Som han står der i sin skræddersyede ministeruniform med guldknapper og »sovsekande« på hovedet, kan man ikke lade være med at tænke, at det var lidt ærgerligt, at Søren Pind ikke blev direktør for Det Kongelige Teater.
Dramaer - både komedierne og tragedierne - er selve det stof, han er gjort af.
Det er sidste dag på kontoret. Søren Pind har indtaget næsten alle rollerne i det politiske Danmark i mere end 25 år, og nu er det slut. Han bukker for sidste gang foran kameraerne og alle gæsterne til overdragelsesforretning i Uddannelses- og Forskningsministeriet.
»Min energi er ikke, som den skal være. Jeg er mæt, ikke af dage, men af politik,« siger han.
Hatten har han taget af, for, som han forklarer, er han midt i en biografi om Napoleon, der blev betragtet som en proletar, fordi han ikke tog hatten af indendørs.
Blandt tilhørerne tales der om, hvordan Pind mon vil affinde sig med en ny tilværelse uden for projektørernes lys. »Det kan blive en meget stor omvæltning for ham,« siger en af gæsterne.
Ingen formår som den afgående minister at skabe sig selv en scene, hvorfra han både mestrer det dybe, det intellektuelle og tænksomme og at spille rollen som den folkelige, synge en sang og begejstre med sjove citater og anekdoter fra verdenshistorien - eller bare sine egne år som minister, borgmester og Venstre-mand.
»Det har været 17 meget inspirerende måneder,« siger ministeriets departementschef Agnete Gersing og ser ud, som om hun mener det. Hun tilføjer:
»Vi har talt meget om kvalitet i uddannelserne, forskning, dannelse, fremtiden og teknologisk udvikling. Men vi har også talt om verdenshistorien og dansk politik, musik og litteratur. På vores interne møder får du i løbet af 20 minutter afleveret mindst et og gerne to eller tre velvalgte citater. Og en fortælling fra det virkelige liv, og når det går højt også ofte en sang.«
Som forsknings- og uddannelsesminister har Søren Pind sat masser af projekter i søen og nedsat den ene arbejdsgruppe efter den anden. Hans politisk uerfarne efterfølger Tommy Ahlers kan enten sætte sig på broen af de skibe, der allerede er sat i søen og fuldføre Søren Pinds værk, eller han kan feje det hele af bordet og sætte sin egen kurs.
Embedsmændene i lokalet er spændte på, om de havner i løvens hule, eller om løven - den nye chef - forvandler sig til et lam. I krogene taler de om, at det sidste nok er mest sandsynligt.
Tommy Ahlers, som meldte sig ind i Venstre tirsdag aften, da Lars Løkke Rasmussen havde ringet til ham, får de første mange måneder travlt med at holde sig på ryggen af den politiske tiger og embedsmændene fra døren, som har det med at fylde tomrummet ud.
Når Søren Pind nu træder ned fra scenen, er det med hans egne ord, fordi han er tømt for energi og den konstante sult, som den norske forfatter Knut Hamsun skriver om i sin roman af samme navn. Den er forsvundet som hans faste følgesvend.
Udsigten til en ny formand for Venstre, som ikke er ham selv - efter et eventuelt valgnederlag - har givetvis også spillet ind. Og kedsomheden, som i de seneste måneder har drevet »fremtidsministeren«, som han har kaldt sig selv, ud i slagsmål om det københavnske vandtryk og en buste af Ronald Reagan på Sankt Annæ Plads.
I det sidste halve år var det, som om Søren Pind hellere ville spille alle andre roller end den, der var skrevet til ham.
Og nu vil han prøve noget nyt. Men en dag dukker han frem fra kulissen igen med nye replikker og i en helt anden uniform. Bare vent.
Dansk politik bliver kedeligere uden Søren Pind. Det siger de fleste. Han er en original i ordets bedste betydning. Ikke bygget på en politikerfabrik i udkanten af Herning eller som alle de andre masseproduceret i de politiske ungdomsorganisationer og spyttet ud efter fem år på Institut for Statskundskab.
Temperaturen i lokalet stiger, og de griner højt ad hans spidse humor, mens han overdrager forretningen. Søren Pind fortæller om en duel, han for mange år siden havde med daværende formand Anders Fogh Rasmussen. Teser var det, man kunne strides om i Venstre, og den lange ordveksling sluttede med, at Fogh irriteret sagde, at den rebelske Pind jo også kunne udvise lidt beskedenhed, hvortil han svarede, at han i betragtning af sit talents enorme størrelse, faktisk syntes, at han holdt sig meget tilbage.
Morskaben og alvoren følges ad, som i enhver god klassiker. Så Søren Pind slutter af med en formaning til sin efterfølger i et ministerium, som gør alt for at berede fremtiden for ungdommen. Han bliver nødt til at tage fat på den »følelse af ulykke, som mange unge nærer« alvorligt.
»Vi må ikke blot se dem som en del af produktionsapparatet, der skal stille sig selv til rådighed for at finansiere velfærdssamfundet,« siger Søren Pind.
Og hvorfor ikke slutte af med et hurra og et længe leve for Uddanenlses-og Forskningsministeriet og et ordentligt sving med fjerhatten. Forestillingen er forbi.
