Folketinget krummer tæer: »En dybt, dybt problematisk koloni-tankegang«

Vanvittigt, forfærdeligt, utrygt, absurd – og udtryk for en dybt problematisk koloni-tankegang. Donald Trumps ønske om at købe Grønland med knap 56.000 indbyggere vækker hovedrysten på tværs af Folketinget.

USAs præsident Donald Trump har angiveligt et ønske om at købe Grønland, der har stor geopolitisk betydning for USA. Fold sammen
Læs mere
Foto: REUTERS/Jonathan Ernst

»Jeg troede først, at det var en joke. Tiden, hvor man kunne købe et land og dets befolkning, er heldigvis slut for mange år siden,« siger Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen efter nyheden om, at USAs præsident, Donald Trump, angiveligt har et ønske om at købe Grønland.

Samtlige danske politikere, Berlingske fredag morgen har talt med, tager skarpt afstand fra ideen om at sælge Grønland hen over hovedet på landets mere end 55.000 indbyggere.

»Hvis historien er rigtig, så er det for mig det endegyldige bevis på, at Donald Trump er blevet vanvittig. Det er en fuldstændig død sild. Jeg ved ikke, hvordan man i 2019 kan få sådan en idé om at købe 50.000 danske statsborgere,« siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen.

En forfærdelig tanke

Også hos en tidligere udenrigsminister, de Radikales Martin Lidegaard, bliver Donald Trumps ambitioner mødt med hovedrysten.

»Tanken om at købe et andet land hører en anden tid til, så det er lidt svært at forholde sig til det rygte. Og jeg vil også gerne se det, før jeg tror det,« siger han.

»Det er en forfærdelig tanke, fordi det vil splitte rigsfællesskabet, og jeg tror, det vil få vidtrækkende konsekvenser for det grønlandske samfund,« siger Martin Lidegaard.

Tilsvarende har en række fremtrædende danske politikere på sociale medier mødt den amerikanske præsidents ønske med tåkrummen og hovedrysten. Herunder tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Ifølge amerikanske The Wall Street Journals kilder har Donald Trump adskillige gange luftet sin interesse i at købe Grønland, der med Thulebasen og den centrale placering i det arktiske område har stor geopolitisk betydning for USA.

»Alene tanken om, at Donald Trump skulle købe Grønland er så absurd, som noget overhovedet kunne være. Så jeg forventer, at regeringen pædagogisk, men meget klart siger til Donald Trump, når han besøger København, at Grønland altså ikke er til salg. Vi har et rigsfællesskab, så længe Grønland ønsker at være en del af det. Og det er grønlænderne selv, der bestemmer, hvad der skal ske med landet,« siger Venstres Michael Aastrup Jensen.

Koloni-tankegang

Donald Trumps angivelige ønske om at købe Grønland er endnu ikke blevet omsat i et konkret tilbud til Danmark. Det er imidlertid sket tidligere. I 1946 ønskede den daværende amerikanske præsident Harry Truman også at købe Grønland. Dengang lød buddet på 100 millioner dollar.

»Det er ikke første gang, USA er ude efter Grønland. Men hvis det er rigtigt, at Donald Trump seriøst går og fantaserer om sådan et køb, så er det i mine øjne udtryk for en dybt, dybt problematisk koloni-tankegang. Grønland er ikke noget, man bare kan købe og sælge. Der bor en befolkning, som selv skal bestemme over landet,« siger Enhedslistens Eva Flyvholm.

Også Aaja Chemnitz Larsen, medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit og næstformand i Grønlandsudvalget, håber, at regeringen vil gøre det klart over for Donald Trump, at et eventuelt tilbud om at købe Grønland er dødfødt.

»Det er en tankegang, hvor man mener, at man kan købe og sælge lande efter forgodtbefindende. Men jeg tænker, at vi er et land og et folk. Det er enormt vigtigt, at vi også bliver set og hørt, og når man som leder ytrer sig på den her måde, så ville jeg ikke være tryg ved at lade ham skulle være øverste leder for Grønland. Det er i virkeligheden enormt utrygt, og jeg håber, at man fra den danske regering side siger meget klart fra over for Donald Trump i forhold til at sælge Grønland til USA,« siger Aaja Chemnitz Larsen.

Berlingske har også bedt om udenrigsminister Jeppe Kofoeds (S) såvel som statsminister Mette Frederiksens (S) syn på sagen, men har fredag formiddag ikke fået svar fra de to ministre.