også indhente alt det, det ikke nåede under forårets coronanedlukning, og nu skal det også tage sig af et stigende antal indlagte patienter med corona.

Ifølge Lars Østergaard kan der, hvis der ikke bliver ændret på smittetrykket, måske være omkring 500 patienter indlagt med corona på landets sygehuse omkring jul.

Tirsdag var der ifølge Statens Serum Institut (SSI) 354 indlagt med corona, 26 flere end mandag. 42 af de 354 er indlagt på intensivafdeling.

»Folk er trætte. Ikke bare lidt, men meget,« siger han:

»Det er klart, at når man sætter specialister til at arbejde så meget, så længe og over så lang tid, så bliver det en udfordring.«

Dermed handler udfordringen snarere om mennesker end maskiner, forklarer han.

»Vi er ude i en balancegang, hvor det ikke længere handler om en seng at ligge i og udstyr,« siger Lars Østergaard:

»Det er ikke ressourceknaphed.«

Altså er der senge og respiratorer nok?

»Der er så meget fokus på, om vi har senge nok, respiratorer nok og sådan nogle ting. Men der er meget lidt fokus på det personale, der er så hårdt spændt for. Personalet er ligeså vigtigt som at have en seng at ligge i.«

Ifølge overlægen er sygeplejersker og plejepersonale »virkelig dem, der er spændt hårdt for«.

»Man skal være meget, meget skarpt opmærksom på, at sundhedsvæsenet også er personale og nogle hænder, der skal løfte opgaverne. Det er ikke bare et spørgsmål, om man har de senge, man skal ligge i, og udstyr nok,« siger han:

»Spørgsmålet er, om man kan have et sundhedsvæsen, der stort set leverer, som det plejer at gøre, og samtidig prøver at indhente det forsømte fra foråret, samtidig med at man igen har et stigende pres med coronapatienter. Noget, vi ikke har set i lang tid, og nærmer sig det, vi så i foråret med hensyn til indlæggelser.«

Lars Østergaard understreger, at det kræver særlige kompetencer at arbejde med coronapatienter, og at det i særdeleshed kræver hænder at passe de patienter, der er indlagt uden at ligge i respirator.

»Jeg føler mig ikke udkørt, udmattet eller stresset. Men jeg har et personale, der virkelig gør,« siger han.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyste på et pressemøde mandag om yderligere nedlukning i 38 kommuner, at »udfordringen er at sikre, at vi har medarbejdere nok«.

»Det har vi,« forsikrede han.