Berlingske er en hovedstadsavis, og vi vil gerne være til stede der, hvor avisens læsere bor, lever og arbejder, og tilbyde dem endnu mere indhold om deres hovedstad.
Derfor lancerer Berlingske et nyt digitalt nyhedsbrev ved navn ‘Din Metropol’, der udkommer hver fredag. Det sker for første gang fredag 12. maj.
»I ‘Din Metropol’ samler vi de vigtigste historier om København og hovedstadsområdet. På fem minutters læsning bliver man opdateret på alt det bedste indhold fra Berlingske og får mulighed for at fordybe sig mere, hvis man har lyst og tid,« fortæller Kasper Krogh, redaktionschef for indland og Metropol på Berlingske.
Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her eller i boksen herunder.
Berlinske har gennem de seneste år intensiveret sin dækning af hovedstadsområdet, og i anledning af kommunalvalget i 2021 lancerede avisen en særskilt hovedstadssektion kaldet Metropol, som fokuserede på København og hovedstadsområdet.
Interessen hos læserne var så stor, at Berlingske har fortsat sin intensive dækning af hovedstadsområdet. Hver uge udgives adskillige nyheder, features og reportager fra København og de omkringliggende kommuner i hovedstadsområdet.
Det er netop det stof, som nyhedsbrevet ‘Din Metropol’ vil opsummere på en kort og præcis måde.
Det vil også komme vidt omkring rent geografisk – fra Nordsjælland over Roskilde og Køge til centrum af København:
»Vi kommer vidt omkring, for vores dækning handler om alt lige fra metroen, parkering, nye byggerier, de mest interessante politiske slagsmål om byens fremtid og meget andet. Vi lover læserne at udvælge det bedste af det bedste, og så runder vi altid af med en skarp anbefaling fra AOK til, hvad du kan bruge din weekend til i København,« siger Kasper Krogh.