Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Læser man i Bibelen, får man et overordnet billede af, hvordan samfundet for flere tusinde år siden mente, at kvinder skal behandles. Kvinden ejes af sin far for senere at blive givet til en mand. Denne transaktion forhandles uden validering af hendes samtykke.
Er kvinden så fræk, at hun går udenfor sin fars telt alene, er hun selv ude om at blive voldtaget. Før man voldtager hende, skal man dog sikre sig, at hun ikke er gift, for i så fald krænker man en anden mands ejendom, og det er forkert. Men er hun ugift, så går det an.
2.500 år senere er vores samfund stadigvæk præget af voldtægtskultur, som gør det muligt for seksuelle overgreb at finde sted, og som forsyner gerningsmanden med undskyldninger. Så snart samfundet har defineret mig som en pige, bliver jeg oplært til altid at passe på mig selv og undgå voldtægtsscenariet, hvor en fremmed psykopat hopper ud af det blå, og på trods af solid modstand, undertvinger sig mig.
Jeg var ikke forberedt på, at gerningsmanden den dag jeg, ligesom hver tredje kvinde på Jorden, blev seksuelt overfaldet, ville være en bekendt, en sympatisk mand og god familiefar, og at jeg ikke ville kunne præstere bedre modstand end at græde og sige stop gentagende gange. Den måde, vores kultur portrætterer voldtægt på, repræsenterer ikke realiteten.
For gerningsmænd går ikke rundt om natten i neonlampernes skær. De er en del af vores samfund. De er nogens børn, søskende, forældre og kærester. Med stor sandsynlighed kender vi alle en voldtægtsmand.
Samfundet har ikke lyst til at fortælle os dette eller til at lade os vide, at disse »uhyrer« er blevet opfostret af os selv ved at lade det maskuline besejre det feminine. Da det skete for mig, var min modstand blot hele mit kropssprog, som viste mit manglende samtykke.
Men jeg kæmpede ikke imod, for som en pige har jeg lært ikke at handle på min vrede. Det er »bare drenge som driller«, når man bliver kaldt for luder i skolen, og man må ikke lave en scene, hver gang man bliver taget på røven.
Et forsøg på at lave en scene, når ens grænser er overskredet, udskammes med argumenter om, at man bare er en hysterisk feminazi, at det var bare en joke. Gode piger bliver ikke vrede og skriger, det er vulgært, og det er drengenes prærogativ.
Samtidig forventes det, at den selvsamme vulgære og hysteriske opførsel, som man til dagligt undertrykker, bliver taget i brug i tilfælde af en voldtægt. Vores kultur burde lære os, at hvis ikke det er et »Gud, ja« så er det et nej. I stedet lærer vi, at medmindre det er et hysterisk hylet »hell, no«, så er det et ja.
En kvinde kan ikke bare sige nej til en date. Den eneste virkende måde at afslå en bejler på er at sige »jeg er i et forhold«. Ellers vil manden henvende sig igen og igen - indtil hun af desperation siger ja.
Lige som for 2.500 år siden skal man kun stoppe, hvis kvinden allerede tilhører en anden mand. Hendes »nej« betyder intet i samfundet, som hylder den mand, der besejrer den utilgængelige skønhed.
Det viser sig også i, hvordan folk reagerer, når de hører om et seksuelt overgreb, der er blevet begået mod en. Flertallet insisterer på at blive oplyst om, hvem det var. Selv for mine nærmeste handler det først og fremmest om manden, som gjorde det mod mig, ikke om de følelser, jeg er efterladt med.
De fleste gerningsmænd bliver ikke anmeldt, fordi de fleste ofre, inklusiv mig selv, er efterladt med følelsen af, at det var vores egen skyld. Det var vores egen skyld, at vi kom udenfor fars telt, ligesom for 2.500 år siden. Vi passede ikke godt nok på os selv.
Statistikken er heller ikke opmuntrende: Kun 50 gerningsmænd bliver hvert år kendt skyldige, men der begås ca. 4.600 seksuelle overgreb eller forsøg på overgreb.
Vi kan ændre det. Vi kan ændre det ved at kigge på, hvordan vi til hverdag bidrager til voldtægtskultur. Det har vi alle gjort, jeg ved, jeg har. Vi kan stoppe med at påtvinge de normative binære forestillinger om seksualitet på vores børn – forestillinger om hvordan man er en rigtig mand og en rigtig kvinde. Disse roller er yderst begrænsende for, hvad vi får lov til at føle, og hvordan vi agerer. Vi kan begynde at se et nej fra en kvinde som et nej.
Vi ses udenfor teltet, xoxo, Ekaterina.
Ekaterina Krarup Andersen er bachelor i teologi og kunstner. Læs hendes blog her.