Danske Medier med hård kritik af spiontjenesters »slet skjulte trussel« mod den frie journalistik
Paraplyorganisationen Danske Medier sender »en kraftig opfordring« til justitsminister Nick Hækkerup og forsvarsminister Trine Bramsen: Forklar efterretningstjenesterne, at det ikke er deres opgave at »modarbejde endsige true frie, publicistiske medier«.
PET-chef Finn Borch Andersen (på billedet) og chefen for FE, Svend Larsen, har holdt møder med chefredaktører på et bredt udsnit af danske medier for at indskærpe, at det er ulovligt som medie at viderebringe fortrolige oplysninger. Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix (arkiv)
Det hører ingen steder hjemme i et frit demokrati, at hemmelige sikkerhedstjenester forsøger at intimidere og true redaktører og journalister.
Sådan lyder kritikken fra paraplyorganisationen Danske Medier, efter at de to chefer for Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) – henholdsvis Finn Borch Andersen og Svend Larsen – har holdt samtaler med chefredaktører på frie danske medier og mindet dem om, at strafferammen for at viderebringe fortrolige oplysninger er op til 12 års fængsel.
»Trusler mod redaktionelle medier om strafferetlige sanktioner i anledning af journalistik, der publiceres efter professionelle etiske standarder, er en fremgangsmåde, som normalt kun anvendes i lande, som Danmark ikke sammenligner sig med,« lyder det i en officiel »protestskrivelse«, som organisationen har sendt til justitsministeren og forsvarsministeren:
»Danske Medier vil på denne baggrund kraftigt opfordre justitsministeren og forsvarsministeren til at indskærpe over for PET og FE, at det ikke er en del af efterretningstjenesternes arbejde at modarbejde endsige true frie, publicistiske medier i forbindelse med deres lovlige virke,« står der videre.
Yderste konsekvens: 12 år
På møderne, som PET og FE har holdt med chefredaktører og udgivere fra blandt andet JP/Politikens Hus og Berlingske Media, har de to efterretningschefer specifikt mindet om, at også medier kan blive holdt ansvarlige efter straffelovens paragraf 109 om videregivelse af statshemmeligheder. Spioncheferne pegede i den forbindelse også på, at paragraf 109 – som man finder i straffelovens kapitel 12 om forbrydelser mod staten – i yderste konsekvens straffes med op til 12 års fængsel.
Kort tid før spionchefernes intimideringstur hos medierne var fire nuværende og tidligere ansatte i PET og FE blevet anholdt og sigtet efter netop paragraf 109. Tre af dem blev fredag fremstillet i grundlovsforhør, hvor to af dem blev varetægtsfængslet. Retsmøderne blev holdt for dobbeltlukkede døre, og derfor er offentligheden ikke bekendt med, hvad baggrunden for anholdelserne er.
Ikke desto mindre er vurderingen samlet set hos Danske Medier, at der er tale om »en slet skjult trussel« mod chefredaktørernes medier.
»Danske Medier er oprørt over efterretningstjenesternes fremturen, som kun kan ses som en slet skjult trussel om, at der vil blive forsøgt slået hårdt ned på medierne, hvis de publicerer oplysninger. Men uden at specificere hvad det er for konkrete oplysninger, der er tale om,« skriver organisationen i protestskrivelsen:
»Publicistiske medier har ikke til formål at være statens forlængede arm. Tværtimod har medierne en forpligtelse til at kigge enhver magtstruktur i samfundet efter i kortene – også efterretningstjenester. Frie og uafhængige mediers opgave er således at give borgerne adgang til troværdig information om alle relevante samfundsforhold, hvilket normalt også anerkendes som en forudsætning for en oplyst offentlig debat i et velfungerende demokratisk samfund.«
Og som Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten kalder »et problem«.
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) ønsker ikke at stille op til et interview eller på anden vis svare på spørgsmål om sagen, herunder hvorvidt hun på forhånd var orienteret. Justitsminister Nick Hækkerup (S) er ikke vendt tilbage på Berlingskes forespørgsel tirsdag.
Del:
Andre læser også
Indland
Venstre, Konservative, Radikale, Dansk Folkeparti – og regeringen – afviser at forholde sig til efterretningschefers intimideringstur hos frie medier
Pilestræde
Her er historien, efterretningstjenesterne ikke vil have, at du læser
Indland
Justitsministeren: I orden at efterretningstjenesterne holdt møde med medier