Lidegaard: En forfærdelig tanke at sælge Grønland til Trump

Tanken om at købe et andet land hører en anden tid til, siger Danmarks tidligere udenrigsminister om Donald Trumps ønske om at købe Grønland.

Radikales Martin Lidegaard og Venstres Jakob Ellemann-Jensen under folketingets åbningsdebat på Christiansborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Det er med en vis mistro, tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R) møder nyheden om, at USAs præsident Donald Trump angiveligt har et ønske om at købe Grønland.

»Tanken om at købe et andet land hører en anden tid til, så det er lidt svært at forholde sig til det rygte. Og jeg vil også gerne se det, før jeg tror det,« siger Martin Lidegaard.

Ifølge den amerikanske avis The Wall Street Journals anonyme kilder har Donald Trump ved flere lejligheder luftet sin interesse i at købe den enorme ø, der med Thulebasen og den centrale placeringen i det arktiske område har stor geopolitisk betydning for USA.

Grønland har stor militær betydning for USA, ikke mindst på grund af Thule-basen, som blandt andet huser radarer, der indgår i det amerikanske missilskjold. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ulrik Bang.

»Det er en forfærdelig tanke, fordi det vil splitte rigsfællesskabet, og jeg tror, det vil få vidtrækkende konsekvenser for det grønlandske samfund,« siger Martin Lidegaard, der var udenrigsminister i årene 2014 til 2015 og i dag er udenrigsordfører for De Radikale.

»Hvis det rygte virkelig er sandt - og lad os nu se, om det er det - så er det klart, at det i sidste ende må være den grønlandske befolkning, der får det afgørende ord i den sag. Men i min optik ville det være en rigtig skidt idé for både Danmark og Grønland,« siger han.

Hvorfor ville det være skidt for Grønland?

»Når man ser på, hvordan oprindelige befolkninger på kloden er blevet behandlet, og hvordan de har haft mulighed for at styre deres eget liv under, så må man nok sige - selv om det dansk-grønlandske forhold ikke altid har været perfekt - at den grønlandske befolkning alt andet lige er dem, som har kunne udvikle sig mest på egne præmisser. Og jeg tror, at det ville blive betydeligt sværere, hvis man var splejset til en supermagt frem for en småstat som Danmark,« siger Martin Lidegaard.