De har ingen smitteudbrud – alligevel ligger hovedstadskommune helt i top på coronalisten

På trods af ikke at have enkelte smitteudbrud ligger Høje-Taastrup Kommune i top på listerne over smitte i kommunerne. Her er smitten »smurt bredt ud«, lyder det fra borgmesteren, der barsler med en massiv indsats i den kommende tid.

Høje-Taastrup Kommune er røget til tops i opgørelserne over smitte i landets kommuner på trods af ikke at have enkelte smitteudbrud. Hidtil har indsatsen fra kommunen, der mest har handlet om oplysning til borgerne, ikke slået til, men det skal der laves om på. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I takt med at coronasmitten falder i Danmark, er der ifølge Statens Serum Instituts (SSI) opgørelser gang i et ræs mod bunden blandt landets kommuner.

I lang tid har en kommune, Ishøj, indtaget toppen af listen, idet smitten har buldret derudad – især i forbindelse med smitteudbrud i kommunens tæt bebyggede boligområder. Andre kommuner som Kolding, Hillerød og Esbjerg er også højtrangerende på grund af smitteudbrud. Ishøj ligger stadig højt, men er vippet af pinden, idet en ny kommune de seneste dage har indtaget den lidet eftertragtede topplacering.

Det er Høje-Taastrup Kommune vest for København, som nu har en incidens på over 270 med baggrund i 137 bekræftede smittetilfælde inden for de seneste syv dage. Forskellen mellem Høje-Taastrup og mange af de andre højdespringere er imidlertid, at kommunen ikke har smitteudbrud – her er smitten generelt høj.

»Der er ikke et sted, hvor vi kan se, at smitten går for sig. Der er selvfølgelig nogle boligområder, som har en højere hyppighed end andre, men det er måske fem eller seks boligområder, så der er ikke ét sted. Det er smurt bredt ud over kommunen, kan man sige,« lyder det fra Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler (K).

Kommunen får identiteten på smittede og pårørende

Svaret på, hvorfor smitten er så høj, er da heller ikke ligetil, og kommunen har ifølge borgmesteren gennem lang tid haft en intensiv indsats for at kommunikere om vigtigheden af at lade sig teste og også lade sig isolere, hvis man er smittet med covid-19.

Indsatsen er svær, fortæller han, for der er ikke specifikke områder, man kan stille skarpt på, som der eksempelvis har været det i Hillerød, hvor der forrige søndag blev registreret et smitteudbrud i en daginstitution.

Borgmesteren i Høje-Taastrup, den konservative Michael Ziegler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Samtidig er der flere vanskeligheder for kommunen, forklarer Michael Ziegler, fordi kommunen gennem hele bekendtskabet med covid-19 har efterspurgt muligheden for at få flere oplysninger om, hvem der bliver smittet.

»Under hele pandemien har vi påpeget, at det er svært for kommunen at have en meget aktiv rolle, så længe vi ikke kender identiteten på de smittede. Dette har vi først fået adgang til for en uge siden,« siger han.

For første gang har kommunen fået Styrelsen for Patientsikkerheds godkendelse til at få identiteten på alle smittede og identiteten på nære kontakter.

»Det betyder, at vi nu har mulighed for at gøre mere, end vi har kunnet gøre hidtil,« siger Michael Ziegler:

»Nu bliver det noget anderledes, for som smittet vil man opleve, at man får en opringning fra Styrelsen for Patientsikkerhed, men også bliver kontaktet af kommunen i form af en opringning eller et besøg.«

Bliver værre, før det bliver bedre – på papiret

Med de nye beføjelser fra Styrelsen for Patientsikkerhed skal medarbejdere fra Høje-Taastrup Kommune på gaden og stemme dørklokker sammen med 15 til 20 medarbejdere fra styrelsen. Det vil fortrinsvis foregå i fem til seks boligområder i kommunen.

Samtidig har kommunen oprustet antallet af testenheder fra et enkelt testcenter til tre og søsætter desuden en »partybus«, der er indrettet som omrejsende testcenter – et redskab, som også Glostrup og Ishøj Kommuner har gjort brug af.

Med den opskalerede testkapacitet og den målrettede indsats over for specifikke områder og borgere, forventer Michael Ziegler, at der gøres et indhug i smitten, men inden da vil tallene hos SSI nok stige.

»Når vi gør så meget, vil det være min forventning, at incidensen på papiret stiger. Det er ikke for at undskylde smitten med de mange test, for det er ikke sådan en Trump, jeg er ude i, men når vi får fat i mere af mørketallet, skal det nok blive lidt værre, før det bliver bedre, hvad angår tallene,« siger borgmesteren.

Tegner de data et billede af, hvem der primært bliver smittet i kommunen og hvor?

»Nej, det tror jeg ikke, at vi kan sige noget om endnu. Jeg tror ikke, at det giver et andet billede af et mønster andet end, at det er smurt bredt ud over kommunen.«

Undrer du dig ikke over det, når andre kommuner kan sige det?

»Hør her. Vi har mange områder i vores kommune, hvor man bor tættere, og vi har også mange områder, hvor der bor borgere, der har den type job, hvor man er mere udsat end andre. Der er givetvis også et kulturelt aspekt i det, men det er bare spredt ud over kommunen, så der er egentlig ikke så meget at undre sig over,« siger Michael Ziegler:

»Det er kun godt, at vi ikke har ét sted, hvor det bare brager løs. Nu skal vi så prøve at lægge låg på det hele.«