Feminismen var bedre i gamle dage

Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Krigen er vundet, søster.

Der er rendt meget menstrua­tionsblod og brystmælk under broen, siden de første feminister gik på gaden og demonstrerede sig til bedre arbejdsforhold for kvinder. Dengang krævede kvinderne med rette lige muligheder på arbejdsmarkedet, hvilket som bekendt blev løftestang for en ny verden af rimelighed og ligestilling, frigørelse og mange andre positive ting.

Men dansk feminisme anno 2017 eksisterer desværre som en overfladespænding af skum på et caféglas, som smager af kaffe, men som ingen kan slukke tørsten ved.

Moderne feminister argumenterer ikke kun for lige muligheder, for nu skal der også være resultatlighed for kvinder og mænd. Særlige foranstaltninger og hensyn skal tages til kvinder, så de kan arbejde sig frem i erhvervslivet. En tidlig analogi kunne være idrætsreglerne fra folkeskolen, hvor det talte dobbelt, når en pige scorede et mål. Skal vi gætte på, at de færreste nyuddannede lærere tør foreslå den ordning i dag – vedkommende ville formentlig fortryde i en sky af Marimekko-regnfrakker og figenstænger.

Det er i øvrigt fornærmende at antyde, at kvinder skal dobbeltfrankeres på vej ud i verden og sikkert også noget, som 68ernes kvindelige kolosser næppe havde fantasi til at forlange, men dengang var der selvfølgelig også reelle kampe at kæmpe.

Nye bryster og gammel chauvinisme

Hvis den forkerte, hvide mand udfordrer moderne feminister på nødvendigheden af deres kampe, smider nogle af dem tøjet i protest mod den mandschauvinistiske indespærring af dem, deres kroppe, deres seksualitet og deres ret til sig selv og deres tanker.

Mænd bliver som bekendt meget eftertænksomme, selvransagende og undskyldende, når de ser nøgenhed på Rådhuspladsen.

Men måske kan det slet ikke lade sig gøre at råbe højt nok i en bh, og så må det nødvendigvis foregå uden. Som et minimum skriver de i hvert fald et manifest over episoden, som da Sanne Søndergaard f.eks. bedyrede, at en mandlig cafegæst havde bedt hende og resten af hendes bord om at dæmpe sig, hvilket han »nok ikke skulle have gjort«.

Nej, det skulle han ikke, for det nytter ikke noget. Det handler ikke om at respektere hinandens caféburger til 145 kroner eller om at forblive i sin egen sfære af lyd og fagter. Det handler om mænd og kvinder.

De allernyeste vil twerke i en g-streng, uden at nogen opfatter det som seksuelt. Jeg vil prøve at afkode, hvem og hvad der er modtager af det bløde rysteshow, hvis det ikke er mænds seksualitet, men jeg kan ikke love, at jeg kommer frem til noget. Andre vil bløde igennem egen-betalte tekstiler og potentielt ud på af-andre-betalte tekstiler. Så er der dem, som vil bestride en embedspost, de ikke er den mest kvalificerede til, men som deres æggestokke tilsikrer dem. Der er også dem, der gerne ser den private ejendomsret ophævet, så de kan blotte deres brystvorter ved siden af nogens club sandwich uden at kunne henstilles til at søge enrum af ejeren af etablissementet.

Alene og blind ved fronten

Jeg ved ærlig talt ikke, om moderne feminister finder på de her ting, fordi alle de væsentlige kampe allerede er taget?

Mangler de ikke snart nogen at kæmpe for (eller imod?) Hvem er uenig i, at kvinder og mænd er ligestillet? Hvem kan undgå at opfatte, at langt flere kvinder uddannes bedre end mænd? At kvinder er mindre kriminelle og mindre afhængige end mænd? At kvinderne nyder en median position, fordi mændene tegner sig for henholdsvis den absolutte top og den absolutte bund i samfundet? Hvem skal tilsikre, at varmestuerne også fyldes af halvt kvinder og halvt mænd? Og fængslerne?

Men den ældste uretfærdighed, der fortsat står tilbage, når andre argumenter er lagt i seng, må være moderulykken. Det er meget svært at ændre på, at det er kvinderne, der føder børnene og derfor er repræsentanter for et fravær af arbejdsindsats i én eller flere perioder af deres arbejdsliv. Det er dog også kendt viden, at kvinder har mulighed for enten at fravælge børn, gøre sig uundværlige forinden eller »time« barsels­fraværet på en fordelagtig måde. Er man så svineheldig, at barnet har en far, kan barslen fordeles efter egne ønsker.

Ja, det er som tage linser af perlegrus i øjnene for nogle kvinder at læse, men det er faktisk muligt at prioritere både børn og arbejde, uden at kommunen kommer og henter babyen. Advokaten, der blev »moder-shamet« på landsplan i 2016 for at holde to ugers barsel, har vist sit barn endnu.

Det er også påfaldende, at nogle af de særligt undertrykte kvinder i Danmark stort set aldrig ses og debatteres af de moderne feminister. Det er de kvinder, der lever i et, langt og planlagt åndsfængsel, der aldrig kommer på arbejdsmarkedet, fordi de skal udfylde den kulturelle rolle i hjemmet og derfor heller aldrig lærer at tale dansk og derfor alligevel heller ikke kan bestride et job, der kan lønnes højere, end børne­pasning takseres.

Hvis ikke feminisme skulle tale for netop dem, indtil de selv kan, hvem så? Hvad kan dog være mere vigtigt?

Krudtet kunne bruges bedret

Det er åbenbart – og desværre – vigtigere, om børnehavebørn får tilbudt alsidige, kønsneutrale lege, om private familier selv må disponere deres barsel og om brystforstørrende plastikkirurgi er en kapitalistisk og mandschauvinistisk masterplan, der bare skal gøre kvinder til smukke og dependente væsner.

Kan man forestille sig noget mere monstrøst, end at en kvinde betaler en mand for at gøre hende smukkere, så hun passer ind i den tiltrækningsvirkelighed af store bryster og smalle taljer, mænd har skabt? Det kunne et busselskab i hvert fald engang, men det gør de nok ikke igen.

Hvor kunne jeg dog tænke mig, at moderne feminisme snart tog et fast greb om sin labia og brugte sin tid på noget, der rent faktisk interesserer andre end deres venner fra KVINFO.

Som med alle bevægelser og grupperinger tiltrækker koordinerede sammenhold gerne nyttige idioter, men langt de fleste moderne feminister er dybt begavede kvinder, der efter min mening bruger deres krudt forkert.

Hvis disse kvinder virkelig ville rykke, skulle de nægte at modtage diskriminerende fordele og tilkæmpe sig positioner og indflydelse på lige vilkår med resten af arbejdsmarkedet. De skulle nægte at diskutere problemer med farver på drenge– og pigemadkasser, så længe kvinder systematisk undertrykkes i parallelsamfund. Og så i øvrigt anerkende, at Danmark er blevet et temmelig lukrativt samfund at være kvinde i, fordi fortidens søsterkvinder kæmpede for de ting, vi tager for givet i dag, men at krigen formentlig er vundet for længst.

Glasset med café latte er tomt. Tilbage på bunden ligger det skum, du ikke kan drikke, men som er tilbage efter kaffen. Sådan er det – også med moderne feminisme i Danmark. Substansen er væk, og vi kan ikke få mere op af det glas.

Majbritt Maria Nielsen er jurastuderende.