Grønlandsk folketingsmedlem siger nej tak til Trump: »Det er enormt utrygt«

På trods af gnidninger i relationen mellem Grønland og Danmark siger det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA) meget klart fra over for Donald Trumps angivelige idé om at købe Grønland.

Arkivfoto: Folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen fra det grønlandske Inuit Ataqatigiit er ikke begejstret for rygterne om, at Donald Trump ønsker at købe Grønland og opfordrer den danske regering til kraftigt at tage afstand fra rygtet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det vækker ikke glæde hos det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA), at den amerikanske præsident, Donald Trump, angiveligt har fået sit embedsværk til at undersøge USAs muligheder for at købe Grønland.

»Min umiddelbare reaktion er: Nej tak,« siger Aaja Chemnitz Larsen efter at være vågnet til nyheden.

»Det er i virkeligheden enormt utrygt, og jeg håber, at man fra den danske regering siger meget klart fra over for Donald Trump i forhold til at sælge Grønland til USA,« lyder det fra Aaja Chemnitz Larsen, der er næstformand i Grønlandsudvalget i Folketinget og bl.a. medlem af Den Arktiske Delegation og Udenrigsudvalget.

Aaja Chemnitz Larsen, folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit

»Det er grænseoverskridende og ubehageligt.«


Amerikanske Wall Street Journal skriver, at mediet ifølge kilder har fået at vide, at Trumps embedsværk har undersøgt mulighederne for at købe Grønland, bl.a. fordi Grønland er et vigtigt geopolitisk område for USA.

Men på trods af uenigheder mellem Grønland og Danmark vil Aaja Chemnitz Larsen hellere fortsætte som hidtil end at skulle ind i den amerikanske fold.

»På trods af de gnidninger, der kan være mellem Danmark og Grønland, tror jeg stadig, at Grønland er bedst tjent med at have en relation til Danmark, særligt når vi snakker hele selvbestemmelsesprocessen. Selv om der er udfordringer i relationen mellem Grønland og Danmark, så er vi trods alt rigtig godt på vej til at sikre noget mere selvbestemmelse,« siger Aaja Chemnitz Larsen, der er bosat både i Nuuk i Grønland og i Danmark.

Ydermere understreger Aaja Chemnitz Larsen vigtigheden af, at man skal høre og se befolkningen på Grønland, når en national leder angiveligt giver udtryk for, at man »kan købe og sælge et land«.

»Når man som leder ytrer sig på den her måde, så ville jeg ikke være tryg ved at lade ham skulle være øverste leder for Grønland,« fastslår hun.

Dog, siger Aaja Chemnitz Larsen, vil det ikke nødvendigvis være alle grønlændere, der afviser ideen i samme omfang, som hun selv gør:

»Der vil være nogle i Grønland, der vil være interesseret i at se, hvilke muligheder det kan give, hvis USA købte Grønland. Men jeg tror, man er nødt til at kigge på det langsigtede og sige, at det velfærdssamfund, vi har i Grønland, er bygget op omkring nogle værdier, der stammer fra et nordisk velfærdssamfund. Det vil man få smadret, hvis man bliver amerikansk,« siger Aaja Chemnitz Larsen og henviser til fri uddannelse og sundhedshjælp.

»Selv om vi har rigtig store udfordringer – også med at sikre en troværdig ledelse af det grønlandske samfund og sikre en bedre velfærd i Grønland – så synes jeg, vi er bedre tjent med at have en relation til Danmark end en relation til USA.«

Ifølge Wall Street Journal er det Grønlands ressourcerigdom samt geopolitiske vigtighed, der er årsagen til den amerikanske præsidents interesse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Det fremgår ikke helt tydeligt af artiklen, om det er sagt i spøg eller i alvor. Tager du det alvorligt, eller skal man ikke tage det så tungt?

»Det er svært, når man generelt følger med i nyhederne og ser, hvordan Trump agerer. Så virker det ikke overraskende, at han siger det. Men jeg synes, det er at gå over stregen, og det er jo ikke noget, man drøfter på den måde. Det er noget, man må tage fortroligt, og det er noget, man skal tage med respekt for det folk, som bor i Grønland i stedet for at tage det med at overtage et land på rygtebasis. Det er grænseoverskridende og ubehageligt,« siger Aaja Chemnitz Larsen.