Formand i Region Hovedstaden: »Hvis jeg fik kræft i morgen, ved jeg godt, hvor jeg ville indlægges«

»Jeg må erkende, at det bare ikke er godt nok, når vi ikke behandler og udreder patienterne hurtigt nok,« lyder det fra regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) efter kritisk analyse. Venstre i regionen truer med statsindgreb.

Sophie hæstorp
Region Hovedstaden har et godt sundhedsvæsen, et rigtigt godt et endda. Men der er helt klart også nogle områder, hvor det halter, vurderer regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S). Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Region Hovedstaden har et godt sundhedsvæsen, et rigtigt godt et endda. Det mener formanden for regionsrådet i Region Hovedstaden.

Men der er helt klart også nogle områder, hvor det halter. Det gælder blandt andet i forhold til at få initiativer ført ordentligt ud i livet og få undersøgt og behandlet patienterne hurtigt nok.

Der skal man blive langt bedre til at levere, end man er i dag.

Det er meldingen fra Sophie Hæstorp Andersen (S), efter at Berlingske i en analyse har påvist, at sundhedsvæsenet i hovedstadsområdet på en række områder præsterer dårligere end sygehusene i de fire andre regioner.

»Hvis jeg fik kræft i morgen, ved jeg godt, hvor jeg ville indlægges. Vi har nogle meget stærke kliniske miljøer i Region Hovedstaden og ligger rigtigt godt med hensyn til overlevelse efter kræft,« siger hun.

Her befinder man sig på plussiden, men der er også en bagside, er budskabet.

»Jeg må også erkende, at det bare ikke er godt nok, når vi ikke behandler og udreder patienterne hurtigt nok, og der er også noget at komme efter, når det handler om at implementere for eksempel nye IT-systemer,« siger Sophie Hæstorp Andersen med henvisning til den omstridte Sundhedsplatform.

Ifølge analysen halter Region Hovedstaden blandt andet efter, når det gælder om at overholde den såkaldte udredningsret, som skal sikre patienterne hurtige undersøgelser, ligesom også hjælpen til børn og unge med psykiske lidelser i mange tilfælde trækker længere ud, end det er tilfældet i de andre regioner.

Det har udløst hård kritik fra blandt andre sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), der finder det uacceptabelt, at der er så store regionale forskelle på hjælpen til patienterne.

Der tegnes et »skævt billede«

Det er også holdningen hos Danske Patienter.

»Patienter overalt i landet skal kunne forvente den samme høje kvalitet. Derfor overrasker og bekymrer det mig, at man scorer så lavt i Region Hovedstaden. Det er ikke acceptabelt, og derfor forventer jeg, at man fra ledelsens side får kigget på disse tal og får set på, hvad der skal til for at forbedre sig,« siger direktør Morten Freil.

De pointer er Sophie Hæstorp Andersen helt enig i. Hun er heller ikke selv tilfreds med, hvor regionen ligger i sammenligning med de øvrige regioner.

»Vi skal sætte både ledelsesmæssig og politisk kraft ind på at gøre det bedre. Vi skal have fokus på, hvordan det bliver »oversat« og fulgt op i forhold til medarbejderne, når der kommer ny lovgivning og et klart politisk ønske om for eksempel at overholde behandlings- og udredningsrettighederne,« siger Sophie Hæstorp Andersen.

Hun tilføjer også, at Region Hovedstaden har bedre adgang til ikke mindst de eftertragtede speciallæger.

Man mangler heller ikke udstyr, for eksempel CT-scannere, og stærke forskningsmiljøer. Men så har man til gengæld mangel på andre medarbejdergrupper, for eksempel sygeplejersker og jordemødre, så der den vej rundt kan opstå flaskehalse.

»Der tegnes et lidt skævt billede af hovedstaden som et sted, hvor vi svømmer i manna og honning, når det gælder ressourcer. Det kan jeg ikke genkende. Vi har også udfordringer.«

Argument for sundhedsreform

Som årsager til, at Region Hovedstaden sakker agterud, har eksperter peget på blandt andet den konfrontatoriske stemning, der hersker mellem ledelsen i regionen og centrale personalegrupper, for eksempel de praktiserende læger og overlægerne, hvilket har skinnet tydeligt igennem i forbindelse med driften af akuttelefonen 1813 og Sundhedsplatformen.

»Jeg synes ikke, vi er konfrontatoriske, men der er noget, vi kan blive bedre til, for eksempel til at lytte og til at forberede os bedre, når vi skal implementere noget,« siger Sophie Hæstorp Andersen.

På Christiansborg bruger regeringen problemerne i Region Hovedstaden som et argument for sin kommende sundhedsreform, hvor regionerne kan ende med at blive nedlagt i deres nuværende form.

Også internt i regionsrådet skærper Venstre tonen. Partiets frontfigur, Martin Geertsen, som også sidder i Folketinget, kræver, at der hurtigt fremlægges en plan, som kan bringe regionen på niveau med de øvrige regioner.

Sker det ikke, vil han være parat til at kræve et skærpet statsligt tilsyn med regionen, og i sidste ende at regionen sættes under administration af sundhedsministeriet.

Venstre-truslerne preller af på Sophie Hæstorp Andersen. Problemerne i Region Hovedstaden bør aldrig kunne blive en undskyldning for en »heftig centralisering« for en regering, der selv er hårdt presset af problemer på skatteområdet netop som følge af en centralisering, mener hun.

»Det må også være svært for Martin Geertsen at spille på to heste og kræve en centralisering, når han selv har medansvar for de beslutninger, vi har truffet i regionsrådet,« siger hun.