Ugen på kanten: Nu bliver det hele lidt kedeligere

Det regnede i tirsdags. Det er der som bekendt ikke meget nyt i i det her land, og at det silede stille og monotont ned på arbejdernes internationale fest- og kampdag, er bestemt heller ingen sensation. Det var bare, som om det i år rammede hele stemningen ganske godt ind.

Efter uger og måneders viften med røde faner, stærke paroler og alle-for-en-retorik var rækken af offentlige overenskomster kommet i hus som skidt fra en spædekalv i dagene op til kampdagen.

De var vist egentlig meget pæne i forhold til, hvad man kunne forvente, især hvad angik pengene, men alligevel: Spisepausen måtte de selv til lommerne for at sikre, enhedsløsningen var alligevel ikke sådan ment, og hele musketeredens grundfjeld, lærernes arbejdstidsaftaler, måtte bare opgives.

I stedet fik man så et ekspertudvalg, og det var der ret mange lærere, der følte som noget af en lang næse oven på al den kampgejst.

De, der bevægede sig ud til de røde faner i Fælledparken, kunne så få den forvandlet til en dryptud, mens det silende forårsvejr langsomt fortyndede fadøllet. Velkommen til virkeligheden – lidt kedelig.

Samtidig – andetsteds i byen – blev det endnu kedeligere. Inde på Christiansborg brød nyheden ud om, at Søren Pind forlader dansk politik, og sjældent har en forsknings- og uddannelsesminister vakt så mange følelser hos pressefolk og kolleger i den politiske verden. Og med god grund.

Alene den sidste måned har Pind haft hovedrollen i den ene kulørte historie efter den anden. Så var han på nippet til at blive direktør for Det Kongelige Teater, så gik han ind i en hidsig og lettere besynderlig kamp for højere vandtryk i København, og så løftede han sløret for, hvordan Frank Jensen havde snydt ham i en studehandel, der skulle bringe en Ronald Reagan-statue til Københavns centrum.

Alt sammen i den underholdende afdeling, men samtidig blev der også leveret på det politiske indhold, og festlig eller ej – hr. Pind var en politiker med ambitioner. Og da det i dagens Venstre er tydeligt, hvem der skal være kalif efter kaliffen, så var der mest ørkenvandring forude, for nu at blive i det eksotiske billede.

Om ikke eksotisk så i hvert fald gennemført farverig var også afskeden i ministeriet, hvor Søren Pind havde investeret sølle 40.000 kroner af egen lomme i en ministeruniform – komplet med sabel, sovsekande og hele svineriet – så han kunne sikre sig en standsmæssig sortie med rullende r’er på hurrrrrra-råbene. Der manglede bare en chanson, men den skal vi nok få en anden gang.

Samtidig med Pinds exit luskede også miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen af på noget mere stilfærdig vis. Han har i det hele taget holdt lav profil, siden han måtte sige farvel til fiskeriministeriet og kvote- kongerne, men nu var det åbenbart blevet for kedeligt. For at det ikke skulle ligne en indrømmelse til kratluskere og miljøfanatikere, skyndte Løkke sig at hente landbrugets gamle forkæmper, Eva Kjer Hansen, tilbage – ikke i stalden, men på fiskekutteren denne gang.

Samtidig blev en ny Ellemann skiftet ind for en anden Ellemann, så Venstrevognen er stadig i balance. Om de så kommer til at mangle en styre-Pind, eller der bare er en mindre til at smide en kæp i hjulet, det vil tiden vise.

Kedeligt er også det syn, der er vokset frem på havnefronten de seneste år, hvis man skal tro både folkestemning og arkitekturanmeldere. Her har den danske arkitekturelite og Realdania bygget et monstrum, der skal vise det ypperste, vi har inden for arkitekturen. Og det ypperste er åbenbart en hollandsk arkitekt, der smider en masse overdimensionerede containere oven på og på tværs af hinanden, sætter lys i, og så kører vi.

Sådan ser det i hvert fald umiddelbart ud, og anmeldelserne talte om både misfoster og makværk.

Også uden for landets grænser er byggeriet blevet opdaget. I britiske The Guardian undrer man sig over, at det København, der er berømt for at være en rar by at bo i, samtidig med den er smart, vil have noget, der er så koldt og goldt. Anmelderen citerer arkitektur-centrets direktør:

»Nogle finder bygningen kold, jeg vil hellere sige »cool«. Den har en Lady Gaga-vibe.« Og det kan da godt være rigtigt, mener anmelderen: »Hvis man altså kan forestille sig, at Lady Gaga smed kødkjolen og blev finansrådgiver.«

Den gode Donald Trump har også haft sit at se til på twitterkontoen i denne uge. Først på noget så usædvanligt som den høje moralske hest, da komikeren Maria Wolf sagde noget mindre pænt om tyngden af Trumps talskvindes øjenskygge. Og der går grænsen åbenbart for, hvad man kan tillade sig i amerikansk komik. Det var no-go – selv om det nok er svært at overse, at fru Huckabee Sanders fremsiger præsidentens synspunkter med en tyngde, som bar hun på verdens ulykker.

Lidt er der måske om det – der var i hvert fald ikke meget sjov for Trump- lejren i sagen om pornoskuespilleren Stormy Daniels, der sidst på ugen overtog medierne. Nu handler det om, hvorvidt Trump selv havde betalt dollar-mundkurven til kvinden – det blev lidt teknisk undervejs, men så længe historien altid kan illustreres af et godt stort helfigurbillede af Daniels, så er vi med i medierne.

Og som vi har sagt før om Trump – han bliver aldrig kedelig.