Der var intet syn af Ayman Thiab, da Berlingske tirsdag formiddag besøgte Det Islamiske Trossamfund i Københavns Nordvestkvarter. Organisationens formand bekræftede mandag til DR, at det var her i moskéens lokaler, den såkaldte »våbenhvile« mellem Brothas og Loyal to Familia, blev forhandlet hjem af flere fædre tæt på miljøet.
Men siden har Ayman Thiab hverken vist sig eller besvaret et eneste af Berlingskes telefonopkald. Heller ikke den person, som to ældre herrer i lokalerne henviste til som talsperson for trossamfundet tog røret. Og tavsheden gik igen, da Berlingske ringede til den centrale far, der på vegne af bandemedlemmerne fra henholdsvis Mjølnerparken og Blågårdsgade, skulle have forhandlet den foreløbige våbenhvile på plads.
Der var ellers rigeligt at spørge om: Hvorfor er myndighederne ikke blevet orienteret om de forhandlinger, som har ledt frem til våbenhvilen? Hvorfor skulle den finde sted i en moské? Og hvilken rolle skal imamerne spille i de kommende fredsforhandlinger mellem banderne.
Moskéens indblanding har fået nogle politikerne op i det røde felt. Selvom der er begrænset viden om, hvad der er foregået i forhandlingslokalerne, har Lars Aslan Rasmussen (S) kaldt det »et problem« og De Konservatives Naser Khader har mindet om, at »det er en pligt at formidle videre til politiet.«
Spørger man folk med kendskab til miljøet, er det hverken overraskende eller bekymrende, at netop en moské har dannet ramme om den foreløbige mæglingsproces.
Det fortæller 30-årige Nedim Yasar, som indtil 2013 var leder af banden Los Guerreros. I dag er han vært på Politiradio på Radio24syv og konfliktcoach hos Røde Kors.
»Jeg ved fra gamle dage, at når man skulle have møder op at stå med nogen, man var ved at komme i konflikt med, var det i moskéerne, man mødtes. Ingen ville kunne finde på at skyde eller lave ballade i en moské. Man ville blive bandlyst fra den islamiske verden, hvis man gjorde det,« siger han og tilføjer, politiet er bandernes fjende, og så dur det ikke, at man både sidder over for en bande, man har som fjende - og politiet.
»Hvis man skal mægle, skal man snakke sammen, og hvis der er noget, som politiet ikke skal vide, får man jo ikke snakket det ud,« siger han.
Mæglingen foregik ifølge flere kilder med forældre fra begge sider af konflikten, mens der også var fædre tilstede, hvis sønner ikke var involverede. Bandemedlemmerne talte ikke direkte sammen, men igennem fædrene, har flere kilder fortalt Berlingske.
Tidligere forslag fra Det Islamiske Trossamfund
I 2005 var der optræk til bandekrig. Dengang blev en 24-årig mand skudt foran et spillested i København af en dørmand. Den daværende og nu afdøde leder af Det Islamiske Trossamfund Imam Abu Laban foreslog, at dørmanden skulle betale 200.000 kroner i blodpenge til den afdødes familie.
»Skal vi undgå hævn, mener jeg, at løsningen er blodpenge. Det er normal praksis blandt muslimer, at der betales til den afdødes familie, og det er bedre end yderligere skyderi,« sagde Abu Laban til Jyllands-Posten dengang.
Der er ingen kilder, der har bekræftet, at en imam indtil nu skulle have spillet en aktiv rolle i mæglingen mellem banderne. En far har dog nævnt over for Berlingske, at imamer senere kan komme på tale.
»Imamen vil fortælle, at deres handlinger ikke er en del af islam. Men jeg tror overhovedet ikke, at der er blodpenge eller Sharia-lov indblandet,« siger Nedim Yasar.
Lene Kühle, der er professor i Religion på Aarhus Universitet, mener i og for sig heller ikke, der er grund til bekymring, hvis der skulle have siddet imamer med ved forhandlingsbordet.
»Jeg synes ikke, man skal gå til det her med mistænkeliggørelse. Vi ved, at der hos nogle hårdkogte kriminelle er en uforklarlig veneration for islam og moskéen, selvom de hverken selv er praktiserende eller lever op til religionens værdier. Man kan se det som en værktøjskasse, nogle bekymrede borgere, herunder forældre har taget i brug for at løse en nedbrydende konflikt, det ikke er lykkedes at løse på andre måder,« siger hun.
Våbenhvilen er nærmest et lærebogseksempel på, hvordan mægling i bandekonflikter foregår i hele verden, fortæller Steffen Jensen, der er professor på Aalborg Universitet og har forsket i bander i bl.a. Sydafrika og Filippinerne.
»Religiøse personer spiller ofte en særlig rolle, fordi de er lokalt forankrede, bliver betragtet som neutrale, respektable og legitime – alt det statsorganisationer ikke gør,« siger han.
Selvom mæglingen måske spiller på religiøse argumenter om moral, er det først og fremmest den sociale position i lokalsamfundet, som fædrene og imamerne har, som gør dem til mere effektive fredsmæglere end offentlige myndigheder. Det kan have sin styrke:
»Frygten for parallelsamfund kan være helt reel, men skal ikke blænde os for strukturer, der faktisk fungerer,« siger Steffen Jensen.
I slutningen af 1990’erne mæglede forsvarsadvokaten Thorkild Høyer i den store rockerkrig mellem Hells Angels og Bandidos. Dengang blev Københavns Politi, PET og Justisministeriet orienteret på sidelinjen fortæller Høyer og understreger, at han er ikke er blevet bedt om at mægle. Hvis han blev spurgt, ville han sige:
»Ja, så ville jeg sige ja. Hvis man kan være med til at stoppe noget, hvor uskyldige bliver dræbt, så skal man da gøre det. Men skulle da være et stort, kynisk røvhul, hvis man lod fem og syv være lige i sådan en situation. Folk mister jo livet,« siger han.
Det har ikke været muligt at få et interview med Københavns Politi, Rigspolitiet eller justitsminister Søren Pape Poulsen.