Brødre, lad værktøjet ligge,
hvad skal vi bruge det til?
Arbejde gider vi ikke,
det har vi tyskerne til.
Sådan lyder Jacob Haugaards omskrivning af en gammel arbejderklassiker, der var oppe i tiden for en snes år siden – og nu skulle have gode muligheder for at få en renæssance sammen med resten af bevægelsen for de bevidst arbejdssky elementer.
I hvert fald er det der med arbejde ved at blive en noget forskruet ting, mener forfatterne til ugens mest interessante bog, hvor Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen argumenterer for, at op til 50 procent af alt det, vi går og laver for penge, simpelthen er formålsløst pseudo-arbejde.
Evindelige møder uden konkret indhold, formålsløse projekt-prospekter, der lægger op til endnu mere formålsløse konferencer, hvor varm luft i litervis bliver tovholdt og fremadrettet adresseret uden anden mening, end at vi er mange, der gerne vil føle os vigtige, og så længe vi støtter hinanden i det, så lever livsløgnen.
Hårde ord, men man har længe haft en lurende mistanke om, at det var sådan fat i mange af det moderne livs nye jobfunktioner. Til gengæld er der nok en del steder, hvor de vil have svært ved at se, at man kunne klare det hele med den halve indsats.
Lærerne for eksempel. Deres arbejdstid er der blevet talt meget om i ugens løb, men der er dog ikke nogen, der har kaldt den pseudo. Til gengæld er det slagsmålet om den, der - i skrivende stund fredag - er ved at sende landet ud i en storkonflikt. Så vidt jeg forstår.
Stridens æble er, hvornår den arbejdstid skal gøres op – en gang om året som nu – eller hver eller hver tredje måned, som lærerne vil have det. Set udefra kunne det godt se ud til at være en overskuelig strid, som man godt kunne ende med at klunse om, når man nu alligevel ikke var kommet videre efter 258 timers indædt forhandling, men den slags tricks er lærerne vist alt for sure til.
Så virker det i første omgang mere reelt med den betalte spisepause- diskussion. Her ligger trods alt to en halv times arbejde – pseudo eller ej – om ugen. Der er godt nok det ved den strid, at den på en måde ikke er der. Arbejdsgiverne siger, de ikke har nogen planer om at fjerne spisepausen, men skal de forpligte sig ind i fremtidige generationer, så skal det da koste lidt. Mens FOA bare vil have en garanti for noget, de altid har haft, og derfor da ikke vil betale for det.
Her kan man jo sige, at meget ville være lettere, hvis alle parter læste bogen om pseudo-arbejde og erkendte, at vi bare ikke har brug for alt det arbejde.
Imens har vi andre kunnet følge slagets gang fra de pseudo-arbejdende reportere uden for Forligsen, der står på spring og er klar, når det hele måtte ende i hvid røg eller mere sort snak.
Men det var ikke den eneste strid, der blev arbejdet på i denne uge. Klassikeren »højrøvede københavnere mod bonderøvene udefra« tog endnu en tur i ringen, som endte med, at regeringen måtte droppe en ellers lovet udligningsordning mellem kommunerne. Man turde vist ikke tage tæskene, da politikerne kom til at se på kalenderen, at der nok højst er et år til næste valg.
Dog fik man lige rykket rundt på nogle flygtningeudgifter, som angiveligt vil koste København en halv milliard. Og for at sætte trumf på vedtog regeringen dagen efter at beslaglægge størstedelen af kommunernes parkeringsindtægter, hvilket vil koste København en kvart milliard. Det fik Frank Jensen op i det røde felt. Regeringen og DF er bare ude på at pelse København, rasede S-overborgmesteren, og man kan vel godt sige, at det ikke umiddelbart virker som en del af Venstres nye charmeoffensiv over for storbyfolket.
Men hvad kan vi københavnere gøre? Sende flere ulve til Jylland? Ja, det er ikke, fordi jeg egentlig føler mig personligt ansvarlig for de vilde dyr i de jyske skove, men man forstår jo på debatten, at de der ulve, det er et fritidsprojekt for os caffelattedrikkende, pseudoarbejdende internationalister fra 2100 Spelt.
Ulvedebatten er blusset op igen, efter at en våbenfør jyde skød en ulv, og nu foreslår Socialdemokratiet så, at man hegner ulvene ind. Lidt vanskeligt i betragtning af, at ulvene er glade strejfere – det var faktisk derfor, de kom herop fra Tyskland – men man skal nok ikke satse for meget på fakta i det, der nærmer sig et valgår. Heller ikke de fakta, der siger, at der stadig er større risiko for at blive kørt ned af en traktor end at se en ulv knurre i Ulfborg og omegn. Men der blev jeg vist for københavneragtig igen.
Men fakta er jo også en lidt overvurderet størrelse. Tibet-kommissionen, for eksempel, afleverede jo en fin rapport, der frikendte stort set alle over funktionærniveau. Nu viser det sig så, at de åbenbart ikke havde indsigt i de chefer og ministre, vi andre troede, de undersøgte. Men så er det jo også nemmere at komme til positiv konklusion.
Heller ikke Donald Trump er alt for fakta-glad. Igen i denne uge måtte han kæmpe mod festlige historier fra den FBI-chef, han har fyret. Og man har indtryk af, at stort set alle, han har fyret, er i gang med at skrive bøger om de glade dage under Trump. Det kan blive til en del bøger, men noget skal de jo lave, alle dem, der står uden arbejde.
Pseudo eller ej.