Nej, overskriften er ikke en reference til den ulv, der forrige uge blev nedskudt af en mand, der alt efter ståsted i den verserende ulvefejde kan betegnes som en jysk frihedskæmper af Skipper Clementsk æt eller en provinsiel, grundangst og biodiversitetsforagtende selvtægtsmand.
Den døde ulv lader vi trygt hvile, hvor den er: På lit de parade på DTU Veterinærinstitut på Frederiksberg, hvor den, omgivet af akademikere og urbane naturelskere, posthumt kan nyde den respekt, der aldrig blev den til del på de jyske heder.
Spørger man ordbogen, er ulvetid nemlig slet ikke en tid med ulve, men en periode præget af »uro, (økonomisk) usikkerhed eller konflikt«, hvilket den forgangne uge har budt på i rigt mål.
I TV-serien »The Sopranos« konstaterer hovedpersonen Tony lakonisk, at cunnilingus og psykiatri var årsagen til, at en blodig mafiafejde med hans onkel kom så vidt. Skal man gøre status over uge 17, er uro og usikkerhed primært blevet forårsaget af forhud, frokostpauser og fængsel på livstid.
Uro var der så rigeligt af i omskæringsdebatten, der nåede et foreløbigt crescendo. Efter mere end et årtis debat om mandlig omskæring kom der en slags foreløbigt politisk punktum i en sag, der synes lige så stædigt og jævnligt tilbagevendende som spørgsmålet om aktiv dødshjælp.
Ligesom der er massiv folkelig opbakning til at gøre det lovligt at hjælpe alvorligt syge til at dø, mens et flertal i Folketinget er modstandere, ligeså støtter hovedparten af danskerne en aldersgrænse for omskæring af drenge. Men indtil denne uge anede ingen, om der var flertal for det sidste i Folketinget.
En del politikere har de seneste år udvist en påfaldende og ukarakteristisk modvilje mod at sige deres mening om dette spørgsmål, men blev til sidst røget ud af et borgerforslag, som vil tvinge dem til at tage stilling ved stemme- knapperne. Måske endda hjulpet lidt på vej af Socialistisk Folkeparti, der lige nåede at erklære, at de var modstandere og i øvrigt ville stille det forslag, der alligevel var på vej.
Noget hændervridende og med svære betænkeligheder erklærede den liberalt ledede regering sig som modstander af en aldersgrænse og sikrede dermed forældres religionsfrihed til at omskære børn – i hvert fald så længe ingen af de involverede bærer burka eller anden ansigtsdækkende, religiøs klædedragt.
Omskæringsdebatten rykkede dog ikke kun ind på Christiansborg, den gjorde også sit indtog i lederspalterne. Selv her kan man måske ane tidens skillelinjer mellem top og bund og mellem udkant og centrum, som man kender fra både ulve- og udflytnings- debat. Den angiveligt lille mands avis, Ekstra Bladet, og det jyske hoforgan, Jyllands-Posten, erklærede sig i ramsaltede vendinger for modstandere af børne- omskæring, mens det bedre borgerskabs lidt mere urbane medier i form af Politiken samt denne avis endte med at afvise en aldersgrænse.
Også retssagen mod Peter Madsen nåede sit crescendo i den forgangne uge, da den nu meget forhenværende raket- og ubådsbygger blev idømt livsvarigt fængsel for drabet på den svenske journalist Kim Wall.
For store dele af journaliststanden var dommen utvivlsomt anledning til at drage et kollektivt lettelsens suk over ikke længere rituelt at skulle fremsætte de obligatoriske forbehold om, at Peter Madsen skam ikke var dømt endnu og uskyldig, til det modsatte var bevist, eftersom domstolen meget lidt overraskende endte med at vurdere præcis det samme, som stort set alle andre havde gjort i et lille år, i forhold til skyldsspørgsmålet.
Selv Politiken ser sig nu i stand til at afsløre gerningsmandens identitet, hvor man indtil dommen havde holdt læserne hen i spændt uvidenhed om, hvem den tiltalte mon kunne være, ved blot at omtale ham som »ubådskaptajnen«.
Ulvetidsuroen i overenskomst- armlægningen fortsætter ufortrødent. Forhandlingerne til ud på døgnets allermindste timer har efterhånden antaget et omfang, som ville få vampyrer til at føle sig hjemme, og det er så småt en overvejelse værd, om det er lærerne eller forligsmand Mette Christensen, der har mest brug for en aftale, der sikrer rimelige arbejdstider.
Selv om udkommet af forhandlingerne, med Holbergs ord, mest har været viel Geschrei und wenig Wolle – megen skrigen og kun lidt uld – er der dog i skrivende stund kommet et enkelt resultat på bordet, da FOA-formand Dennis Kristensen natten til onsdag forhandlede en delaftale på plads for 40.000 ansatte i regionerne.
I samme omgang brød formanden dog, efter mange lønmodtageres mening, den højt besungne musketered, som skulle sikre, at parterne stod last og brast og ikke lod nogen tilbage. Så måske den smule uld, der kom ud af forhandlingerne, i virkeligheden blev brugt til at lave ulvens fåreklæder.