OBS: Efter interviewet var der endnu et skyderi i Mjølnerparken, hvor en 22-årig mand mistede livet.
I sidste uge døde de to første personer i bandekonflikten, og igen onsdag var der skyderi på Nørrebro.
Hvorfor kan I ikke stoppe skyderierne?
»Vi arbejder intensivt på at få stoppet konflikten og i særdeleshed med at få stoppet skyderierne. Vi har sat massivt ind med politiets tilstedeværelse på Nørrebro. Vi har kørende patruljer, fodpatruljer, motorcykler og fly og helikopter i luften. Vi har en stor efterforskningsindsats kørende, så vi har sat massivt ind mod konflikten,« siger Anne Tønnes, politidirektør hos Københavns Politi.
Men er det ikke en falliterklæring for politiets indsats, når konflikten og skyderierne fortsætter og nu også har kostet menneskeliv?
»Vi har fængslet flere end 60 personer fra miljøet, vi har visiteret over 3.300 personer og fundet et stort antal slag-, stik- og skydevåben. Vi har nogle resultater. Og nej, det er ikke en falliterklæring. Vi bliver ved, indtil vi har en normal situation på Nørrebro. Der er ikke noget quick fix. Vi har at gøre med meget voldsparate personer, som befinder sig i en hævn- og voldsspiral, og de bestemmer tid og sted for, hvornår der skal skydes.«
Da du talte med Berlingske i august, sagde du, at dit overordnede ønske var at fængsle så mange bandemedlemmer som muligt. Nu har I varetægtsfængslet 60 personer, og der bliver stadig skudt. Er det så den rigtige løsning?
»Det er stadig vores strategi. Det er den rigtige løsning at få dem fjernet fra gaden og sat i fængsel. De skal retsforfølges og sættes ind.«
Hvor mange skal I varetægtsfængsle, før de ikke skyder længere?
»Det har jeg ikke noget præcis bud på. Men det handler om at stresse og presse dem og få sat så mange ud af spillet som overhovedet muligt.«
Du nævner selv nogle af tiltagene og initiativerne, men hvilke resultater har helikopteren, som koster omkring 4.000 kroner i timen, konkret givet jer ift. at stoppe konflikten?
»Vi udtaler os ikke konkret om resultaterne, men generelt kan jeg sige, at den sender vigtige informationer ned til de folk, der er på gaden, så de hurtigt kan sætte ind, hvor det er nødvendigt.«
Hvilke resultater har forsvarets Challenger-fly, som koster omkring 15.000 kroner i timen, konkret givet jer ift. at stoppe konflikten?
»Som jeg svarede før, vil jeg helst ikke komme ind på de helt konkrete effekter af den. Men den har det sigte at overvåge og sende informationer på gaden.«
Men er det ikke mange penge i timen for to tiltag, der ikke har stoppet skyderierne …
»Vores ønske er at skabe fred og tryghed. Vi sætter ind på hele paletten, og derfor har vi valgt også at bruge fly og mobile politistationer.«
Hvilke resultater har mobile politistationer helt konkret givet ift. at stoppe konflikten?
»Det er noget helt andet. Den skal skabe tryghed. Vi har to af dem, og de skal være der, hvor borgerne på Nørrebro er. Den har et andet sigte end direkte at fange forbrydere. Vores indtryk er, at borgerne er rigtigt glade for de mobile politistationer. Det har vi fået mange tilkendegivelser af.«
Men skyderierne fortsætter jo på trods af de her initiativer. Kan man reelt sige, at det virker?
»Det virker. Vi presser og stresser banderne. Vi har også efterretninger om, at de føler sig pressede. Vi har fængslet mange af dem, og jeg lover, at der kommer flere i fængsel, som skal retsforfølges og fængsles.«
Flere politikere siger, at skyderierne er bandernes ansvar, men også politiets ansvar at få stoppet dem. Det sidste har du også selv udtalt. Har I levet op til jeres ansvar?
»Ja. Jeg vil sige, at vi har sat massivt ind, og det her er vores vigtigste opgave: At få stoppet skyderierne og stækket banderne på Nørrebro.«
Men det kan jo klinge hult, at man har løst ens del af ansvaret, når konflikten nu også har fået dødelig udgang. Det tænker du måske ikke?
»Jo, men igen vil jeg sige, at det er et langt sejt træk, og vi sætter massivt ind og gør alt og bruger alle de værktøjer, vi har, og vi stopper ikke, før det hører op.«
(Sidste uge godkendte Rigsadvokaten på anledning af justitsminister Søren Pape Poulsen, at et forbud mod Loyal to Familia, skal prøves ved retten, Red.)
Tror du, at et eventuelt forbud mod LTF vil stoppe involverede personers konflikter?
»Det er jo meget nyt, og vi skal først have sat os ind i det i løbet af de kommende dage. Det er igen et værktøj til at tæmme de her voldsparate typer. Jeg er ikke mere naiv end alle andre og siger ikke, at det stopper kriminaliteten, det gør det ikke nødvendigvis. Men det stækker dem, og jeg tror, det er vigtigt at få sat bredt ind.«
Hvordan kan det stække dem?
»Erfaringerne fra andre lande viser blandt andet, at det kan stække rekrutteringen til banderne, når de ikke får åbenlyst lov til at manifestere sig som bande.«
Men der er jo ikke nogen, der siger, de skal gå ud i offentligheden og kalde sig LTF eller andet. De kan vel stadig rekruttere til de fællesskaber, som de så har…
»Det kan de.«
Mener du, det er trygt på Nørrebro?
»Jeg forstår godt, at borgerne på Nørrebro, føler sig utrygge i den her situation. Som jeg har sagt tidligere, færdes jeg dagligt på Nørrebro. Og det gør min familie også. Jeg føler mig tryg.«