Adskillige politikredse på Sjælland og Lolland-Falster lukkede fredag 11 tilholdssteder for rockergrupper.
Hovedårsagen er konflikten mellem rockerne fra Bandidos og Satudarah. Siden et slagsmål til et boksestævne i Herlev den 27. oktober er konflikten mellem dem eskaleret. Der har bl.a. været skud- og voldsepisoder.
Konflikten mellem de grupperingerne er todelt: På den ene side handler det om kontrol over det kriminelle marked. På den anden side handler det om personfnidder, der er eskaleret og blevet til klub-kontroverser.
Det fortæller Flemming Madsen, der er politiinspektør og leder af Særlig Efterforskning Øst.
»De her to grupperinger kender hinanden rigtig godt. Nogle har skiftet gruppe, og så er der noget personlig uvenskab, der er blusset op af en eller anden årsag,« fortæller han og tilføjer:
»Vi lukker tilholdsstederne med henblik på at hindre aktiviteter i husene, at stække konflikten og for at undgå øget risiko for personer, der er tæt ved eller omkring rockerborgene. Derfor har vi lukket alle de adresser, vi har kendskab til.«
Her ses de lukkede tilholdssteder. Artiklen fortsætter under grafikken.
Udfordrende adfærd
Af et konfliktnotat, som Berlingske har fået aktindsigt i hos Rigspolitiet, fremgår det, at Satudarah netop nu er i lige så mange konflikter som Loyal to Familia, der ligger i konflikt med bl.a. Brothas i København. Den ene konflikt er som nævnt med Bandidos og er indskrevet den 31. oktober, mens den anden med banden Mongols MC blev indskrevet den 26. oktober. Konflikter indskrevet hos Rigspolitiet er af ekstra voldelig karakter.
Sidstnævne konflikt foregår hovedsageligt på Lolland-Falster. Satudarah har endnu engang fået lukket deres klubhus i Vestergade i Maribo, mens flere kilder til Berlingske har fortalt, at Mongols MC holder til i Vestergade i Sakskøbing.
Flemming Madsen har ikke et entydigt bud på, hvorfor Satudarah netop nu er stridslystne:
»Jeg har ikke et bedre bud, end at Satudarah mener, at det er et godt tidspunkt at markere sig på og måske udvide det territoriale albuerum. Men det er rigtigt, at de er udfordrende,« siger han.
Lolland-Falster-konflikten
Som Berlingske af flere omgange har beskrevet, har konflikten mellem Mongols MC og Satudarah været voldsom.
Siden marts har den medført kiosknedbrændinger, skud- og voldsepisoder, vistitationszoner, ligesom der for nylig var en forsætlig påkørsel i Sakskøbing, der af politiet bliver karakteriseret som et banderelateret drabsforsøg.
Kim Kliver, der er politiinspektør hos Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, fortæller, at også på Lolland-Falster drejer det sig om kontrollen af det kriminelle marked. Men som konflikten har udviklet sig, spiller hævnakter også ind.
»Når konflikten er i gang kommer de her forkvaklede æresbegreber, de har grupperne imellem ind og er en faktor. Den ene vil ikke lægge under for den anden, så man må betale tilbage. Altså hævnmotiver. Så perspektivet er bredere end det kriminelle marked,« siger han. Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har endnu ikke lukket Mongols MC's tilholdssted.
»De har ikke på samme vis et tilholdssted. Men vores aktiviteter har gjort, at de steder har haft deres gang og hvor en del af deres kriminelle aktiviteter udsprang, de er lukket ned. Det er bl.a. i Nakskov, Sakskøbing og Nykøbing. Men de agerer her stadig,« fortæller han.
Så sent som torsdag aften anholdt Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi to Mongols MC-medlemmer med et skarpladt våben. Politikredsene på Sjælland har endnu ikke oplyst, om der er nogen sigtede som følge af lukningerne, eller om der er fundet våben.