Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.
»I Venstre er der tre strømninger: en liberal, en konservativ og en pragmatisk.«
Sådan har den nu tidligere uddannelses- og forskningsminister Søren Pind flere gange beskrevet de kræfter, som hele tiden kæmper om Venstres ånd, og han vendte tilbage til billedet med de tre strømninger, da han tirsdag forklarede sit farvel til dansk politik.
Søren Pind har som liberal frontfigur selv taget sin del af de interne kampe om partiets kurs, og hans afsked risikerer at svække Venstre på et tidspunkt, hvor det borgerlige Danmark reelt står svagt og leder efter nye svar på, hvad det vil sige at være borgerlig.
Selv om vi har en borgerlig regering, fører den ikke så borgerlig politik, at det for alvor rykker. Dansk Folkeparti er størst i blå blok, og der er ikke meget borgerligt over dét parti. Under en tredjedel af vælgerne agter at stemme på et af de tre borgerlige partier.
Der er en tæt sammenhæng mellem Søren Pinds analyse af ubalancen i Venstre og det borgerlige Danmarks svage position. Borgerligheden er i disse år alt for ofte reduceret til en snu kræmmermentalitet og en kedelig forvaltning af magten, og det er ikke tiltrækkende nok for vælgerne.
Søren Pind nåede som minister at stå i spidsen for fire forskellige ressortområder, men han var ikke bare leder og administrator – nej, han var frihedsminister, fremtidsminister og sherif. Det siger ikke kun noget om Pinds humor og originalitet, det siger også noget om hans sans for de følelser, den ånd og den politiske substans, som borgerlige hjerter inderst inde banker for.
Trist er det, at Venstre ikke længere kan rumme en figur som Søren Pind. Men partiet kan stadig nå at samle Pinds liberale handske op – og Lars Løkke Rasmussens valg af nye ministre tyder på, at han i hvert fald har lyst til det.
Man finder næppe en mere liberal profil i Venstre end Eva Kjer Hansen, og hun har gennem sit tidligere ministervirke demonstreret, at hun står ved sin ideologiske kerne.
Jakob Ellemann-Jensen er en lysende og hurtigt voksende politisk stjerne, som også er kendt for sit stærke liberale sindelag. Som politisk ordfører har han været nødt til at forsvare alle hjørner af Venstres politik, men som ny miljø- og fødevareminister har han nu en bedre chance for at vise vælgerne, hvad det betyder at være borgerlig: At man med virkelyst og fremskridtstro kan drive samfundet fremad, så vi bliver både rigere, friere og grønnere.
Den nye uddannelses- og forskningsminister, Tommy Ahlers, har i hvert fald som iværksætter stået for nogle meget liberale holdninger, ligesom han har kritiseret politikerne for at mangle visioner. Nu har han selv chancen for at være visionær.
Som bekendt er det ofte sådan, at man først opdager, hvad man har, når man mister det. Lad os håbe, at Søren Pinds exit vækker så stor eftertanke i Venstre, at partiet igen giver plads til både de visionære debatter og de tre strømninger, som kan sikre partiet den nødvendige bredde og fornyelse for at være Danmarks bærende borgerlige parti.