»Jeg havde smadret det hele på 12 timer, men jeg var ikke færdig med at drikke«

Ti års nedtur kulminerede, da Carsten blev sigtet for en dødstrussel, mistede sit hjem og kontakten til sine børn. Han skulle helt ned at vende. Så tog han ansvaret på sig og fik hjælp fra Natur Retreat på Strynø for psykisk skadede krigsveteraner.

ljvhkjvh
Carsten er krigsveteran og har PTSD. Hans psykiske problemer har ført ham ud i alkoholmisbrug efter krigsudsendelse i Afghanistan. Nu er han på rette vej. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Hukommelsen har taget skade. Men foran det gule bindingsværkshus i Tappernøje med en smøg i munden kommer Carsten i tanke om en af de tåkrummende episoder fra de seneste år af hans liv. Og den 35-årige krigsveteran lægger ikke fingre imellem.

»Jeg har på et tidspunkt låst mig inde på et værelse i ren dødsdruk. Min ekskæreste kunne ikke gøre noget. Jeg pissede i en spand eller ned ad mig selv og brækkede mig ud ad vinduet,« fortæller han.

Carstens mor, Susanne, er ofte kørt af sted for at hente ham. Hun har fået ham afruset, men hurtigt er han faldet i igen. Det har stået på i ti år.

»Da det stod værst til, sad jeg med ham i 24 timer. Han havde mareridt. Spjættede over hele kroppen. Når der kommer druk indover, vil han bare dø. Så siger jeg: »Der er en mening med livet Carsten, og det er ikke meningen, at du skal dø«,« siger hun.

Carsten ramte bunden i 2017. Han truede sin ekskæreste på livet over en sms, mistede kontakten til sine to små drenge og blev sigtet. Hans nye kæreste smed ham ud, og da han fik nej til at sove i garagen, overnattede han i en skov. Han fik hjælp af en ven til at finde en lejlighed, men begyndte på dødsdruk. Alkoholen hjalp ikke på hans psykiske lidelse, Posttraumatisk Stress Syndrom (PTSD).

»I flere måneder var jeg skingrende sindssyg. Alt, hvad PTSDen kan påvirke mig til at gøre, kom op til overfladen på én gang. Jeg bukkede mig, når jeg gik forbi vinduerne. Jeg handlede kun ind om natten. Jeg gik rundt med baret. Jeg havde paranoia og selvmordstanker,« fortæller Carsten.

»Det sværeste i verden er at indrømme for sig selv og andre, at man har brug for hjælp – og bede om den,« siger Carsten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Det var kulminationen på ti års alkoholmisbrug med afrusninger, tilbagefald, endagsophold på psykiatriske skadestuer og afhentninger af politiet. Men den totale nedsmeltning var sammen med et ophold på botilbuddet Natur Retreat på Strynø i Carstens optik med til at vende hans liv ved årsskiftet til 2018.

»Jeg skulle stå med et ben i graven, før jeg stoppede med at drikke. Jeg ved i dag, at hvis jeg drikker, så dør jeg. Enten dør jeg fysisk af det, eller også slår jeg mig selv ihjel i en druktur ved selvmord,« siger han og fortæller, at han har stået med et reb om halsen fire gange.

Som Berlingske har beskrevet den seneste uge, ender flere pårørende til psykisk skadede krigsveteraner og veteranerne selv med at føle sig ladt tilbage med regningen for krigens rædsler. Således fortalte Poul, Grethe og Philip sidste mandag om familiens ulykkelige situation i Hørsholm.

For nogle lykkes det dog at vende nedturen og få et godt liv trods traumer. Carsten fortæller her, hvordan det er lykkedes ham.

»Du kan ikke hjælpe en mand, der lyver«

Carsten var udsendt i Kosovo i 2004-2005 og i Afghanistan i 2008. 31. marts 2008 ændrede alt.

Han sad bag rattet i en pansret mandskabsvogn på et højdedrag og så ned mod sine soldaterkammerater, da en bombe sprang. Han vidste ikke, hvor alvorligt det var, eller hvem der var ramt. Det viste sig senere, at én mistede livet og to blev alvorligt såret. Bomben blev efterfulgt af beskydninger – også mod køretøjerne. Carsten bakkede, og 20 sekunder senere ramte en motérgranat det sted, han havde holdt.

Carsten

»Jeg bliver så frustreret og vred, at jeg på et senere tidspunkt sidder nede i køretøjet med en pistol i munden. Det burde selvfølgelig have sagt mig noget.«


»Jeg mistede noget i mig selv den dag,« siger han og tilføjer:

»Jeg bliver så frustreret og vred, at jeg på et senere tidspunkt sidder nede i køretøjet med en pistol i munden. Det burde selvfølgelig have sagt mig noget.«

Ingen andre så det. Og tiden gik. I august 2008 kunne han rejse hjem til Danmark.

»Jeg tænkte, at jeg skulle hjem og leve livet. Men der skete ikke en skid. Der skete det modsatte,« siger han.

En øl at sove på blev til flere øl døgnet rundt. Og sprut. Desuden fik han antidepressiv medicin.

Da Carsten havde det rigtig dårligt, hørte han sin overbo tale sammen med en anden, og de talte dårligt om ham. Carsten gik op og spurgte: »Er vi okay? Jeg kan høre, at du taler med nogen om mig«. Overboen tog Carsten med rundt i hele lejligheden for at vise, at der ikke var andre. Det var skræmmende for overboen, men især for Carsten, fortæller han. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

»Vi havde en psykologsamtale, inden vi blev udsendt, mens vi var dernede, og efter at vi kom hjem. Men du kan ikke hjælpe en mand, der lyver over for dig eller over for sig selv. Og jeg havde den der machotilgang som alle andre med, at vi ville være seje,« siger han.

Carstens frygt for at få skåret halsen over, mens han blev filmet af Taleban, sad i ham inden udsendelsen. Og den har fulgt ham i mareridt siden.

»Jeg har gået ved tre-fire psykologer, efter at jeg kom hjem. Men jeg løj fortsat for mig selv,« siger han.

Hvad var løgnen?

»Når jeg bliver vred, så er jeg i virkeligheden bange. Og så troede jeg bare, jeg havde lidt svært ved at sove,« siger han og tilføjer:

»Det hjælper heller ikke, at jeg ikke rigtig ville være ædru«.

»Så er det ikke min Carsten«

Susanne har været vidne til sin søns deroute i ti år uden at vide, hvor han eller hun selv kunne få hjælp.

»Der var meget opfølgning, da de skulle af sted. Men da de kom hjem, synes jeg ikke, der var noget sted, man kunne henvende sig,« siger hun.

Susanne har til gengæld sørget for, at Carsten kunne henvende sig til hende. Mobiltelefonen har været tændt dag og nat, og selskabelige aftaler laver hun sjældent, for det kan jo være, at Carsten pludselig ringer.

Hun svarer nølende på, hvordan det har påvirket hende. Hun har »bare haft almindelig angst«, siger hun og tilføjer, at hun har kastet op.

»Det har jeg gjort rigtig mange gange. Det kunne være, inden jeg skulle over og hente ham. For jeg vidste ikke, hvad jeg kom over til. Hans øjne kan blive helt sorte. Så er det ikke min Carsten, jeg kommer og henter, men et ungt menneske, der er dødt indvendigt,« siger hun.

Det endte med at være Carstens læge, der tog kontakt til Veterancentret i efteråret 2017, fortæller han. Veterancentret blev oprettet i 2011 for at hjælpe fysisk og psykisk sårede krigsveteraner samt deres pårørende.

»Så Veterancentret ringer en dag, hvor jeg er spritstiv og helt håbløs. Så fortæller de om Strynø. Jeg siger bare: »Hvis det er det, du synes, så gør vi det. Jeg vidste hverken op eller ned«,« siger Carsten.

»Jeg har vidst i mange år, at jeg drak for meget. Men jeg har løjet for mig selv,« siger Carsten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Natur Retreat drives af Anne-Line Ussing og hendes australske mand, Stuart Press, der selv er krigsveteran og har lært at leve med PTSD. De manglede et rehabiliteringstilbud, da han havde det svært, og med udgangspunkt i egne erfaringer har de oprettet Natur Retreat, hvor der kan være seks veteraner ad gangen.

Mester i selvmedlidenhed udfordret på Strynø

Carsten blev kørt til Strynø sidst i november 2017. Da han mødte Stuart Press, fik han to ting at vide: »Get your shit in one sock and stay in the fucking room«​.

»Af en uforklarlig årsag har jeg prøvet at gøre det, som han sagde. At få styr på mit lort og lade være med at stikke af. Jeg har stukket af i ti år. Jeg har flyttet så mange gange og prøvet at drikke det væk. Men lorten flytter med, for det er det, jeg har indeni,« siger Carsten.

Han kørte stadig med »120 kilometer i timen oven i hovedet«, da han kom til Strynø, men fraværet af trafik og lyden af vandet tæt ved hjalp ham med at komme ned i gear. Og så skulle han passe dyrene. Natur Retreat ligger på et økologisk landbrug med grise, heste, får, høns og ænder.

Carsten

»Det var sundt for mig at komme ud af den vogn de tre gange om dagen og få trukket hovedet ud af røven og tænke på andre end mig selv. For jeg er verdensmester i at tænke på mig selv og have selvmedlidenhed.«


»Jeg kan love dig for, at der var nogle gange, hvor jeg bandede og svovlede over de dyr. Kraftedeme, sgu og helvede. Men det var sundt for mig at komme ud af den vogn de tre gange om dagen. At få trukket hovedet ud af røven og tænke på andre end mig selv. For jeg er verdensmester i at tænke på mig selv og have selvmedlidenhed,« siger han.

Det hjalp også at møde andre veteraner med samme udfordringer.

»En kunne sidde og fortælle om dengang, en møtrik drillede, og han smadrede hele græsslåmaskinen. Så kunne vi sidde og grine lidt af det, for det kender vi alle, og det er jo lidt tragikomisk,« siger han.

Susanne

»Jeg troede, det var unormalt, at min søn var sådan, og at jeg gjorde noget forkert.«


Inden Carsten blev sendt til Strynø, gik forholdet mellem hans forældre i stykker. Måske fordi hans far har kastet håndklædet i ringen for flere år siden, mens Susanne har insisteret på at hjælpe uanset hvad. Susanne fik bevilget ti psykologtimer ved Veterancentret.

»Der kunne jeg ikke mere. Jeg var helt magtesløs. Hos psykologen fik jeg øjnene op for, at mange andre krigsveteraner med psykiske problemer har det på samme måde med druk eller stoffer. Jeg troede, det var unormalt, at min søn var sådan, og at jeg gjorde noget forkert,« siger hun.

Den sidste druktur

På Strynø fik Carsten hjælp til alt. Hjælp til at kontakte kommune, retssystem, Veterancentret med videre, han fik aftensmad og psykologhjælp. Han kalder de ansatte ved fornavn og er mindre opmærksom på deres faglige uddannelse. Men han ved, at misbrugsbehandleren, der selv er ædru alkoholiker, gennemskuede ham med det samme:

»Han så lige igennem mig og sagde: »Dit hovedproblem lige nu er ikke, at du har PTSD, men at du er alkoholiker«.«

Carsten protesterede i en måned, og så var det, som om han skulle afprøve, om det nu var rigtigt. 26. december tog han hjem på juleferie.

»Jeg tror kun, min røv nåede at snitte sofaen, så gik jeg ud for at se, om de 12 øl i køleskabet stadig var der. Jeg havde maks. været hjemme i fem minutter, da jeg åbnede den første,« siger han.

Nogle timer senere var han tilbage i kaos og vanvid.

Han var fuld, han var gået ud af lejligheden, men havde glemt sine nøgler. Han havde smadret en rude hos underboen. Og han havde forsøgt at komme tilbage ind i sin lejlighed ved at smadre sin hoveddør.

»Efter mindre end 12 timer stod min underbo oppe i min lejlighed og råbte mig ind i ansigtet. Samtidig stod en låsesmed og hørte på det, mens min lillebror var på vej for at betale låsesmeden, for jeg kunne ikke finde mit dankort. Ja, det er nærmest komisk.«

I dag mediterer Carsten hver morgen og aften. Han startede på tre minutter. Nu er han oppe på fem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

I det samme ringede misbrugskonsulenten fra Strynø, men Carsten ville ikke tilbage.

»Jeg havde smadret det hele på 12 timer, men jeg var ikke færdig med at drikke. Jeg skulle lige bruge et par dage mere,« siger Carsten.

Han kom tilbage til Strynø 29. december og havde tømmermænd frem til 1. januar. Fysiske og moralske.

»Men da jeg stod op 1. januar 2018, var der sket et eller andet, og jeg har til dags dato ikke drukket igen,« siger Carsten.

Den daglige kamp og inspiration

I dag er Carsten i et ressourceforløb via kommunen, og så kæmper han stadig for at forblive ædru. Han forsøger at håndtere det, der før har været hans undskyldning for at drikke: PTSDen og de følelser, den bringer med. Når den indre uro, irritation, utilfredshed og selvmedlidenhed fylder, tager han en time ad gangen.

Carsten har altid sin lommebog med sig. Her noterer han tanker, og så skriver han alt, hvad han skal huske. For han husker ikke særlig godt længere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Han mediterer nogle minutter hver morgen og aften og skriver dagbog, hvor han noterer det, han er taknemmelig over. For eksempel hans kæreste, hans papbørn, hans egen familie og kontakten til Strynø, samt at han er ædru. Det lyder banalt, men det virker, fortæller han.

Desuden ses han mindst én gang om ugen med andre alkoholikere.

Carsten

»Nu har jeg kærlighed omkring mig, og jeg mærker det og nyder det. Det havde jeg også før, men jeg ænsede det ikke.«


Han er ked af al den smerte, han har forvoldt sine nærmeste, og han kæmper stadig for at komme overens med sine begrænsninger. Dem blev han konfronteret med for nylig, da han ikke kunne gennemføre kærestens datters fødselsdag.

Det blev for meget med gæsterne, og han gik ud i køkkenet, hvor han fik et angstanfald. Kæresten sagde, at han var fri til at køre lidt væk, så han kørte hen til en skov med udsigt til marker. Her så han videoer, såkaldte »speaks«, på sin telefon af andre alkoholikere, der fortæller deres historier. Historier, der altid ender godt.

»Det hjælper, for jeg kan genkende mine egne følelser og tanker i deres historier og høre deres erfaringer i forhold til at blive ædru,« siger han.

Nu håber Carsten, at hans historie kan være et lindrende spejlbillede for andre. For han er »faktisk rimelig godt tilfreds« med livet lige nu. For en uge siden ytrede hans ældste søn for første gang, at han gerne ville se sin far igen, og i fredags mødtes de hos Susanne efter halvandet år.

»Nu har jeg kærlighed omkring mig, og jeg mærker det og nyder det. Det havde jeg også før, men jeg ænsede det ikke,« siger Carsten.

Han opfordrer andre krigsveteraner og pårørende til at søge hjælp, hvis de har problemer.

Nummeret til Veterancentrets døgntelefon er 72 81 97 00.

Carsten og hans mor Susanne optræder kun med fornavn i artiklen. Berlingske kender deres fulde identitet. Natur Retreat på Strynø bekræfter deres historie.