»Helt vanvittigt«: Beboere klager over »trafikkaos« ved Mærsks massive byggeprojekt

Mærsks udvidelse af hovedkontoret kan mærkes langt ud over byggepladsen. Hen over natten er vores gade blevet ensrettet, skriver en forundret beboer i en e-mail til lokaludvalget.

Bilerne holder næsten stille, mens kø og kaos strækker sig i majsolen langs hele Toldbodgade i Indre By.

Sammen med turisterne snor køen sig fra Esplanaden, ned ad Amaliegade, videre ad Toldbodgade, helt ned til Sankt Annæ Plads, hvor den fortsætter til Bredgade.

Sådan har situationen ofte været i området siden 1. maj, da Toldbodgade blev ensrettet tre år frem i tiden, hvilket har gjort flere beboere godt gale i skralden.

Trafikken er påvirket af, at logistikgiganten A.P. Møller – Mærsk skal udvide sit hovedkontor på Amaliegade og Esplanaden med en udbygning på 26.000 kvadratmeter, hvilket næsten fordobler domicilets areal.

Det betyder, at et arbejdstelt rækker ud over den ene vejbane, som derfor bliver ufarbar.

Arbejdet er godkendt af Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, men beboerne og Indre By lokaludvalg undrer sig over, at de ikke på forhånd blev oplyst om, at det indgribende byggeri gik i gang.

Flere beboere har også henvendt sig til lokaludvalget og har klaget over det »trafikkaos«, som projektet har medført.

»Over natten er vores gade blevet ensrettet. Kommunen har valgt ikke at orientere os om tiltaget, der skal vare i tre år,« skriver en beboer på Toldbodgade i en e-mail til lokaludvalget.

Dagen efter at byggeriet gik i gang, optog han en video, hvor trafikken »brød fuldstændig sammen«.

»Hvis man er hurtig, kan trafiklyset Sankt Annæ Plads/Bredgade nå at få tre biler med over, inden det bliver rødt. Så det tager noget tid, før man kommer igennem Indre By,« skriver beboeren.

En anden mener, at det er »helt vanvittigt«, og ifølge ham er »det trafikale kaos«, der hersker, helt forfærdeligt.

Ensrettet i tre år

Bygningen på Amaliegade, der huser dele af Mærsks hovedkvarter, skal rives ned og erstattes af et nyt byggeri, som strækker sig over nabogrunden til det oprindelige hovedkvarter på Esplanaden, Amaliegade 44.

Som det er nu, inddrager bygningen hele kajen, men i det nye projekt vil Mærsk ifølge Børsen afsætte havnefronten til offentlig plads. I stueetagen skal der være café, hvilket vil gøre området mere åbent for københavnerne.

Projektet er stort, og for at det skal lykkes bliver området fra Amaliegade til Sankt Annæ Plads i retning mod Nyhavn ensrettet fra maj og frem til 31. december 2025.

På et møde i sidste uge besluttede Indre By Lokaludvalg sig for at rette henvendelse til kommunen, fortæller formand Bent Lohmann til Berlingske.

»Vi vil bede forvaltningen droppe ensretningen af Toldbodgade og få al trafikken til og fra byggepladsen ud gennem Esplanaden og Grønningen. Så er man væk fra de mindre gader gennem byen og kan komme ud på motorvejsnettet,« siger han.

Et forslag, som udvalget ifølge formanden gerne ville være kommet med, inden byggeprojektet gik i gang – hvis de var blevet spurgt.

Bent Lohmann vil nu skrive et brev til kommunen.

Forvaltning vil »stramme op«

I Københavns Kommune anerkender Teknik- og Miljøforvaltningen, at det skulle have spillet en mere aktiv rolle i at informere om byggeriet.

»Vi beklager, at beboerne ikke er blevet orienteret ordentligt om den midlertidige ensretning,« skriver områdechef Jane Snog i en e-mail til Berlingske.

Hun tilføjer, at lokaludvalget burde være blevet spurgt.

»Det har vi beklaget over for lokaludvalget, og det kommer vi til at stramme op på fremadrettet,« siger Jane Snog.

Sidste år blev der afsat knap 24 millioner kroner til at forbedre forholdene på Toldbodgade.

Pengene skal blandt andet bruges til at forhindre ulovligt parkerede turistbusser og gøre det nemmere for både gående, cykler og biler.

Projektet indeholder flere initiativer – blandt andet, at Toldbodgade skal ensrettes fra Amaliegade til Nyhavnsbroen. Derudover skal der anlægges cykelstier og nedlægges parkeringspladser, mens et stoppested for hop af hop på-turistbusser bliver nedlagt.

Dette har dog ikke noget med Mærsks byggeri at gøre.

Ikke meget tyder dog på, at det trafikale kaos vil stoppe foreløbig. Endnu et arbejdstelt skal rejses, og det vil strække sig ud på den ene vejbane i Amaliegade.

Forvaltningen vil derfor – med politiets godkendelse – også midlertidig ensrette færdslen i retning mod Fredericiagade.