»Det her er en enkeltstående uheldig episode«

Fonden Jagtvej 69 afviser, at Ungdomshusets brugere 1. marts stod bag urolighederne, hærværket og volden i forbindelse med demonstrationen arrangeret af netop Ungdomshuset. Advokat Knud Foldschack er bestyrelsesformand i Fonden Jagtvej 69.

Knud Flodschack for Ungdomshuset på Dortheavej i Nordvest. Fold sammen
Læs mere

Hvor mange af de i alt ni anholdte er brugere af Ungdomshuset?

»Jeg kan ikke udelukke, at de kommer i Idrætsparken og ser fodbold. Jeg kan heller ikke udelukke, at en eller to af dem – eller nogen af dem – har været i Ungdomshuset. Men jeg kan udelukke, at man i Ungdomshusets regi har været med til forberedelse, planlægning eller organisering af vold eller hærværk. Det er vigtigt, at vi ikke nærmer os en situation, hvor institutioner, sports- faciliteter eller andre kulturtilbud i København skal være lukningstruede, fordi der er nogle mennesker, som fredeligt i én sammenhæng kommer et sted og i en anden sammenhæng gør noget andet.«

Når jeg fortæller dig, at der stod personer inde i Ungdomshuset onsdag aften og kastede maling i glasflasker ned på politibetjente, og at der blev fundet petanque-kugler og et spyd, der var tilvirket, så det var spidst. Hvad siger du så?

»Jamen en bog, der bliver kastet ud af et vindue, er farlig. En petanque-kugle, der bliver kastet ud af et vindue, er farlig. Men hvis man spiller petanque eller læser bogen, er det ikke farligt. Det er helt klart, at der er ikke er noget – hverken planlægningsmæssigt eller udførselsmæssigt – som kan relatere sig til, at vi som ansvarlige i fonden kan inddrages i et ansvarsgrundlag. Derudover er der heller ikke, efter vores opfattelse, en situation, hvor vi har misligeholdt vores aftale med kommunen.«

I bygger jeres konklusion på, at gerningsmændene ikke er en del af den organiserende gruppe i Ungdomshuset ...

»De er ikke en del af dem, vi taler med, eller dem, der er med i dialogmøder med naboer, og som er med til arrangementer med lokaludvalget. De har ikke nogen relation til det, der kendetegner de fast tilknyttede brugere af Ungdomshuset.«

Kan vi forestille os, at der kommer flere sigtelser, og at nogle af dem lander hos nogle af Ungdomshusets brugere?

»Vi kan konkludere, at det her er en enkeltstående uheldig episode begået af uromagere, der ikke kan knyttes til Ungdomshuset, og som ikke bør få betydning for husets fortsatte eksistens.«