»Det er det absolutte lavpunkt i vores forhold. Hvor Stuart virkelig indser: Hold da kæft, jeg er langt ude«

Et overfald i entreen for ti år siden ændrede livet for Anne Line-Ussing og hendes mand, tidligere major og FN-diplomat Stuart Press. Siden har de byttet jakkesæt ud med gummistøvler og åbnet deres hjem på Strynø for andre psykisk sårede krigsveteraner. Her møder Berlingske en håndfuld af de veteraner, der har brug for mere, end det etablerede system kan tilbyde.

Det er ikke det liv, de troede, de skulle leve. Men parret Anne-Line Ussing og Stuart Press er alligevel glade for, hvor de er i dag. Og de håber, de kan hjælpe andre til også at finde glæde og ro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Vinden river i Dannebrog-splitflaget i agterenden af den lille Strynø-færge. Men selv om det blæser 14-15 sekundmeter, er vandet forholdsvist roligt og beskyttet her mellem øerne i det sydfynske øhav.

Fremme på den nordlige del af Strynø bor en håndfuld krigsveteraner med minder, der river i deres sind. Udenfor er der roligt. Frugttræerne er begyndt at blomstre, en plettet gris grynter fra en mudderpøl på den lerede jord, og Martin, Kasper, Henrik og Ken bevæger sig roligt rundt mellem hver deres pastelfarvede skurvogn, hvor de har seng, bad og toilet.

Der er ikke meget energi i at indtage en offerrolle. Så selv om mændene hjemsøges af krigstraumer, og nogle har misbrugsproblemer, behandlingsdomme i retspsykiatrien, mistet hus, kone og børn, og én for kort tid siden har stået på Lillebæltsbroen klar til at hoppe i døden, får de at vide af 59-årige Stuart Press, at han ikke har ondt af dem. Og at de ikke skal have ondt af sig selv. De skal i stedet se realiteterne i øjnene, siger den tidligere major og FN-diplomat med autoritet i sin australske accent. Det var han selv nødt til for knap ti år siden efter en voldelig episode en juledag i hjemmet på Strynø.

Stuart Press har boet på Strynø med sin danske kone, 48-årige Anne-Line Ussing, og deres tre børn siden 2002. Med udgangspunkt i deres egne erfaringer som krigsveteran og pårørende etablerede de for seks år siden et fristed for psykisk sårede krigsveteraner, Natur Retreat for Veteraner, i deres baghave.

Veteranerne på Natur Retreatet bor i hver deres pastelfarvede vogn med eget toilet og bad. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Siden har det udviklet sig til at være det første officielle botilbud i Danmark kun for veteraner, og nu er drømmen at udvide det rehabiliterende botilbud fra seks til 15 pladser. For at behandle årsagerne til, at veteranerne ikke kan være i eget hjem, er der de seneste år blevet ansat misbrugsvejleder, ergoterapeut, psykolog og psykiater.

Stuart og Anne-Line har skabt det tilbud, de selv savnede for knap ti år siden. Siden dengang har der været stort politisk fokus på at forbedre hjælpen til skadede krigsveteraner. Men selv om der er gået 100 måneder, siden Danmark i 2010 fik sin første officielle veteranpolitik, står der stadig veteraner i kø til Strynø.

Anne-Line anslår, at hun afviser en håndfuld hver måned.

Den nyeste beboer er Balkan-veteran Ken Verner Damgaard Andersen, der med et intenst blik fortæller, at han er blevet fejldiagnosticeret og fejlbehandlet i flere år:

»Hvorfor kan man først få hjælp som her på Strynø, lige inden man når til Daka,« spørger han med henvisning til et firma, der henter og brænder døde dyr.

Ken er ligesom de øvrige veteraner diagnosticeret med posttraumatisk stress, PTSD.

Psykolog Peter Brigham sidder for bordenden, mens soldaterne på skift fortæller, hvordan det går. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Det absolutte lavpunkt

Inden turen går ud forbi grise, høns, får og det nye mongolske nomadetelt i haven, fortæller Anne-Line Ussing om det, der i sidste ende førte til åbningen af Natur Retreatet.

Tiden spoles tilbage til juledagene i 2009, hvor Stuart var inde i en dårlig periode. Han har ikke sovet ordentligt i mange år og fik på dette tidspunkt sværere ved at undertrykke en indre cocktail af depression, aggressivitet og sensitivitet over for lyde. Han kæmpede særligt med mareridt fra sin udsendelse under folkemordet i Rwanda.

Denne juledag gik han op i seng. Anne-Line besluttede at tage børnene på syv, fem og et halvt år med ud for at komme lidt væk fra den trykkede stemning.

Så lydløst som muligt fandt hun børnenes overtøj frem. Men da hun stod i entreen med den mindste på armen, må de have lavet en lyd, for pludselig kom Stuart buldrende ned af trappen fra første sal.

Hans blik var en fremmeds. Fanget i et flashback skubbede han Anne-Line ind imod væggen og greb hårdt fat om hendes hals. Hun kunne ikke sige et ord. Deres baby græd, og de to andre børn skreg. Ved et tilfælde havde de besøg af Stuarts ældste 20-årige søn fra Australien, som kunne gribe ind.

»Stuart kan i løbet af ingen tid være tilbage i et mareridt fra Rwanda, og han var bare et helt andet sted. Han var fuldstændig sort. Helt væk,« fortæller Anne-Line Ussing bevæget af det minde, som kun hun og børnene i dag kan huske.

»Det er det absolutte lavpunkt i vores forhold. Hvor Stuart virkelig indser: Hold da kæft, jeg er langt ude,« siger hun og tilføjer, at han aldrig har været voldelig før eller siden.

Anne-Line Ussing er uddannet journalist og har i flere år arbejdet med kommunikation, inden hun viede al sin tid til at hjælpe psykisk skadede krigsveteraner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Det er svært at forstå, at den rolige og myndige Stuart Press har været voldelig, ligesom det er svært at se ham i jakkesæt som højtstående FN-diplomat i Unicef, når man ser ham i gummistøvler blandt grisene. Men efter episoden indså parret, at han aldrig slipper af med sin PTSD. Og så lagde de deres liv om.

»Der måtte være en mening med, at jeg var landet i så skidt en situation. Livets mening måtte være, at jeg skulle kæmpe for den her sag. Den tanke er absolut det, som har drevet værket,« siger Anne-Line, der mødte Stuart i Sydafrika, da hun arbejdede på en FN-konference mod racisme. Det ligger dybt i hende, at man skal have lov at være den, man er. Og elske den, man elsker.

Stuart fik tilkendt pension fra Australien og begyndte stille og roligt at opbygge et lille økologisk landbrug omkring ejendommen. Det fysiske arbejde i naturen hjalp ham til at få det bedre, og parret besluttede at skabe et fristed, som andre krigsveteraner også kunne få gavn af.

De fleste veteraner, der har boet i en periode på Strynø, har hjulpet med at fodre og passe dyrene på stedet. Sommer og vinter. I solskin og i regnvejr. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

I dag står seks skurvogne i haven foruden en ny køkkenvogn og det nye mongolske nomadetelt kaldet en jurt. Veteranerne deler erfaringer og får styr på indre dæmoner, mens de fodre dyr, fisker, laver bål og beskærer buske og træer.

Hver morgen begynder med et møde i yurten. Denne dag er mødet udskudt til klokken 11 på grund af Berlingskes besøg.

Beskeder med hjerter og roser

Jurten varmes op af en elektrisk brændeovn i den ene side. Der er ingen vinduer, men et lille hul i loftet så lyset falder ned på et langbord dækket op med smør, ost og hjemmebagte boller.

Balkan-veteran Martin Jensen-Smidt er begyndt at stå op klokken 6.30 hver morgen og bage boller til dem allesammen. Han skal hjem om to uger og følger en morgenrutine, der kan fungere for ham på gården i Midtjylland, hvor han bor med sin kone og tre børn.

Da Martin Jensen-Smidt først ankom til Strynø, buldrede det i hans hoved med minder fra krigsudsendelsen på Balkan. Ved et tilfælde endte han med at snitte lidt i et stykke træ, og pludselig var der gået flere timer, hvor han ikke havde tænkt på krigen. Siden har han snittet askebægre, træmænd, dyr og en stok. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Martin taler i et dæmpet, venligt toneleje, når han ikke indimellem bryder ud i et stort grin. Det er nyt. Tidligere talte han konstant i et højt toneleje, han arbejdede fra tidlig morgen til sen aften, han sov stort set ikke, han begyndte at overspise, og med mellemrum gik han »helt amok«. Det skete for eksempel til hans ældste datters konfirmation.

Hans kone har aldrig nævnt ordet sygdom, og hvis hun blot antydede, at han ikke havde det godt, så skulle han »denondelynemig nok fortælle hende, hvem der havde det godt«.

»Jeg har også hørt, at hun har grædt mange nætter på sofaen nede i stuen. Men jeg har ikke kunnet reagere på det. Nok fordi jeg inderst inde vidste, at det var min skyld,« fortæller han.

Lidt efter viser han sin mobiltelefon med et stort, fjoget smil.

»Det der,« siger han og peger, »det er helt nyt.«

På skærmen ses deres seneste beskeder tilføjet små ikoner af hjerter og roser. Martin glæder sig til at komme hjem. Men han frygter samtidig, at han falder tilbage i den samme vrede og indesluttethed. Tidligere har han fået psykologbehandling på en specialiseret PTSD-klinik i Aarhus, men det hjalp ikke, for han blev stresset, når han skulle til og fra klinikken midt i byen. Hvis han ikke var taget til Strynø 8. august 2018, havde konen pakket taskerne.

Veteranerne deltager alle i en session med mindfullness ved bålet, hvor de skal forsøge at fokusere på deres vejrtrækning, på lydene omkring dem, på solens varme stråler mod huden. De skal være i nuet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

På Strynø kan veteranerne spejle sig i hinanden. De indser, at de ikke er alene med deres problemer og lærer at håndtere dem. Det seneste år har psykolog Peter Brigham ugentligt været på besøg for at understøtte den udvikling.

Denne dag indleder han en kort gruppesession i yurten, hvor veteranerne på skift fortæller, hvordan det går. De taler om modløshed, håb, strategier og bekymringer. Alle er plaget af mareridt og dårlig søvn, hvilket måske forklarer de mange kopper neskaffe, der bliver tømt i løbet af dagen.

Lidt senere samler psykologen veteranerne rundt om bålpladsen uden for til mindfulness. Han slår to klokker mod hinanden, og veteranerne lukker øjnene.

»Læg mærke til din indånding, udånding. I kan lade fokus gå hen på omgivelserne,« siger han langsomt, og en gris slubrer i det samme højlydt på marken ved siden af, uden at nogen fortrækker en mine.

Bagefter går nogle af veteranerne ind og hviler sig i deres skurvogne. Ken Verner Damgaard Andersen begynder at rive blade sammen, og Martin Jensen-Smidt ryger en smøg. Kort efter bliver der tændt bål ved ildstedet, hvor aftenens lammegryde med kød fra det økologiske landbrug skal tilberedes.

Aftensmaden bliver tilberedt ved bålstedet. Blandt ingredienserne er lammekød fra deres eget lille økologiske landbrug. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Et godt liv

Når Stuart Press siger, veteranerne skal se realiteterne i øjnene, handler det om, at PTSDen kan være en følgesvend for livet, der sætter visse begrænsninger.

»Det handler om at have en vilje til at fortsætte livet på trods af det. For der er et godt liv at leve, selv om det ikke ser ud, som du troede,« siger Stuart Press.

Han kæmper fortsat med mareridt og dårlig søvn, selv om han har prøvet »al sovemedicin for menneskeheden«. Han taler sjældent om det, han har oplevet, men ifølge Anne-Line Ussing plages han blandt andet af mindet om at have en mand på sigtekornet i Rwanda, som var ved at hakke en kvinde i stykker med en machete. Stuart havde ikke mandat til at skyde.

Stuarts tidligere opførsel i hjemmet har betydet, at Anne-Line Ussing også har haft depressive perioder, hvor hun overvejede, om livet var værd at leve. Fordi det hele virkede så udsigtsløst.

Anne-Line Ussing og Stuart Press har tre børn, hvoraf de to yngste stadig bor hjemme. De kender veteranerne og alle spiser jævnligt aftensmad sammen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

I dag er de kommet ovenpå. Og hvis de kan, så kan andre også, lyder det.

På Natur Retreatet deler Stuart ud af sine personlige erfaringer, han giver veteranerne et moralsk »spark bagi«, når de trænger, og han viser dem tillid, når de har mistet troen på sig selv. Imens står Anne-Line Ussing for driften og kontakten til alle omkring veteranerne. Hun hjælper med at besvare rudekuverter og henvendelser fra Veterancenter, kommune, region og stat. Hun eller andre ansatte er bisiddere, når veteranerne skal møde op fysisk. Og derudover holder hun en tæt kontakt til de pårørende.

»Rehabilitering handler som regel om at komme i uddannelse eller arbejde, men man er ikke rehabiliteret, hvis man får et arbejde, mens konen og ungerne er skredet. Det er nødvendigt med et 360 graders tilsyn,« siger hun.

To veteraner, der for nylig har forladt Strynø, er kommet på besøg. Den ene har fødselsdag, og i den anledning samles alle i udestuen hos Anne-Line Ussing og Stuart Press. De har købt en taske til ham i fødselsdagsgave. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Efter en blæsende nat gryer en overskyet morgen.

To tidligere beboere er kommet på besøg for at deltage i et nyt terapiforløb, og derfor samles alle i hovedhusets udestue til morgenmad klokken 8.30. En af de tidligere beboere har fødselsdag, så Stuart og Anne-Line har købt en gave, og alle synger fødselsdagssang. Anne-Line skærer Martins hjemmebagte boller over og deler dem ud til de ni mænd omkring bordet.

Tidligere var det her i udestuen, de spiste morgen, middag og aften. Og det var Anne-Line, der stod i køkkenet. Men en af de ni veteraner omkring bordet er Natur Retreatets nye kok. Selv om der er fredeligt, er der hele tiden nye projekter i gang.

Anne-Line Ussing og Stuart Press har købt et nedlagt hønseri i kort gåafstand fra deres landejendom, hvor de ønsker at udvide Natur Retreat for Veteraner, så de får plads til i alt 15 veteraner i stedet for de nuværende seks. Flere af bygningerne trænger til en kærlig hånd. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.