Fie Laursen opfordrer piger til at sælge brugte trusser – nu vil politikere lave regler for influencere

Influenceren Fie Laursen har de seneste dage reklameret for sugardating og opfordret sine følgere til enten at tage på sugardates eller at sælge deres brugte trusser for at tjene lette penge. Udtalelserne har mødt massiv kritik, og nu vil flere politikere se på reglerne for, hvad influencere må reklamere for og opfordre til over for børn og unge.

Fie Laursen er en af Danmarks største influencere med 345.000 følgere på Instagram. Mange er under 18 år, og derfor bliver hun nu kritiseret for at reklamere for sugardating, som eksperter frygter kan føre børn og unge ud i prostitution. Maria Albrechtsen Mortensen

Blogger og influencer Fie Laursen er kommet ud i en shitstorm, efter at hun torsdag lagde en reklame for sugardating på sin Instagram-profil.

»Hvis der sidder nogle piger over 18, der sidder og tænker »wow, jeg kunne godt bruge lidt luksus i min hverdag«, så kan I enten ligesom mig sælge jeres brugte trusser. Men I kan også tage på sugerdates i stedet for, at I går på Tinder og bliver fucket op af en eller anden psykopat og ikke får en skid ud af det,« lød det i en story på Instagram fra influenceren.