Rockerklub træffer »det sværeste valg nogensinde«: »Det er med stor sorg i vores hjerter«

Dagens nyhedsoverblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier, så du er godt klædt på fra morgenstunden.

Det er slut med Satudarah i Danmark. Daniel Naupold/Ritzau Scanpix

Godmorgen, kære læser, og velkommen til dagens overblik.

Weekenden lurer i horisonten, men forinden kan vi forvente at blive klogere på, hvorvidt straffesagen mod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen skal foregå for hermetisk lukkede døre eller ej.

I øvrigt blev det ej heller i år, at Danmark skulle gå videre til Eurovision-finalen. Det stod klart efter semifinalen torsdag aften.

Morgendagens avisforsider er præget af den første, store undersøgelse af kvaliteten i dagtilbud for de nul- til toårige – og det er vist ikke for meget at sige, at der er plads til forbedring. Berlingskes dækning kan du læse her.

Nu til dagens historier:

Hver fjerde unge mand udebliver fra session, og det er der især en årsag til

»Hellere møde end bøde«.

Under dette slogan forsøger Forsvaret at få unge til at møde op til session – alligevel udebliver hver fjerde unge mand, og sidste år blev dette til over 4.000 politisager.

Ifølge Grundloven skal alle våbenføre unge mænd afprøves ved session, når de er 18 år. En stor gruppe kasseres på forhånd. Cirka lige så mange kasseres på selve sessionen. Og hver fjerde dukker ikke op. Linda Kastrup/Arkivfoto

Det kan blive en dyr fornøjelse for den enkelte, og i Forsvaret er man trætte af situationen, forklarer Jesper Lynge, chef i Center for Rekruttering og Karriere i Forsvarets Personalestyrelse.

Hans analyse er, at der især er en bestemt årsag til, at så mange unge udebliver fra session:

Mange er simpelthen ikke opmærksomme på, at de får en indkaldelse i e-Boks.

»Derfor har vi indgået et samarbejde med Digitaliseringsstyrelsen, så brugerne bliver gjort opmærksomme på, at der kommer en indkaldelse fra Forsvaret, som de skal reagere på,« siger Jesper Lynge.

Læs historien her hos Berlingske.

Tre partier bryder kodeks på Christiansborg: »Vi kan ikke se os selv i øjnene«

Tre partier har fået nok og drager nu en konsekvens, der sjældent ses på Christiansborg.

I samlet flok forlader Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Alternativet den brede politiske aftale Børnene Først fra 2021. Aftalen er en direkte konsekvens af statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale i 2020, og den handler om udsatte børn, anbringelser og endda tvangsbortadoptioner af børn, før de er født.

Aftalen er nu omformet til lovforslaget Barnet Først, men det er en lovgivning, som de tre partier ikke på nogen måde kan stå inde for.

»Vi har oplevet en minister præget af stædighed, men det her er ikke en protest imod ministeren. Det handler om, at vi simpelthen ikke kan se os selv i øjnene, hvis vi vedtager en lovgivning, der bryder med menneskerettighederne og gør retssikkerheden værre, end den er i dag, og den er i forvejen dårlig på området,« siger Alternativets socialordfører, Torsten Gejl.

»I regeringen er vi naturligvis ærgerlige over, at Dansk Folkeparti, LA og Alternativet vælger at gå fra aftalen, som de tilsluttede sig for to år siden. De er dermed ikke med til at tage fælles ansvar for at prioritere børnene og sætte dem først med blandt andet Barnets Lov,« skriver socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil til Berlingske. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Partierne er ifølge ordføreren »fuld ud bevidste om«, at bruddet på de uskrevne regler er »fuldstændig uhørt« og »udfordrer den måde, folkestyret fungerer på«. Men de ser ingen anden udvej.

Regeringen er ærgerlig over udviklingen, skriver socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil i en e-mail til Berlingske.

»De er dermed ikke med til at tage fælles ansvar for at prioritere børnene og sætte dem først med blandt andet Barnets Lov,« skriver hun.

Læs med her.

Stilhed før stormen: I USA frygter de, hvad der gemmer sig i det uvisse

De optimistiske mener, det bliver kaos, mens andre taler om det rene ragnarok.

Et står ikke til at ændre: Langt over 100.000 migranter er på vej mod USA.

I disse timer forbereder USA sig på, hvad mange frygter og tror bliver en alvorlig krise ved den amerikansk-mexicanske grænse.

Under loven har USA sendt migranter tilbage flere end 2,8 millioner gange. Her er det betjente ved San Diego. Joebeth Terriquez/Ritzau Scanpix

Årsagen til den pludselig folkevandring og den tilspidsede situation er såre simpel. Joe Biden-administrationen har rullet en lov tilbage. Loven blev skabt for tre år siden under covid-19-krisen, og formålet var at bremse smitten.

Under loven har USA sendt migranter tilbage flere end 2,8 millioner gange.

Nu er loven så fortid, og den har fået manges øjne til at rette sig mod grænselandet.

Historien finder du lige her.

Rockerklub træffer »det sværeste valg nogensinde«: »Det er med stor sorg i vores hjerter«

Rockerklubben Satudarah har i en lang periode været Danmarks største målt på medlemmer. Nu er det pludselig slut.

»Det er med stor sorg i vores hjerter, at vi må meddele, at SMC (Satudarah MC, red.) Danmark er fortid,« skriver rockerklubben i en sms til B.T.

»Vi har igennem alle disse år lagt alle vores kræfter, sved og tårer i SMC, men efter længere tids uenigheder med andre lande om, hvilken kurs klubben skulle tage, har vi følt os nødsaget til træffe det sværeste valg nogensinde og har nu forladt Satudarah MC efter 10 lange år.«

Det betyder dog ikke, at rockerklubben nedlægger sig selv. Satudarah MC genopstår under det nye navn Comanches MC (CMC).

»Nogle gange går tingene i livet bare ikke, som man ønsker dem. Ikke alle fra det tidligere SMC Danmark har valgt at gå med, mens andre ikke har været ønsket, dog var tilslutningen til CMC så stor, at SMC nu er lukket ned i Danmark,« skriver klubben til B.T.

Læs med her hos B.T.

Brian Mikkelsen om voldstiltalt topchef: »Jeg havde ikke fyret ham«

Hvis sagen om Finanstilsynets nu tidligere direktør, der er tiltalt for vold mod en parkeringsvagt, havde udspillet sig for ti år siden, havde det ikke kostet ham stillingen.

Det vurderer direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen i Berlingske-podcasten »Østergaards salon«.

Det vigtigste for en virksomhed i dag er de dygtige medarbejdere, fortæller Brian Mikkelsen, der er direktør i Dansk Erhverv. Derfor er tiden med dårlige chefer også ved at være forbi, mener han. Thomas Lekfeldt/Arkivfoto

Der hersker ingen tvivl om, at der i dag er større bevågenhed om topchefer, der ikke opfører sig ordentlig på arbejdspladsen eller i privatlivet. Ifølge den tidligere erhvervsminister er dette noget, der fylder rigtig meget i erhvervslivet lige nu.

»Når jeg snakker med CEOs fra alle mulige virksomheder, fylder det utrolig meget af to årsager. Den ene er den personlige integritet, hvor man er bange for at træde ved siden af – det kan have kæmpe, kæmpe, kæmpe konsekvenser,« siger Brian Mikkelsen:

»Den anden del er, at man som leder er interesseret i det bedst mulige klima.«

Du kan lytte til hele episoden af »Østergaards salon« her.

Det sker i dag:

  • Københavns Byret afsiger klokken 12.15 kendelse om, hvorvidt der skal være lukkede døre eller ej i straffesagen mod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. Forstå her, hvorfor det kan blive afgørende.

  • Der er grundlovsforhør i en sag, hvor en 30-årig mand er sigtet for drabet på en 48-årig mand på Vesterbro i København natten til onsdag.

  • Lærlingeoprøret, Ungdomsfagbevægelsen og DSU arrangerer svendegilde, som skal fejre de nyudlærte svende i samme stil som studenterne fejres hvert år.

Og så er det i øvrigt i dag, at Berlingske går i luften med et splinternyt nyhedsbrev, der stiller skarpt på de vigtigste historier om København og hovedstadsområdet. Læs mere om »Din Metropol« her – og tilmeld dig herunder:

God fredag!